Hvis sæson 1 ramte som et sylespidst stik i hjertet, føles sæson 2 mere som et slap slag med en våd karklud. HBO tager fat i Part 2’s komplekse fortælling, men ender med en sæson, der er for kort, for forhastet og bange for sit eget mørke.
En stjerne
To stjerner
Tre stjerner
Fire stjerner
Fem stjerner
Seks stjerner
For os gamere – inklusiv undertegnede – har sæson 2 hele tiden luret i horisonten som en tikkende fanbombe. Vi ved, hvad der venter, og hvor det bærer hen. Part 2 blev af mange hyldet som et mesterværk, men der findes også en anden lejr – hvor jeg står – som aldrig købte præmissen om Abby. Hendes historie, uanset hvor velment og ambitiøst fortalt, landede aldrig. Den føltes for lang, for kalkuleret – og i sidste ende for følelsesmæssigt fjern.
Og hvordan skal dette så drejes til TV serie niveau?
Afsnit 1 åbner stærkt. Visuelt imponerende, velspillet og med masser af små hints til det mørke, der lurer. Der er kælet for detaljerne, og man får fornemmelsen af, at nu sker det. Men så begynder det hele langsomt at smuldre. Afsnittet pynter markant på spillets begyndelse – vi får en helvedes masse zombier. Fungerer det? Ja, det gør det. Det er action packed og storslået. Et klogt valg at vige fra spillets storyline, som gav pote.
Og så kommer vi til det: Afsnit 2. Afsnittet som næppe skabte nogen overraskelse fra spillere af spillet, men ikke desto mindre et "Red Wedding Moment" (Game of Thrones) for dem der ikke har spillet spillet. Det er rørende, brutalt, men man sidder også med følelsen af at det bliver meget svært for skaberne af serien at løfte det fra de 2 første afsnit.
Hvor afsnit 1 og 2 trods alt formår at etablere stemning og sætte brikkerne i spil, falder serien herefter ned i en mellemzone, hvor afsnit 3, 4 og 5 mest af alt føles som transportstrækninger. Ikke dårlige – bare flade. Der er glimt af potentiale, men tempoet er underligt uforløst, og flere af de emotionelle beats føles påtvungne i stedet for fortjente. Serien kæmper med at balancere karakterudvikling og plotfremskridt, og midterafsnittene ender som et slags limbo: ikke intense nok til at være nervepirrende, og ikke stille nok til at være følelsesladede. Det føles, som om der konstant lægges op til noget – men klimakset udebliver.
Afsnit 6 er Ironisk nok endnu en gang et afsnit, der – ligesom “Long, Long Time” i første sæson – nærmest ikke har noget med hovedhistorien at gøre, men alligevel står tilbage som sæsonens mest rørende og velfortalte kapitel. Det er smukt, ja. Men det peger også på et fundamentalt problem med serien: Når sidehistorierne konsekvent føles stærkere end selve hovedplottet, så er der noget, der er off. Vi burde være investerede i Ellie. I hendes sorg, raseri og søgen efter mening. Men vi bliver ved med at få det serveret i stumper og bidder, som aldrig rigtig hænger sammen.
Og finalen – ja, allerede i afsnit 7 – føles som et slagsmål uden lyd. Det, der i spillet var en følelsesmæssig afgrund, hvor både Ellie og vi som spillere mister noget af os selv, bliver i serien reduceret til stiliseret melodrama. Vigtig scene? Tjek. Flashback? Tjek. Men hvor er den psykologiske opbygning? Hvor er den uafrystelige desperation og selvdestruktion? Det hele virker forhastet – som om HBO ikke tør trække os helt ned i mørket, og derfor springer over, hvor det gør mest ondt. Og det er netop der, The Last of Us skal leve.
Ellies vej til at finde Abbys tilholdssted husker jeg, fra spillet, langt mere nervepirrende og opbyggende, men her bliver det serveret som en flad fadøl i sommervarmen.
Det største svigt er dog stadig Ellie. Bella Ramsey gør, hvad hun kan – hun har nærvær og talent – men den emotionelle rejse, manuskriptet sender hende på, føles kunstig. I stedet for en langsom, brutal transformation får vi følelseseksplosioner uden opbygning. Det er som at læse bagsiden af en bog og blive bedt om at græde over det hele. Fraværet af Joel (Pedro Pascal) gør også det er nogle enormt store sko at udfylde.
Konklusion uden konklusion
The Last of Us – Sæson 2 vil gerne være dybt, rørende, episk og nuanceret. Men det føles som et kompromis mellem to verdener: spillets kompleksitet og seriens format. Resultatet er en mellemting, der halter i forsøget på at balancere det hele. Den vil ramme lige i hjertet – men ender med at strejfe én på skulderen.
