Det føltes lidt som at være 17 igen. Ikke på den dér fesne nostalgiske måde, men som da man virkelig ikke vidste, hvad der ville ske i løbet af aftenen – og elskede det. Teufel Bash var ikke poleret, ikke pænt og ikke planlagt til sidste decimal. Og netop derfor ramte det noget, de store festivaler for længst har glemt: følelsen af at være lige midt i noget råt og ægte.
En stjerne
To stjerner
Tre stjerner
Fire stjerner
Fem stjerner
Seks stjerner
Teufel Bash var ikke bare en koncert – det var en erklæring. Midt i Københavns fuglekvarter, i en slags baggårds-oase af bølgeblik, hjemmebyggede ramper og gamle scootere, fik vi et festivalformat, der føltes som at snige sig til noget forbudt.
Knallerter og kærlighed til kaos
Festivalen samlede et broget felt af publikummer: alt fra garvede undergrundstyper til nysgerrige lokale, der var blevet lokket af brølet fra tunede Puchs og duften af grill og gearolie. Stemningen var intens, men imødekommende – man hilste på hinanden, skålede med fremmede og blev hurtigt en del af festen.
Hotdogs med attitude og Harboe på frostpunktet
Mad og drikke blev serveret uden omsvøb: hotdogs der lignede de var skeptiske over hele projektet, og Harboe-øl, der føltes som om de var kølet ned på ren asfalt. Det hele passede perfekt. Her var ingen foodtrucks med pulled pork – kun autencitet, billig sprut og et lille flammende bål i hjørnet.
Musik med støj og sjæl
På de interimistiske scener, både ude og inde, leverede lineup’et en række overraskelser. Der var garagepunk, støjet indie, techno i metal-rammer og alt derimellem. Bandsene virkede til at nyde settingen – og det kunne mærkes. Intet blev spillet på rutinen. Lyden var skæv, høj og upoleret, men netop dét skabte en energi, der var mere levende end noget hi-fi-anlæg kunne levere.
En festival eller bare et vildt event?
Om Teufel Bash er en egentlig festival eller “bare” et alternativt event, ved man ikke helt. Den havde noget af den energi man husker fra 00’ernes DIY-fester, og noget af den fandenivoldske attitude fra en tidslomme hvor alt ikke var digitalt og designet. Det var en dag, hvor man glemte sin telefon og bare var til stede. Der blev danset, rodet, snakket, brummet – og musikken fik lov at tale.
Lad os bare sige det sådan her…
Teufel Bash ramte noget, man ikke kan købe sig til: en følelse af at være med til noget ægte. En sammensmeltning af lyd, maskineri og mennesker, der alle ville det samme – mærke noget. Vi håber, det kommer igen. Og bliver ved med at larme.
