Man kan kun håbe, at Tom Hardy får en ordentlig snak med sin agent efter det her. Havoc på Netflix er én lang, blodsplattet nedtur, hvor selv de bedste skuespillere må vade gennem et manuskript så tyndt, at man får lyst til at ringe efter en voksen.
En stjerne
To stjerner
Tre stjerner
Fire stjerner
Fem stjerner
Seks stjerner
Det starter, som det altid starter: regn, mørke gader, en sur Hardy, der allerede ser træt ud, inden noget overhovedet er gået galt. Og så eksploderer det ellers i én lang kavalkade af slåskampe, hvor blodet sprøjter, som om folk mister to liter, bare man træder dem over tæerne.
Gareth Evans (The Raid) prøver tydeligvis at genskabe magien fra sine tidligere film, men ender i stedet med noget, der minder om Die Hard på en rigtig dårlig dag. Kameraet ryster, knogler knækker, og Hardy kæmper tappert – men det hele føles hultere til bultere, som en actionfilm lavet på grund af en aflyst ferie og en billig tax-free-bar.

Problemet er ikke kun, at filmen er overdrevet. Det er, at den aldrig bliver awesome.
Det føles som et mekanisk blodbad uden sjæl, hvor hver eneste scene er lidt for meget og lidt for ligegyldig. Tom Hardy gør, hvad han kan, og han bakkes faktisk op af et fint cast, men når replikkerne lyder, som om de er hevet ud af en generator på YouTube, hjælper det lige lidt.
Og så kommer tanken snigende: Er vi i gang med at se Tom Hardy forvandle sig til en slags Bruce Willis fra Temu? En skygge af sig selv, der accepterer hvad som helst, så længe der er mad på bordet og en trailervogn på settet? Man får lyst til at råbe: Stop, Tom! Du er bedre end det her!
Lad os bare sige det sådan her:
Havoc er én stor omgang møg. Hæsblæsende, ja. Blodig, ja. Underholdende? Kun hvis man elsker idéen om at se talentfulde folk vade rundt i elendigt materiale.
