Mew & The War on Drugs: En dobbeltkoncert i drømmens favntag

Friluftsscenen i Lunden er skræddersyet til den slags aftener. Den svagt skrånende plæne giver frit udsyn, som et naturligt amfiteater, og den tætte bevoksning omkring scenen skaber en følelse af omsluttethed, som få udendørskoncerter formår. Mellem barer, foodtrucks og glade gæster opstod en stemning, der mest af alt mindede om en mini-udgave af Roskilde Festival – bare uden støvet, kaosset og kompromiserne.

Mew åbnede aftenen – og gjorde det med noget, der lignede overbevisningens elegance. De lagde ud med “Snow Brigade” og formede sætlisten med kirurgisk præcision. Publikum, mange tydeligvis kommet netop for dem, blev båret med i en strøm af velkendte akkordrundgange og uventede drejninger. Som en arkitekt i lyd havde Jonas Bjerre og resten af bandet konstrueret en time, hvor hvert nummer fik lov at tale for sig selv – uden snak, uden afbrydelser, uden ironi.

Særligt bemærkelsesværdigt var lyset: Et enkelt og næsten minimalistisk design, der alligevel gav plads til detaljen. Trommeslager Silas Graae stod nærmest badet i spotlight og spillede som en rytmisk urværksmekanisme. Hans spil er ikke flamboyant, men deterministisk – som om hver slag er programmeret til præcis det rigtige sted i tid og rum.

Publikum fik både “Special” og “The Zookeeper’s Boy” i klassisk overgang, og det hele kulminerede – som det jo skal – i “Comforting Sounds”. Fraværet af visuals og Bo Madsen blev bemærket, men ikke savnet. Mew spillede med en form for uforstyrret værdighed, der ikke kræver nostalgia for at fungere. Da Johan Wohlert sagde farvel, føltes det næsten som en afslutning – på trods af, at hovednavnet endnu ikke var gået på.

Og så gik The War on Drugs på – ti minutter før tid. Ingen dramatik, bare musik. “Brothers” og “Baby Missiles” åbnede, før vi blev kastet ind i det soniske univers, der definerer Granduciel og hans ensemble: “Pain”, “An Ocean in Between the Waves”, “Red Eyes”. Intet overgjort, alt præcist. Ikke i betydningen “kontrolleret”, men i den forstand, at intet blev overladt til tilfældigheder.

Adam Granduciel fremstod som altid halvt til stede, halvt i sin egen verden. Han talte til publikum, genkendte fans, fortalte historier og svarede på requests. En frontfigur med både distance og nærvær – og måske en antydning af sarkasme, der aldrig for alvor forlod tonen. “I’m here to please,” sagde han, og ingen tvivlede.

Setlisten var generøs og lang. 7 mand på scenen, og alligevel intet rod. De spillede en akustisk version af “Eyes to the Wind”, der virkede som en tiltrængt kunstpause midt i det store, drømmende lydtapet. Og da “Under the Pressure” rullede ind over Lunden som en sonisk tidevandsbølge, virkede det kun naturligt, at det blev fulgt op af “I Don’t Live Here Anymore” – med introduktion af hvert bandmedlem under den lange intro-loop.

Koncerten sluttede, som den skulle, med “Thinking of a Place”. Månen tittede frem bag trækronerne, og der var noget nær liturgisk over afslutningen. Den lullende tone virkede bevidst – ikke et brag, men et suk. En erkendelse af, at det største ikke altid er det højeste.

Konklusion uden konklusion:

Mew og The War on Drugs spillede ikke bare koncerter – de skabte et rum, hvor længslen kunne få lov at være ærlig. Og i det rum blev vi mindet om, at der stadig findes musikere, der mener det. En aften båret af teknisk overskud, kunstnerisk integritet og omgivelser, der ramte det hele smukt ind.