Anmeldelse: Lanterns, sæson 1. Hvornår bliver det sejt?

Anmeldelsen indeholder spoilers om sæsonens forløb.

Jeg ved forholdsvis lidt om Green Lantern. Mit kendskab stammer blandt andet fra Ryan Reynolds-filmen fra 2011, som vi vel efterhånden kollektivt har fået fortrængt. Der er ingen grund til at åbne den sag igen.

Til gengæld elsker jeg Peacemaker. James Gunns vanvittige hjørne af DC-universet har en frihed, jeg savner hos Marvel, hvor selv en dårlig idé føles, som om den har været igennem juridisk afdeling. Derfor glædede jeg mig til en mørkere superheltekrimi. Chris Mundy, Damon Lindelof og Tom King står bag Lanterns, med erfaring fra blandt andet Ozark, Watchmen og DC’s tegneserier. Det burde kunne blive godt.

True Detective-fornemmelsen melder sig hurtigt. To mænd med problemer og en masse replikker, der skal få deres indbyrdes irritation til at ligne kemi. Chandler er den overlegne veteran, Pierre den sammenbidte lærling. De kan begge holde en scene, men jeg savner bevægelse i deres spil. Den samme skæve overbærenhed. Den samme anspændte alvor. Jeg lærer deres ansigtsudtryk bedre at kende end deres personer.

John har haft en brutal opvækst, og den får vi grundigt forklaret. Men jeg bliver ikke nødvendigvis mere berørt af et menneske, fordi jeg får udleveret hele listen over, hvad der er gået galt for ham. Jeg forstår, hvorfor han er lukket. Jeg har bare stadig svært ved at holde af ham.

Hal er til gengæld så optaget af sin ring og sin position, at jeg savner at mærke, hvorfor han overhovedet gider være helt for andre. Hans distance er sikkert tilsigtet. Den bliver bare også min. Jeg begynder at følge efterforskningen med omtrent samme entusiasme, som han udviser over for at få en efterfølger.

Og imens venter jeg på, at det bliver sejt.

Vi har fået en ring med enorme muligheder. John skaber en lille grøn fugl, der kan eksistere uden ringen, hvilket åbenbart er en stor bedrift. Han laver også et stort bor. Bevares. Men jeg savner at sidde og tænke: Hold kæft, det der ville jeg gerne kunne. Selv jagten på en Manhunter, et kunstigt væsen fra rummet, giver mig for lidt af den fremmede, ubehagelige trussel, jeg havde forestillet mig.

Jeg føler, jeg har købt billet til Slipknot, og så går Gurli Gris på scenen. Hun har sikkert også et trofast publikum. De har bare købt nogle andre billetter.

Når serien bliver fysisk, fungerer den bedre. John tilbringer ni måneder på en snigskyttemission og venter på sit skud. Ni måneder. Jeg køber den fuldstændig urimelige machofantasi. Det samme gælder, når der bliver delt håndmadder ud. Her er der pludselig noget energi, og jeg mærker, at jeg faktisk gerne vil se den her serie.

Det gør også tilbageblikkene frustrerende. Snigskyttehistorien fungerer, men ellers føles det næsten som en regel: Når handlingen endelig kommer fremad, skal vi tilbage og have forklaret noget mere. Jeg bliver bedt om at interessere mig for fortiden hos mennesker, hvis nutid endnu ikke rigtig har grebet mig.

Efter opgøret i Rushville i femte afsnit troede jeg, vi nærmede os afslutningen. Der var tre afsnit tilbage. Ulrich Thomsen spiller Sinestro, Hals faldne mentor, men jeg brugte efterhånden mere tid på at holde styr på hans hensigter end på at bekymre mig om, hvorvidt han fik sin vilje.

Jeg forstår godt ideen om, at John skal vælge sin egen vej efter et liv med andres krav og prøvelser. Men da han skal træffe sine valg, er jeg blevet træt af alle omvejene. Serien vil gerne have mig til at mærke, hvor langt han er kommet. Jeg mærker mest, hvor længe jeg har siddet her.

Og hvad så?

Jeg kan sagtens undvære noget af superhelteballaden, hvis menneskene til gengæld er interessante. Her savner jeg begge dele. De to stjerner er for de øjeblikke, hvor serien får lidt sved på panden og faktisk underholder. Resten glider for let igennem.

Jeg sad med høretelefoner og fulgte med. Telefonen var lagt væk. Alligevel endte jeg med at klø mig i nakken og være ret ligeglad med begge hovedpersoner. Hvordan fanden skal folk så klare den, mens de samtidig scroller på Instagram?

Måske er jeg bare dum. Men otte afsnit er også lang tid at sidde og vente på, at en mand bruger sin magiske ring til noget, man gider se.

Se mere: Stream Lanterns på HBO Max · Se den officielle trailer · Se den officielle teaser.