Anmeldelse: The Terminal List, sæson 1 på Prime Video

Der var noget betryggende ved at leje actionfilm dengang. Bruce Willis på coveret? Godt. Jean-Claude Van Damme med et ben i en anatomisk urimelig vinkel? Endnu bedre. Steven Seagal, der lignede en mand, som havde fået afslag på at returnere en læderjakke? Den tager vi også.

Man vidste nogenlunde, hvad aftenen ville bringe. Nogen havde gjort noget utilgiveligt. Nogen andre havde undervurderet hovedpersonen. Resten var et spørgsmål om ammunition.

The Terminal List vækker den følelse i mig igen.

Chris Pratt spiller James Reece, en Navy SEAL-officer, hvis enhed bliver fanget i et baghold under en mission i Syrien. Han overlever, men vender hjem med huller i hukommelsen og en voksende mistanke om, at katastrofen ikke bare skyldtes dårlig efterretning. Da volden også rammer hans familie, begynder han at samle navnene på dem, der skal stå til ansvar. Serien bygger på Jack Carrs roman og er udviklet til tv af David DiGilio.

Reeces foretrukne form for ansvarliggørelse involverer meget sjældent en advokat.

Der er sammensværgelser, hemmeligheder og afsløringer undervejs, men seriens egentlige motor er vidunderligt ligetil: Her er en mand, der har mistet alt. Her er menneskene, han mener er skyld i det. Nu skal de mødes.

Jeg fandt det enormt befriende. Moderne serier må hjertens gerne udfordre mig, overraske mig og gøre mig i tvivl om hele min tilværelse. Indimellem vil jeg også bare se en meget kompetent mand gå ind i en bygning, som alle de forkerte mennesker befinder sig i.

Pratt er virkelig god til netop det. Jeg køber ham som soldat, og jeg køber den udmattelse og vrede, der efterhånden har overtaget resten af hans personlighed. Han bærer rundt på sorgen, som om den vejer noget fysisk. Det gør hans beslutsomhed troværdig, også når det, han beslutter sig for, er fuldstændig vanvittigt.

Ved hans side står Taylor Kitsch som Ben Edwards, en gammel ven og tidligere SEAL-kollega, der nu arbejder for CIA. Der er en umiddelbar kemi mellem de to, som gør deres samarbejde til en af seriens store fornøjelser. De behøver ikke bruge et halvt afsnit på at tale om, hvor meget de betyder for hinanden. Jeg tror på det, når de arbejder sammen.

Jeg kunne sagtens se ti sæsoner med de to på en meget dårligt planlagt herretur. Dårligt planlagt for alle andre, forstås. De har selv pakket rigeligt.

Resten af persongalleriet fungerer udmærket, men det er actionsekvenserne, der tager guldet. Her bliver der skudt, slået og skåret med en brutalitet, som fik mig til at tænke, at nogen undervejs må have spurgt, om de virkelig havde tænkt sig at vise det hele.

Svaret har tilsyneladende været ja.

Scenen med lejemorderen Navajas og Reeces tomahawk er et godt eksempel. Uden at udlevere hele forløbet involverer den indvolde og en ordre om at gå, som får de fleste andre actionheltes afhøringsmetoder til at ligne en lidt anspændt medarbejdersamtale.

Det er grotesk. Det er voldsomt. Og det gør det efterhånden svært at opretholde forestillingen om, at vi bare følger en god mand, der er blevet behandlet dårligt.

For der er langt fra at forstå hans vrede til at kunne retfærdiggøre alt det, han gør med den. Reece fortsætter længe efter det punkt, hvor et almindeligt menneske ville have sat sig ned og overvejet, om situationen måske var kommet lidt ud af kontrol.

Alligevel sidder jeg og hepper.

Det er seriens mest underholdende moralske fælde. Den har fået mig til at investere så meget i hans hævn, at jeg oplever folk, der forsøger at standse ham, som irriterende forhindringer. Også når de faktisk har ganske gode grunde til at ville have manden lagt i håndjern.

Man opdager nogle lidt pinlige ting om sin egen retfærdighedssans, når hovedpersonen er god nok til at genlade.

For mig er Reece efterhånden langt tættere på en hævngerrig superskurk end en klassisk helt. Hans tab forklarer ham. Det frikender ham ikke. Men Pratt holder fast i mennesket inde bag drabsmaskinen, og derfor bliver jeg ved med at ville følge ham. Rejsen fra hjemvendt soldat til en mand, alle har grund til at frygte, fungerer.

Til gengæld kunne serien godt have stolet lidt mere på, at jeg havde forstået hans tab. De mange flashbacks til familien og de gentagne glimt af hans erindringer giver os adgang til det liv, der er forsvundet. De tilfører noget nødvendigt. Men de bliver også ved.

Indimellem føles det, som om serien lægger en hånd på min skulder for endnu en gang at sikre sig, at jeg har opdaget, at han er ked af det.

Ja. Det har jeg. Han har været ret tydelig omkring det.

Og så er der selvfølgelig kroppen. Reece har en hjernesvulst og bliver udsat for en belastning, som burde gøre det til en sportspræstation at komme ud af sengen. Alligevel fortsætter han med at klatre, kæmpe og overleve. Her er vi helt hjemme i den gamle actionskole, hvor et skudsår primært var noget, der gav hovedpersonen anledning til at skifte ansigtsudtryk.

Jeg accepterede præmissen. Det var næsten hyggeligt.

Og hvad så?

The Terminal List får fem ud af seks stjerner for en brutal og svært underholdende hævntur med Chris Pratt i storform. Kemien med Taylor Kitsch og de kontante actionsekvenser bærer mig gennem sæsonen. De gentagne flashbacks bremser til gengæld tempoet og holder serien fra den sidste stjerne. Jeg havde forstået hans sorg. Jeg ventede bare på, at han genladede.

Jeg glæder mig til at se sæson to og finde ud af, hvem der stadig synes, det er en god idé at stille sig i vejen for James Reece.

I Blockbuster havde jeg allerede lagt fortsættelsen på disken.

Se The Terminal List, sæson 1 på Prime Video