Jeg ved godt, det er nemt at håne Bullet For My Valentine. Men da jeg stod der foran scenen og så deres forsanger dukke op i læderjakke og V-udskæring som var han på vej til casting i en genindspilning af Twilight, måtte jeg overgive mig til det: Der er en særlig slags cringe, der er så overbevist om sin egen sejhed, at det bliver underholdende.
En stjerne
To stjerner
Tre stjerner
Fire stjerner
Fem stjerner
Seks stjerner
Copenhell-publikummet er ikke til at snyde. Man kan mærke det med det samme. Enten har du noget på hjerte – eller også står du der og sveder i dit backstage-brandede merchandise og prøver at fake det. Bullet For My Valentine lander et sted midt imellem. Deres største synd er nok ikke, at de spiller ringe – det gør de ikke – men at de tror, de spiller metal, når de i virkeligheden burde spille på The Voice’s gymnasieturné i 2009.
De åbner med “Your Betrayal”, og hele scenen er pakket ind i røgmaskiner, ild og guitarer, der ser farligere ud end musikken lyder. Forsangeren, Matt Tuck, forsøger sig med hårde blikke og vredesudbrud, men det føles påklistret. Det er ikke vrede, det er vrede cosplay. Og når man kalder noget “a fucking banger” på scenen, og det så viser sig at være “Tears Don’t Fall”, en sang, der lyder som en Nickelback-ballade tilsat eyeliner – så begynder man at kigge efter udgangen.
Men her er det interessante: Det fungerer jo stadig. Publikum – især de yngre – synger med, rækker hænderne i vejret og hopper med som om de havde billetter til Bring Me The Horizon i Royal Arena. For Bullet har stadig fans. Mange af dem. Og de ved, hvordan man spiller deres rolle, også selvom det er med samme overbevisning som en mand i et Batman-kostume på Strøget.
Bandet lyder tight, og de er dygtige. Det kan man ikke tage fra dem. De kender deres publikum og leverer varen. Problemet er bare, at varen føles mere som gaveæsken fra Matas end det rå metal Copenhell ellers er garant for. Der mangler nerve. Der mangler skævhed. Der mangler… alt det, der gør metal farligt og levende.
Det hele minder mest af alt om et metalband, der gerne vil lave stadionpop, men stadig gerne vil være med i den seje klub. Og selvom de teknisk set banker løs med stort overskud, føles det som om de står og spiller for et spejl, ikke for et publikum.
Lad os bare sige det sådan her…
Bullet For My Valentine er som en dåse Red Bull til en whisky-smagning. Det bruser, det larmer, og det giver et hurtigt kick. Men når festen for alvor starter, er de allerede på vej hjem med makeuppen løbende og et lidt tomt blik i øjnene.
01.webp)