Ali G er tilbage, og jeg havde glemt, hvor morsomt det er at se en mand uden situationsfornemmelse styre et helt rum. Sacha Baron Cohen sender ham til USA. Det bliver omtrent så anstændigt, som man kunne frygte.
En stjerne
To stjerner
Tre stjerner
Fire stjerner
Fem stjerner
Disclaimer: Apropos Magazine har modtaget adgang eller eksemplar til anmeldelse. Som altid deler vi vores egne indtryk - uden filter.
Seks stjerner
Ali G skal være far. Det opdager han, da Julie er otte måneder henne, hvilket siger det meste om hans opmærksomhed på andre mennesker. Pengene mangler, berømmelsen er falmet, og Staines har tilsyneladende ikke leveret det karriereboost, han havde regnet med. Løsningen er USA. Selvfølgelig. Hvis ens selvbillede er tilstrækkeligt oppustet, må der være et marked derovre.
I Ali G: Who Iz I? sender Sacha Baron Cohen sin gamle karakter ind i den maskine, der gjorde Borat og Brüno så effektivt ubehagelige: en løs fortælling, nogle skuespillere og møder med mennesker, hvis reaktioner er selve råmaterialet. Cohen spiller tre roller, og Morgana Robinson er Julie. Resten af selskabet bliver en del af et eksperiment, jeg er glad for at kunne følge fra sofaen.
Duraggen er tilbage.
Jeg var spændt på, om karakteren kunne holde til turen. Ali G Indahouse fra 2002 havde en absurd, men sammenhængende spillefilmsverden omkring ham. Her slipper han ud blandt virkelige mennesker. Det ændrer komikkens temperatur. Man griner og holder samtidig øje med, hvornår nogen opdager, at samtalen for længst er kørt af vejen.

Det gør de overraskende sjældent. I hvert fald i den version, vi får serveret.
Og dér ligger også min reservation. Indimellem virker det næsten for godt til at være sandt, at ingen gennemskuer præmissen. Jeg begynder at kigge efter det lille smil, den ekstra pause, et blik, der siger: Jeg ved godt, hvad du laver. Måske spiller nogen med. Måske er de bare blevet fanget i en situation, hvor høflighed og et kamera gør det svært at sige stop. Jeg kan ikke afgøre det fra sofaen, og filmen bliver hverken mere dokumentarisk eller mere sand af, at jeg gerne vil tro på den.
Heldigvis er Cohen stadig fremragende til selve håndværket. De bedste scener begynder med en stemning, som deltagerne kan genkende. En samtale. En fælles forståelse. Noget, man godt kan nikke til. Så skruer han en smule. Og en smule mere. Pludselig står folk midt i noget grotesk, som de selv har været med til at gøre rimeligt.
Det er her, filmen bliver virkelig morsom. Man kan mærke konstruktionen i sketchene, men også improvisationen, når nogen reagerer uventet. Cohen lytter. Han samler en formulering op og bruger den til at åbne den næste fælde. Det kræver mere præcision end bare at stille sig op og være krænkende med fuld mikrofonstyrke.
Ali G er stadig en idiot med imponerende selvtillid. Hans skiftende tilhørsforhold og forsøg på at passe ind bliver sjove, fordi han aldrig opdager afstanden mellem sin egen forståelse og alle andres. Omgivelserne kan være nok så optagede af identitet, anstændighed og nationens sikkerhed. Han vil bare gerne tilbage i rampelyset. Den mand ville kalde en shitstorm for engagement.

Ikke alt rammer lige elegant. Nogle provokationer bliver ved, efter pointen er landet, og enkelte steder overdøver det latrinære den observation, jeg egentlig gerne ville dvæle ved. Jeg behøver ikke få det hele forklaret med endnu en skovl møg. Men selv når filmen går for langt, gør den det med en energi, jeg savner i komedier, der virker bange for deres eget kommentarfelt.
Finalen er tilrettelagt som et heist i GTA V. En plan, flere bevægelige dele og den konstante fornemmelse af, at nogen snart ødelægger det hele. Klippene bag kameraet til sidst giver et velkomment indblik i arbejdet. Det tilsyneladende kaos har haft en produktionsplan. Selv dårlig opførsel kræver logistik.
Og hvad så?
Hvis Borat og Brüno fik dig til at slukke, kommer Ali G næppe til at genoprette husfreden. Jeg morede mig til gengæld voldsomt. Fem stjerner for timing, improvisation og evnen til at gøre et socialt sammenbrud til en vellykket scene. Den sidste bliver hjemme hos de lidt for udtrukne provokationer.
Ali G er ikke blevet klogere. Det er en del af fornøjelsen. Læg Foucault fra dig i halvanden time. Manden fra Staines har stadig noget pinligt at spørge om.
En stjerne
To stjerner
Tre stjerner
Fire stjerner
Fem stjerner
Seks stjerner










