Girls vender tilbage: At fylde 40 løser ingenting

Det er næsten for passende. HBO vil genoplive Girls, serien om Hannah Horvath og hendes venner i New York, netop som skaberen Lena Dunham har rundet 40. Den 13. oktober bekræftede selskabet fem nye afsnit. Dunham, Allison Williams, Jemima Kirke, Zosia Mamet og Andrew Rannells vender tilbage. Produktionen begynder efter planen i 2027. Ingen premieredato eller egentlig handling er offentliggjort.

Man kunne allerede finde den gamle soundtrack-playliste frem og begynde at savne Brooklyn. Men jeg håber, Dunham har dårligere nyheder til os end endnu en velpoleret genforening. Girls var interessant, fordi dens figurer kunne være ulidelige, også når de havde ret. Som tyveårige kunne de forklare næsten enhver katastrofe med, at de stadig var ved at finde sig selv. Den undskyldning har en udløbsdato.

Serien kørte fra 2012 til 2017 og fulgte fire kvinder, der ville skrive, elske og blive til nogen, helst uden at skulle tage hensyn til alle de andre mennesker, som tilfældigvis også boede i New York. Hannah var hovedpersonen og indimellem den dårligste ven i lokalet. Netop dét var seriens styrke: Den forlangte ikke, at vi skulle kunne lide hende, før vi måtte genkende noget i hende.

I finalen var Hannah blevet mor til drengen Grover. Hendes kamp for at få ham til at amme blev en næsten komisk brutal påmindelse om, at et spædbarn er ligeglad med ens selvfortælling. Marnie var rykket ind for at hjælpe, og Hannah var stadig dygtig til at gøre sin egen frustration til andres problem. Serien sluttede med et lille fremskridt, ikke et diplom i personlig udvikling. Det er et langt mere spændende sted at begynde igen end en sentimental statusopdatering.

For hvad sker der, når selvoptagetheden får voksne konsekvenser? Når det ikke længere bare er en kæreste eller en roommate, der betaler for ens kaos, men måske et barn, en arbejdsplads eller et venskab, der har overlevet alt for mange undskyldninger? Det er et spørgsmål, de nye afsnit kan stille. Vi ved endnu ikke, om de gør det.

Der ligger også en ældre regning på bordet. Girls blev kritiseret for at skildre et påfaldende hvidt og privilegeret udsnit af New York. I et interview fra juli 2025 erkendte Dunham, at seriens brede titel kunne få den snævre repræsentation til at føles som et løfte, der ikke blev indfriet. Hun talte også om betydningen af flere forskellige stemmer bag kameraet. Det er en væsentlig indrømmelse. Men den siger endnu intet om, hvordan den nye serie bliver.

En rimelig indvending er, at Girls aldrig skulle repræsentere alle. Den var skarp, fordi den turde være specifik, også om mennesker, der sjældent opdager deres egne privilegier. Det har indvendingen ret i. Men et snævert blik bliver ikke automatisk dyb kunst, bare fordi det bliver holdt tæt på ansigtet. Ti år senere må serien gerne vide mere om verden uden at lade, som om Hannah pludselig gør.

Fem afsnit er i øvrigt en lovende begrænsning. Der er ikke plads til en endeløs sejrsrunde, hvor alle får et øjeblik foran kameraet, bare fordi vi kender deres navne. Hvis Dunham virkelig har fundet den særlige historie, hun selv siger var betingelsen for at vende tilbage, burde den kunne mærkes i hvert eneste afsnit.

Og hvad så?

Det ville være let at kræve, at Hannah og vennerne endelig opfører sig ordentligt. Men så har vi misforstået, hvad der gjorde dem seværdige. God fiktion er ikke et kursus i konflikthåndtering.

Jeg håber, de stadig er pinlige, urimelige og morsomme. Bare på en måde, hvor livet faktisk svarer igen. Man behøver ikke blive et bedre menneske af at fylde 40. Men man slipper ikke længere for regningen ved at kalde det en fase.