The Whisper Man (Netflix)

En enkemand, en forsvundet dreng og en gammel seriemorder, der burde være fortid. Det lyder som noget, Netflix har fundet i en skuffe med halvfemserthrillere. Og på mange måder er det præcis, hvad The Whisper Man er.

Adam Scott spiller krimiforfatteren Tom Kennedy, der forsøger at få hverdagen til at hænge sammen med sin otteårige søn Jake efter moderens død. Da Jake bliver bortført, peger sporene mod en gammel sag. Tom må opsøge sin egen far, Pete Willis (Robert De Niro), en pensioneret efterforsker, der var med til at få den oprindelige morder bag tremmer. Far og søn har mildest talt ikke verdens mest velfungerende relation. Nu skal de samarbejde, mens et barn er forsvundet.

Og så har vi balladen.

Jeg er ret begejstret for filmens mangel på tålmodighed. Den serverer uhyggen, før vi rigtigt har nået at få jakken af. Først kommer truslen, så får vi lov til at forstå den. Det er næsten som at se en film, der har lært sin dramaturgi af YouTube og Instagram Reels: Vis os det, der får os til at stoppe med at scrolle. Forklar bagefter, hvorfor vi burde være blevet.

Jeg ved selvfølgelig ikke, om Netflix har ladet en algoritme bestemme åbningsscenen. Men jeg kan sagtens forestille mig et mødelokale, hvor nogen har tegnet en graf over, hvornår vi plejer at kigge på vores telefoner, og besluttet, at seriemorderen skal på arbejde lidt tidligere.

Det burde irritere mig. Det gør det ikke.

For filmen kan noget, som mange nyere gyserfilm glemmer: Den forstår, at tanken om et fremmed menneske, der sniger sig ind på et børneværelse, er rigeligt ubehagelig i sig selv. Der behøver ikke ligge et bjerg af indvolde på gulvet. Det er døren, der står på klem, og den lille stemme i mørket, der bliver hængende. Uhyggen er mere snigende end ulækker. Næsten hyggelig, på den dybt upassende måde, hvor man sidder trygt under et tæppe og glæder sig til at blive bange.

Adam Scott er virkelig god som Tom. Han spiller en far, der er presset helt ud til kanten, uden at filmen pludselig giver ham et hemmeligt kursus i nærkamp. Han bliver bange. Han får bank. Og han kan ikke bare løse alting ved at tage sin jakke af og blive Bruce Willis. Det er befriende at se en almindelig familiefar få lov til at være almindelig, selv om situationen er alt andet.

Robert De Niro giver den aldrende Pete en tyngde, som er svær at købe sig til. Han skal ikke bare genåbne en gammel efterforskning, men også rydde op i det, han har efterladt i sin egen familie. Hans moralske bevægelse er klassisk, måske endda lidt for klassisk, men De Niro får de små forskydninger i manden til at virke. Det er stadig imponerende, hvor lidt han behøver at gøre for at få os til at kigge efter.

Og så er der Acston Luca Porto som Jake. Han spiller drengen med en fin blanding af sårbarhed og uro. Det er ikke bare et barn, der skal forsvinde, så to voksne mænd kan få en anledning til at tale om deres følelser. Jake har en tilstedeværelse, der gør familiens frygt til mere end et manuskriptgreb.

Det er svært ikke at tænke på Ondskabens øjne. Især når efterforskningen må tilbage til den oprindelige, fængslede morder og forsøge at hente viden ud af et menneske, ingen burde have lyst til at tale med. Det er et velkendt greb: Ondskaben har fået lås på døren, men beholder alligevel en slags magt over dem, der kommer på besøg. Scenerne har en ubehagelig spænding, og præstationen fra skuespilleren bag morderen er noget af det, der sidder længst i kroppen. Mere behøver vi ikke afsløre.

Filmen har til gengæld flere huller, end dens mørke hus kan skjule. Især de forskellige oplevelser og antydninger knyttet til huset efterlod mig med spørgsmål, som jeg ikke synes, fortællingen får ordentligt styr på. Og på flere punkter er den så forudsigelig, at man kan mærke afsløringerne nærme sig, længe før personerne selv opdager dem. Den har meget travlt med at holde os fanget, men ikke altid lige travlt med at få alle brikkerne til at passe.

Og hvad så?

Alligevel havde vi det fremragende foran skærmen. The Whisper Man er ikke en ny Ondskabens øjne, og det er heller ikke nødvendigt. Den er en effektiv, velspillet efterårsthriller, som tør være uhyggelig uden at være kvalmende blodig. Fire stjerner er ikke en undskyldning for fejlene, men en anerkendelse af, hvor meget der fungerer på trods af dem.

Jeg har allerede en mistanke om, at Netflix ikke er færdig med den hviskende mand. Måske får vi en efterfølger, en trilogi eller, hvis algoritmen får helt frit spil, en prequelserie om hans ungdom. Det er ren spekulation. Men jeg ville nok se med.

Som efterårsferieaktivitet er den i hvert fald nem at anbefale. Især hvis børnene er lagt i seng, og man husker at lukke døren helt.