Anmeldelse: Terminallisten, sæson 2 på Prime Video

Anmeldelsen indeholder spoilere fra første sæson og enkelte scener fra anden.

Der er noget enormt tilfredsstillende ved at se en dansk skuespiller træde ind i en stor amerikansk actionserie og straks ligne den person, alle andre burde være bekymrede for.

Dar Salim behøver ikke engang gøre særlig meget. Han skal bare være der. Så begynder jeg at overveje, hvilke genstande i lokalet der kan bruges til at slå nogen ihjel med. Efter scenen med klaverstrengen er musikinstrumenter også kommet på listen. Jeg ved ikke, om det var meningen, at jeg skulle blive utryg ved et klaver, men det er i hvert fald lykkedes.

Salim spiller Mohammed “Mo” Farooq, en tidligere irakisk specialoperationssoldat og gammel allieret til James Reece. Han er altså ikke tidligere Navy SEAL, men han har tydeligvis fulgt grundigt med, når amerikanerne har undervist. Nu mistænkes han for at arbejde for de terrorister, Reece bliver sendt efter. Og hver eneste gang han er på skærmen, får serien en uforudsigelighed, som ingen nok så dyr eksplosion kan købe sig til.

Jeg vil have mere af ham. Gerne en hel serie. Mindre kan også gøre det, men lad os begynde forhandlingen et ordentligt sted.

Inden vi når så langt, finder vi Chris Pratts James Reece på havet. Åbningen på båden er fremragende. Flot, ubehagelig og en overraskende god måde at genfinde en mand på, som afsluttede første sæson med at have gjort sig temmelig upopulær hos de amerikanske myndigheder.

Taylor Kitsch dukker også op igen som Ben Edwards i Reeces erindringer og hjemsøgte bevidsthed. Det gjorde mig oprigtigt glad. De to har en kemi, som jeg stadig gerne ville tilbringe langt mere tid med. Lidt som Ben Affleck og Matt Damon, hvis deres fælles interesse var ammunition frem for filmproduktion.

Reece søger siden tilflugt i Mozambique, hvor et vildtreservat tilbyder noget, der med lidt god vilje kunne ligne en ny begyndelse. Her kom jeg straks til at tænke på 24: Redemption, tv-filmen fra 2008, hvor Jack Bauer også forsøger at holde sig lidt for sig selv i Afrika. Det går omtrent, som den slags plejer at gå, når hovedpersonen er bedre til at afværge et angreb end til at holde fri.

Reece forsøger faktisk. Han hjælper til. Finder en smule retning. Men hovedpinen og fortidens spøgelser er fulgt med, og man fornemmer hurtigt, at et roligt liv bliver svært at få til at passe ind mellem alle hans øvrige kvalifikationer.

Det er også noget af det, jeg bedst kan lide ved sæsonen. Første omgang havde en liste. Navnene skulle krydses af. Nu er spørgsmålet, hvad der er tilbage af manden, når den opgave er løst. Hvad stiller man op med et menneske, der har bygget hele sin tilværelse op omkring at få hævn, når der ikke er flere tilbage på papiret?

CIA har heldigvis en beskæftigelsesordning.

Et nyt terrornetværk og forbindelsen til Mo trækker Reece tilbage i tjeneste. Til gengæld får han mulighed for at rense sit navn. Først er han en eftersøgt drabsmand. Så viser det sig, at nogen mangler præcis hans kompetencer, og pludselig kan papirarbejdet godt ordnes.

’Murica, baby.

Sæsonen bygger på Jack Carrs True Believer og åbner fortællingen op til en international spionthriller. Vi kommer rundt i verden, ind i nye sammensværgelser og tættere på forbindelser mellem våbenhandel, terror og mennesker med adgang til væsentligt pænere kontorer end deres moral berettiger dem til.

Tom Hopper spiller Raife Hastings, den høje kompagnon, der ligner en mand, som sikkerhedsdøren åbner sig for af ren høflighed. Han tilfører holdet både tyngde og en troværdig loyalitet. Gabriel Luna kommer samtidig til som Freddy Strain, tidligere SEAL og nu CIA-operatør. Der er ganske enkelt kommet flere mennesker med, som jeg gider følge. Det er ikke nogen lille kvalitet i en serie, hvor man godt kan blive lidt nervøs for deres ansættelsesvilkår.

Ruslands krig mod Ukraine bliver en del af baggrunden for historien om våben, der ender i de forkerte hænder. Det giver komplottet en forbindelse til en genkendelig verden, selvom serien naturligvis hurtigt finder frem til den løsning, der involverer Chris Pratt og et våben.

På et tidspunkt bliver en økse plantet i brystet på en russer under et ukrainsk flag.

Frisk nok, tænkte jeg.

Showrunner David DiGilio og holdet har i hvert fald ikke gjort lige netop det billede vanskeligt at aflæse. Det fortæller ikke nødvendigvis alt om deres private politiske overbevisninger. Men scenens sympatier kræver heller ikke en længere paneldebat.

Historien vinder næppe priser for originalitet. Jeg kommer heller aldrig til at gå lige så meget op i konsekvenserne af det store komplot, som jeg gik op i Reeces personlige hævn i første sæson. Verden er blevet større, mens det følelsesmæssige pres på mig mærkeligt nok er blevet mindre.

Men at sidde og kræve raffineret politisk kompleksitet her føles også lidt som at bestille en ristet hos pølsemanden og bagefter spørge efter hybenskum og kantareller.

Jeg kom af en bestemt grund. Den leverer de på.

For helvede, hvor jeg stadig køber Chris Pratt i rollen. Efter seksten afsnit har jeg endnu ikke fået nok af den sammenbidte mand. Han får både udmattelsen og handlekraften til at virke troværdige. Også når kroppen burde have indgivet en formel klage flere kontinenter tidligere.

Og Salim giver ham noget at spille op imod. Mo har den samme farlige blanding af tab, overbevisning og militær kunnen. Det gør møderne mellem dem mere interessante end en almindelig konkurrence i, hvem der først får fat i sin pistol. Jeg kan være usikker på, hvor komplottet vil hen. Jeg er aldrig ligeglad med, hvad Mo gør om lidt.

Serien er blevet mørkere og ondere. Samtidig er den så generøs med flotte scener, kontant action og nye ansigter, at mine indvendinger sjældent når at få overtøjet af. To sekunder senere er vi på et nyt kontinent. Nogen har fundet en større riffel. Jeg er med igen.

Og hvad så?

For helvede, hvor var jeg underholdt helt ud i tåspidserne. Terminallisten rammer den gamle Jack Bauer-glæde med flotte billeder, brutale actionsekvenser og skuespillere, jeg gerne vil følge videre, også når historien tager en genvej. Jeg er klar til en tredje sæson. Og hvis nogen hos Prime sidder med budgettet: Please, giv os noget mere Dar Salim.

Se sæson 2 på Prime Video · Se den officielle trailer