Disclosure Day: Nærkontakt af den kedelige slags

Anmeldelsen indeholder spoilere.

Lad os begynde med det, der fungerer. Det går forholdsvis hurtigt.

Emily Blunt spiller Margaret Fairchild, hvis pludselige evne til at forstå fremmede sprog og læse andre mennesker giver filmen nogle oprigtigt fascinerende øjeblikke. Der er noget herligt superhelteagtigt over at få adgang til viden, man aldrig har tilegnet sig. Jeg tænkte straks på Bradley Cooper i Limitless. Den evne har jeg altid ønsket mig. At kende svarene på universets spørgsmål. At forstå andre mennesker. At vide, hvad fanden Spielberg vil med den her film.

Blunt får forvandlingen til at fungere. Hun kan være både forskrækket og draget af det, der foregår inde i hende, og i de øjeblikke mærker jeg faktisk den nysgerrighed, filmen ellers bruger så mange kræfter på at fortælle mig, at jeg skal have. Men hver gang noget rammer, bliver der smurt endnu et lag ovenpå. Mere følelse. Mere betydning. Mere insisteren på, at nu er vi altså vidner til noget stort.

Det er lagkage med kagecreme oven på kagecreme. Til sidst står Spielberg og sprøjter direkte ind i munden på mig, mens jeg forsøger at signalere, at jeg faktisk var mæt for tre scener siden.

Historien, som David Koepp har skrevet efter Spielbergs idé, følger også whistlebloweren Daniel Kellner. Han har taget hemmeligt materiale fra virksomheden Wardex, der har udnyttet fremmed teknologi og skjult sandheden om besøg fra rummet. Nu skal informationerne ud, inden folk med våben får lukket munden på ham. Det er en enkel og brugbar motor til en thriller. Den burde kunne køre.

Problemet er, at filmen hele tiden ændrer på, hvad der kan lade sig gøre, uden at jeg får nogen ordentlig fornemmelse af begrænsningerne. De særlige evner og den fremmede teknologi bliver efterhånden et universalværktøj, manuskriptet kan hive op af lommen. Vi mangler en vej ud? Vi har en dims. Situationen ser umulig ud? Dimsen kan åbenbart også dét.

Jeg behøver ikke en brugervejledning til et rumskib. Men jeg skal kunne mærke, hvornår personerne er i fare. Hvis løsningen altid kan være endnu en egenskab, vi lige opdager, holder jeg op med at bekymre mig.

En sekvens, hvor en redningsaktion skal gennemføres blandt bevæbnede vagter i højlys dag, bliver for mig nærmest demonstrationen af problemet. Der er masser af militært udstyr og mennesker, der burde være svære at komme forbi. Alligevel sidder jeg med fornemmelsen af, at sikkerheden mest eksisterer, fordi nogen havde bestilt uniformerne. Filmen vil gerne have spændingen fra en umulig mission, men jeg køber ikke, hvor let den glider igennem.

Det samme gælder Colin Firths Noah Scanlon. Mod slutningen, da offentliggørelsen ikke længere lader sig standse, sætter han sig resigneret ned. Jeg forstår godt den praktiske pointe: Han har tabt. Men dramatisk føles det, som om filmens store modstander bare har opdaget, at hans parkeringsbillet er udløbet. Efter al den jagt og alle de ressourcer havde jeg forventet en afslutning, der kunne mærkes.

Og så er der religionen. Eve Hewsons Jane har en fortid som novice, hvilket åbner for spørgsmål om tro og vores plads i universet. Det kunne være interessant. Hvad stiller man op med sin forestilling om menneskets særstatus, når nogen lander og demonstrerer, at vi muligvis bare er en meget støjende mellemstation? Men for mig bliver det ved antydningen. Filmen stiller et stort spørgsmål på bordet og skynder sig videre, inden nogen skal svare.

Det hele føles behandlet med en slags Disney-spray. Hver gang der opstår lidt kant eller reel uro, kommer der en blød klud og tørrer efter. Jeg kan sagtens være med på et eventyr. Jeg kræver ikke, at alle rumvæsener skal lægge æg i brystkassen på nogen. Men også et eventyr skal have noget på spil. Her oplever jeg, at filmen vil berolige mig, samtidig med at den forsøger at gøre mig nervøs.

Skuespillerne fortjener bedre. Særligt Colman Domingo giver Hugo Wakefield, der hjælper med at få sandheden frem, en overbevisning, jeg savner omkring ham. Jeg tror på, at den mand har noget at kæmpe for. Når han er på skærmen, får projektet et menneskeligt tyngdepunkt. Blunt er også god, og filmen er flot. Det er de kvaliteter, der redder de to stjerner hjem.

Men en smuk indpakning gør altså ikke pakken mere interessant. Og da afsløringen endelig bliver sendt ud til verden, bliver jeg mest irriteret over, hvor lidt jeg føler. Ja, der findes aliens. Det var ligesom derfor, jeg købte billetten. Jeg savner, at rejsen frem til den erkendelse har givet mig mere end en bekræftelse af filmens salgsargument.

Til allersidst bliver vi bedt om at lytte. Så klipper filmen til sort. Det er sikkert tænkt som en invitation til eftertanke. Jeg havde efterhånden mest lyst til, at nogen sagde noget, der var værd at høre.

Og hvad så?

Jeg ville gerne have været overvældet, bange eller bare godt underholdt. I stedet sad jeg med en flot, sentimental og besynderligt ufarlig alienfilm, der blev ved med at love mig en stor oplevelse lige om lidt. Universet er åbenbart fuldt af intelligent liv. Jeg savnede mest lidt liv i filmen.