Andreas Odbjergs koncert i Royal Arena var en fest – men ikke bare af den larmende slags. Med gæster, glimt i øjet og sin særlige blanding af selvironi og popsensibilitet, ramte han både gulvet og hjertekulen.
En stjerne
To stjerner
Tre stjerner
Fire stjerner
Fem stjerner
Seks stjerner
Det startede med et blink. Et spotlys, et smil, en sætning leveret med den der Odbjergske timing, der hverken er ironisk eller oprigtig – men netop midt i mellem. Og så var vi i gang. Royal Arena var pakket, men ikke presset. En samling af mennesker, der virkede til at ville ham. Ville festen. Ville fællesskabet.
Det var ikke en koncert i klassisk forstand. Det var et show, ja, men uden prætentioner. Odbjerg stod ikke som stjerne i centrum, men som vært for et selskab, hvor alle måtte tage skoene af og synge med. Og vi gjorde det.
Gæsterne kom ind én efter én. Tobias Rahim, Pil, Ida Laurberg, Emma Sehested Høeg og operasangeren med det lange navn, som fik de gamle publikummer til at rette sig op. Det kunne være blevet et cirkus. Men det blev en parade.
Musikken spændte fra EDM til klaverballade, fra “Benny” til “Hjem fra fabrikken”, og mellem de sange, vi allerede kendte udenad, dukkede nye numre op, som allerede føltes nostalgiske.
Han sang som om han mente det – og talte som om han ikke altid gjorde. Men det er en del af Odbjergs magi: han leger med formen, uden at miste kontakten. Han virker ikke som én, der vil være større end sin musik. Og alligevel fylder han hele rummet.
Lyset, lyden, leverancen. Alt sad, uden at det føltes koreograferet. Og det i sig selv er måske det mest koreograferede af det hele.
Og hvad så?
Måske er det bare dét. At vi havde brug for en koncert, hvor det hele ikke handler om at være perfekt. Hvor det godt må være pænt, men ikke poleret. Hvor nogen siger tingene, som vi selv ville ønske, vi turde. Eller bare danser dem.
