The Dog Stars

På papiret er der ikke meget at sætte en finger på. Josh Brolin, som både har været Thanos og gjort Sicario væsentligt mere ubehagelig. Jacob Elordi. Margaret Qualley fra The Substance. Guy Pearce fra Memento og L.A. Confidential. Og bag kameraet står Ridley Scott, manden, der gav os Alien, Blade Runner og Gladiator. Dygtige skuespillere, smukke mennesker, et stort produktionsapparat og en verden, der er gået under. Jeg beder faktisk sjældent om mere.

Elordi spiller Hig, der har mistet sin kone og nu bor ved en flyveplads med hunden Jasper og overleveren Bangley, spillet af Brolin. Hig flyver ud efter forsyninger i sin lille Cessna. Bangley sørger for, at besøg bliver korte. Det er et praktisk arrangement, så længe man ikke er den, der kommer på besøg.

Og hold kæft, hvor er der flot. Flyet bevæger sig over landskaber, som næsten får civilisationens sammenbrud til at ligne en gevinst for turistbranchen. Ingen kø. Ingen andre gæster. Lidt vanskelig adgang til lægehjælp. Scott kan stadig få et menneske, et fly og en bjergside til at ligne noget, man har lyst til at bruge to timer på.

Det er bare ikke helt det samme som at fylde de to timer.

Filmens bedste idé står ellers lige foran os: To mænd, der har overlevet den samme katastrofe og fået fuldstændig forskellige ting ud af den. Hig er en forpint sjæl, som leder efter en grund til at fortsætte. Bangley ligner en mand, der endelig har fået organiseret sin hverdag, som han gerne vil have den. Verden er gået under, ja. Men der er også kommet betydeligt færre mennesker, som skal mene noget om hans liv.

Det kan jeg på et meget begrænset og forhåbentlig ikke behandlingskrævende niveau godt relatere til. Der er noget tillokkende ved en tilværelse, hvor dagens opgaver er konkrete, og ingen af dem begynder med, at man lige skal vende noget på et møde.

Brolin er fremragende i den rolle. Vreden, mistroen og den næsten fornærmede reaktion på Higs behov for andre mennesker giver filmen både kant og personlighed. Der ligger en hel fortælling i at se den mand forsøge at forstå, hvorfor hans makker absolut skal ud og ødelægge et velfungerende arrangement med håb.

Dynamikken er bare lidt skævt fordelt. Hvis jeg skal sætte tal på, leverer Brolin cirka 75 procent af den fornøjelse, jeg får ud af makkerparret. Elordi har sorgen og det søgende blik, men jeg savner mere modstand i samspillet. Jeg køber, at Hig har ondt indeni. Jeg får også indimellem lyst til at sige, at vi har forstået det, og at han godt må sætte sig ind i flyet nu.

Da radiosignalet sender ham afsted, åbner filmen sig til en større rejse. Vi møder flere overlevende, nye miljøer og andre måder at indrette sig efter katastrofen på. Margaret Qualleys Cima og hendes far, spillet af Guy Pearce, bliver en del af fortællingen, og kærligheden melder selvfølgelig også sin ankomst. Selv efter verdens undergang kan man åbenbart ikke bare få lov at passe sit.

Romancen har sine fine øjeblikke. Jeg kan godt lide tanken om, at længslen efter nærhed overlever alt det andet. Men udviklingen bliver også temmelig banal. Filmen har travlt med at føre os videre, og jeg når ikke rigtigt at mærke forholdet vokse, før jeg forventes at være investeret i det.

Det er et gennemgående problem. På 118 minutter vil The Dog Stars rumme sorg, venskab, kærlighed, overlevelse og en større rejse gennem menneskehedens sørgelige restlager. Der er stof til flere film her, men de enkelte fortællinger får for lidt plads. Jeg bliver ført ind i et spændende miljø, når lige at tænke, at her kunne vi godt blive lidt, og så skal vi videre.

Resultatet er paradoksalt: En film, der føles både overfyldt og langsom.

Når actionsekvenserne endelig kommer, vågner det hele til gengæld. At se Brolin arbejde med en snigskytteriffel er præcis så tilfredsstillende, som man kunne håbe. Der er tyngde, overblik og brutalitet. Jeg har ikke altid en særlig klar fornemmelse af, hvem modstanderne er, ud over at de meget gerne vil gøre vores hovedpersoner fortræd, men i selve øjeblikket fungerer det.

Til gengæld bliver overraskelserne ofte annonceret i god tid. Når nogen får overdraget håndgranater, sidder jeg ikke og spekulerer på, om de bliver relevante. Jeg venter på leveringen. Og fortællingen om det fjerne sted, hvor alting måske er bedre, er efterhånden så velkendt, at mistanken følger med, allerede når destinationen bliver nævnt.

Jeg savner også, at verden omkring dem får mere betydning. Virussen behøver ikke en lægefaglig gennemgang, men katastrofen føles ofte som en flot kulisse, selv om den burde kunne mærkes i alt, hvad personerne gør. Filmen har så mange interessante muligheder, at det bliver frustrerende, hvor hurtigt den forlader dem.

Og så er der titlen. Jasper fylder meget, og forbindelsen mellem hunden, Higs tab og stjernehimlen skal tydeligvis give fortællingen et poetisk holdepunkt. Jeg forstår godt tanken. Jeg mærker bare ikke rigtigt den betydning, filmen gerne vil have mig til at lægge i den. For mig bliver hunden og stjernerne endnu et lag oven på en historie, som i forvejen har svært ved at vælge, hvad den vil bruge min opmærksomhed på.

Og hvad så?

The Dog Stars er den perfekte tømmermændsfilm, hvis du har været på natklub til klokken fem, vågner klokken seksten og har brug for noget med lidt mere substans og væsentligt flere skydevåben end Gilmore Girls. Der er flotte billeder, gode skuespillere og action, som fortjener, at man sætter sig lidt op i sofaen. Men jeg ville have byttet flere af afstikkerne for mere tid med de to mænd på flyvepladsen. Jeg kom for verdens undergang og endte med at savne Josh Brolins hverdag.