Anmeldelse: TONY

Der er en særlig type biografisk film, som ikke vil være leksikon, men temperaturmåler. Den vil ikke forklare et helt liv, kun vise det sekund, hvor retningen opstår. “Tony” er en af dem. Matt Johnson placerer os i sommeren 1975 i Provincetown, Massachusetts, hvor den unge Tony får job som opvasker på en fiskerestaurant. Det lyder som begyndelsen på en klassisk dannelsesfortælling, og det er det også. Men ikke den pæne slags. Her dufter der af fisk, sved og dårlig dømmekraft.

Dominic Sessa spiller Tony med en karisma, der næsten er lidt uforskammet. På den gode måde. Han har den slags tilstedeværelse, der gør, at man forstår, hvorfor folk omkring ham både tiltrækkes og bliver trætte på én gang. Det er en vigtig balance, for Bourdain var aldrig bare den skarpe iagttager med verdenssyn og kant. Han var også en fyr, der kunne lyde som om han var to skridt foran sin egen selvforståelse. Sessa fanger den blanding af charme, rastløshed og selvbedrag, som gør figuren menneskelig i stedet for museumsgenstand. Det er en lille, men afgørende forskel. Og en af filmens største styrker.

Leo Woodall som Sal er den slags figur, man helst ikke ville sidde ved siden af til en fest, medmindre man selv havde tænkt sig at være destruktiv den aften. Han er fræk, uansvarlig og lige lovlig god til at få kaos til at ligne frihed. Deres relation bliver et spejl, hvor Tony ser både en mulig fremtid og en advarsel. De er begge rodløse, men ikke på samme måde. Hvor Tony stadig har et gran af samvittighed, er Sal mere som en cigaret, der allerede er tændt, før man har bedt om den.

Antonio Banderas er fremragende som køkkenchefen, og det er næsten fornærmende, hvor godt han bærer rollen. Han spiller med en ro og autoritet, der gør, at man forstår, hvorfor Tony lytter. Ikke fordi chefens disciplin er blød. Tværtimod. Men fordi den hviler på håndværk, stolthed og en form for værdighed, som ikke behøver at råbe. Banderas giver filmen dens moralske tyngde uden at gøre den tung. Det er en kunst, og den er ikke så almindelig, som Hollywood gerne vil lade som om.

“Tony” er i sin kerne en feel-good, feel-bad film. Den vil gerne give os varme og ubehag på samme tid, og det lykkes overraskende fint. Der er noget næsten beskedent over dens ambitioner. Den prøver ikke at være større end historien, og det klæder den. For når en film om Anthony Bourdain begynder at posere som livsfilosofi med et særdeles fremragende soundtrack, risikerer den at blive lidt for forelsket i sin egen aura. Her undgår Matt Johnson den fælde. Han holder fokus på det konkrete, det menneskelige, det lidt rodede. Heldigvis.

Det betyder ikke, at filmen er uden glatte overflader. Den arbejder med en ret velkendt formel, og man kan godt mærke, at vi har været i nærheden af den slags fortælling før: den unge mand, der er usympatisk nok til at være interessant, og som langsomt lærer noget om ansvar, håndværk og tilhørsforhold. Men når formen er stram og skuespillet så præcist, kan man tilgive genkendeligheden. Nogle historier er ikke interessante, fordi de er nye. De er interessante, fordi de rammer noget, vi genkender i os selv, også når vi ikke har lyst til det.

Og det er måske filmens egentlige pointe. At Bourdain ikke opstod som et færdigt ikon med skarpe replikker og verdensmætede blikke. Han blev formet af miljøer, mennesker og friktion. Af et køkken, der ikke havde tid til selvbedrag, men heller ikke var bange for passion. “Tony” viser det med både energi og disciplin, og det er nok derfor, den bliver hængende lidt længere end man lige havde regnet med.
Det er også en fortælling om at "overnight succes" er kun nået der tilfalder Eurolotto-millionærer. At rejsen til succes kan være lang, lærende, selvbedragende og decideret modbydelig. Det koster tit nogle rap og fingrene. Det har Bourdain også fået.

‍
“Tony” er ikke en stor, larmende biografisk film, der maser sig frem med armene over hovedet. Den er mere snu end det. Den finder sit greb i karaktererne, i køkkenets hede og i den unge mands famlende blik mod noget, han endnu ikke kan navngive. Og i sidste ende er det måske den mest Bourdain-agtige ting ved den: at den ved, at et liv ikke altid begynder med en åbenbaring. Nogle gange starter det bare med opvasken. Lidt ydmygt. Lidt beskidt. Og med en chef, der ser dig, som du er, før du selv gør.
Jeg er meget begejstret for filmen. Jeg drager nemt pendanter til Sessas andet mesterværk af en film, The Holdover, som spiller på nogle af de samme tangenter.
Se den med et glas hvidvin og evt. en østers i den anden hånd. I Bourdains ånd, og hvis biografen tillader det.

TONY kan ses i landets biografer fra 5. november 2026.