Street Fighter (2026)

Street Fighter er i forvejen et mærkeligt stykke popkultur. Ikke fordi universet er komplekst — tværtimod — men fordi det har overlevet netop ved at være så elastisk, at man kan trække det i næsten hvilken som helst retning. Der har været spil, der har sat standarden for hele genren, og der har været film, som mest føltes som bevismateriale i en sag om dårlig dømmekraft. Filmen fra 1994, med Jean-Claude Van Damme i front, blev dengang mødt med blandede miner, men har siden fået den slags kultstatus, som kun opstår, når noget er lidt for skævt til at blive glemt. Det er på den baggrund, 2026-versionen skal vurderes.

Og her er præmissen egentlig ret enkel: Historien er ikke det, man går hjem og skriver lange kærlighedsbreve om. Det er kampscenerne, der skal bære det meste, og det gør de faktisk overraskende godt. Der er en fysisk energi i opgørene, som filmen heldigvis ikke drukner i digital støj og overdreven selvhøjtidelighed. Karakterernes signature moves er bevaret, og det betyder mere, end man måske skulle tro. For når man går ind til en Street Fighter-film, vil man gerne se Shoryuken, Hadouken, og det der ligner Street Fighter — ikke bare en generisk actionfilm med velkendte navne på plakaten.

Instruktøren, Kitao Sakurai, har valgt en relativt ironisk og satirisk distance til materialet. Det er klogt. For den slags universer tåler sjældent at blive behandlet med knuselske hænder og store følelser i slowmotion. De skal have en vis tørhed, en bevidsthed om deres egen absurditet. Det er også derfor, filmen flere steder minder om årets He-Man-film: Den ved godt, at den står på et fundament af plastik, mytologi og minder fra en tid, hvor alt var lidt mere firkantet og meget mere farverigt. Her er det ikke helt så skarpt som dér, men det fungerer nok til, at man ikke sidder og skærer tænder.

Jeg havde selv relativt lave forventninger, ikke mindst fordi promoen har været sparsom, og fordi castet ved første øjekast virker en smule tilfældigt. Det hjælper heller ikke at have set Mortal Kombat 2 for nylig, som mest af alt efterlod en med fornemmelsen af, at nogen havde mistet manuskriptet på vej til optagelserne. Sammenlignet med den slags halvhjertede forsøg er Street Fighter langt mere sikker i sin egen tåbelighed. Og det er faktisk et kompliment. Den prøver ikke at være dyb, den prøver at være underholdende. Der er en forskel, og den er større, end Hollywood indimellem synes at forstå.

Manuskriptet vinder næppe nogen priser. Der er noget lidt trist over, at man år efter år kan se så mange penge og så lidt dramatisk opfindsomhed. Men her bliver det kompenseret af 90’er-nostalgi og humor, der flere steder fungerer. Ikke prangende. Ikke revolutionerende. Bare tilstrækkeligt levende til, at man ikke sidder og kigger på uret som en skuffet forælder til en skoleforestilling.

Og måske er det i virkeligheden det, man kan sige om en Street Fighter-film i 2026: Den forstår, at publikum ikke kommer for at blive forløst. De kommer for at få et par solide slag, lidt blink til barndommen og en anledning til at slå hjernen fra uden dårlig samvittighed. Det er ikke stor kunst. Men det er heller ikke helt ligegyldigt. Nogle gange er det nok, at noget rammer rent i sin egen begrænsning. Og det er jo næsten en filosofi i sig selv — om end en temmelig svedig en af slagsen.

Alt i alt er det er stadig lidt rart, at et univers bygget på kamp, farver og overstyrede replikker kan føles så hjemligt. Men måske er det netop derfor, vi bliver ved med at vende tilbage. Ikke for historien eller for rytmen. Men for lyden af nogle gode slag og nostalgien.
Den dag det lykkedes at lave historien krydret med kamp, så har vi et helt andet produkt. Den må vi have til gode. Indtil da kan man godt tage en tur end af memory lane med Ryu og Ken.

‍

Street Fighter vises i landets biografer fra torsdag d. 15. oktober.

‍

Skrevet af Casper Fiil, Apropos Magazine.