Kesi gik på scenen som en mand, der havde inviteret hele byen til sin egen kroning – og alle mødte op, klar til at bukke. Royal Arena var udsolgt, det var lørdag aften, og dansk hiphop lignede pludselig noget, man kunne tage alvorligt med champagne i glasset. Det lugtede lidt af milepæl. Og det var det også.
En stjerne
To stjerner
Tre stjerner
Fire stjerner
Fem stjerner
Seks stjerner
Rap med rygdækning
Det hele var tilrettelagt som et langt flex: af karriere, af katalog, af kolleger. Kesi havde delt koncerten op i akter, og det fungerede overraskende godt. Fra poppet charmeoffensiv i “Søvnløs” og “God dag” til Supernova-støjet på “Flad af grin” med Noah Carter og videre til det mere eftertænksomme i “Blå himmel”. Det var en tour de force – eller i hvert fald en flot køretur i en genkendelig Mercedes.
Men det var ikke solo, og det var heller ikke meningen. For det, der i virkeligheden skabte den her koncerts tyngde, var fællesskabet. Scenen blev fyldt med Gilli, Benny Jamz, Artigeardit, Lamin og til sidst Hans Philip. “Brutalt” blev leveret med så mange mikrofoner og så meget energi, at man næsten kunne mærke gulvet give efter. Det lignede noget, der var vigtigt – og det føltes også sådan.
Et bagkatalog, der kan bære tyngden
Det gik op for en – midt i versene og skiftet mellem trap og romantik – at Kesi faktisk har lavet flere hits end de fleste. Han har i det stille bygget en karriere, der kan bære en arena uden at skulle krykke sig frem på gæstestjerner alene. Det er et katalog, der spænder bredt, og som kan veksle mellem klub og eftertænksomhed uden at miste publikum. Ikke alle kan det. Ikke alle prøver.
Og netop fordi han ikke behøver være banebrydende, kan han tillade sig at være storslået. Det føltes aldrig som om Kesi beviste noget. Mere som om han inviterede os ind i noget, han allerede ved, han ejer.
En genre, der har vokset sig voksen
Der var en forbløffende ro over Kesi. Ikke som i død energi – men som i: “Jeg ved godt, jeg har vundet.” Og han havde ret. Publikum var med hele vejen, fra beat-drop til ballade, og der blev sunget med på sætninger, man engang kun hørte i gymnasiegange og på Vesterbro-cykler. Det her var noget andet. Dansk rap stod pludselig midt i Royal Arena med stadionlys og selvtillid, og det var svært ikke at blive lidt rørt over det.
Koncerten føltes som en slags officiel anerkendelse af, at dansk hiphop ikke længere er en modkultur. Den er kultur. Og det var tydeligt, at Kesi ikke kom for at takke – han kom for at samle.
Men måske også lidt for velkoreograferet?
Hvis man skal indvende noget – og det skal man jo – så kunne det hele godt have været… lidt mere grimt. Lidt mere improviseret. Lidt mindre velfriseret. Det var et show, ikke en klub. En fejring, ikke en fest. Der manglede lidt sved, lidt fejl, lidt råb. Ikke meget, men nok til at man sad og savnede det.
Det er ikke, fordi man ønskede sig fladtrådte kabeltromler og Jack D i plastikglas – men lidt uforudsigelighed havde klædt det perfekte.
Lad os bare sige det sådan her…
Kesi samlede en generation, hyldede en genre og satte sit navn i arena-beton med versaler. Det var smukt, stort og samlet. Måske lidt for pænt – men hvem sagde, at rap ikke må være storslået?
