Anmeldelse: Jagten på Julens Magi

Marie elsker julen, men hjemme hos hende er stemningen ved at blive praktisk, og det er jo ofte dér, magien går i stå. Hendes far har fået nyt job i radioen og er så optaget, at han har glemt julehyggen, mens han samtidig har besluttet, at Marie på 9 år er blevet for stor til at tro på julemanden. Det er en ret klassisk konflikt, men også en efterhånden velkendt en af slagsen. Julen bliver ikke truet af monstre eller meteoritter, men af voksnes fortravlede fornuft. Det er næsten værre.

Så dukker nissen, Stompen, op på Maries værelse og forsøger at stjæle hendes juleønskeseddel, men taber sin vante under missionen. Den finder Marie. Sammen med farmor begiver Marie sig ud for at finde julemandens hemmelige værksted og bevise, at nisser og julemagi faktisk eksisterer. Nissen gør, hvad han kan, for at holde stedet skjult, og jagten bliver til et stille eventyr snarere end et hæsblæsende kapløb. Det passer filmen godt. Den prøver ikke at være større, end den er. Den har ikke behov for store armbevægelser. Den ved, at børn ofte bliver fanget af en stemning længe før de bliver fanget af et plot.

Det er tydeligt, hvor filmen kommer fra. Thorbjørn Egners fortællercharme, kombineret med Qvisten Animation har et formsprog, der ligger tæt på “Folk og røver i Kardemommeby” og “Bjergkøbing Grand Prix”. Der er en genkendelig blødhed i stregerne og en musikalsk lunhed i universet, som gør, at man hurtigt føler sig hjemme, også selv om man har set den slags før. For en voksen kan det godt fremstå lidt pænt og lidt for velkendt. Der er ikke meget her, der vil vælte nogen af pinden. Men det er heller ikke pointen. Pointen er at bygge et lille rum, hvor de yngste kan være med, uden at filmen forsøger at forklæde sig som noget mere avanceret, end den er. Det er egentlig en sympatisk disciplin. Ikke så meget prestige. Mere pyntet gran.

Som voksen anmelder er det let at blive lidt skeptisk over for julefilm. De lever ofte af vores private barndomsminder, og den slags er svære at konkurrere med. Man sidder dér og tænker, at ingen ny film helt kan matche den version af julen, man selv fik som 6-årig, med glitrende papir, alt for meget konfekt og en verden, der virkede betydeligt mere organiseret, end den er i dag. Men “Jagten på Julens Magi” gør ikke krav på at være den definitive julefortælling. Den vil bare være en lille, ordentlig én af slagsen. Og det er faktisk nok.

Min egen skepsis blev ikke helt aflivet, men den blev blødt op. Min 5-årige medanmelder var markant mere begejstret, og det er måske den mest nyttige målestok her.Hun er ikke belastet af historiske sammenligninger eller voksenironi. Hun ser en nisse, gaver og en hemmelighed, og så arbejder hjertet pludselig på højtryk. Det er måske også sådan, filmen helst vil ses. Ikke som et værk, der genopfinder julegenren, men som en lille biografoplevelse for dem, der stadig har plads til nisser i hovedet. Hvem ved? Måske den får en plads i de små menneskers fremtidige julenostalgi-liste?

‍

Og det er måske det mest ærlige, man kan sige om den: Den lover magi, men leverer noget mere jordnært og derfor også mere holdbart. Ikke en stor juleeksplosion, men et varmt lille spor i sneen. Nogle gange er det rigeligt. Den mindede mig, først og fremmest, om at julen ikke handler udelukkende om hvilken fransk rødvin jeg skal have til anden eller hvem der får mandelgaven, men at de små stadig får et glimt af magi i denne store og skøre verden anno 2026.

Skrevet af Casper Fiil, Apropos Magazine.

Jagten på Julens Magi er i de danske biografer fra 12. november 2026.