Lorde leverede sit første danske headlineshow med et ultraskarpt, koreograferet og følelsesmættet koncertunivers. En sjældent helstøbt popaften.
En stjerne
To stjerner
Tre stjerner
Fire stjerner
Fem stjerner
Disclaimer: Apropos Magazine har modtaget adgang eller eksemplar til anmeldelse. Som altid deler vi vores egne indtryk – uden filter.
Seks stjerner
Der er popstjerner, og så er der Lorde. Royal Arena var pakket til randen for hendes første egentlige danske headlineshow — 8 år efter det famøse Roskilde-dilemma mellem hende og Foo Fighters. Denne gang skulle ingen vælge. Ultrasound-turnéen er hendes egen scene, hendes egen ramme, og hendes egen fortælling. Og hun brugte den til fulde.
Royals tidligt ude — og så videre til det væsentlige
Aftenen åbnede med en afdæmpet, næsten asketisk version af Royals. En slags hurtig kirurgisk udskæring af publikums forventningspres: “Her er hittet. Nu kan vi komme videre.”
Det fungerede. For showet handlede ikke om fortidens loopede melodier, men om Virgins — det nye album, som hun konsekvent spillede i sin helhed.
Koreografi som faktisk giver mening
Der findes de koreograferede koncerter, hvor man kan mærke svedlugten af management-møder. Og så findes der Ultrasound.
Her var dansere ikke pynt, men bærende lag i fortællingen. En sad og spiste æbler i åbningen — en scene så trodsigt anti-popstjerneagtig, at den gav plads til et helt andet blik på Lordes univers. Musikerne holdt sig bevidst bagved, som levende teksturer fremfor “her er mit trommesolo-ego”.
Flere lag blev foldet ud under showet. Der var tøjskift på scenen, hvor et bælte gled op, og jeansene faldt. Lange kameratagninger fra gulvhøjde fulgte kroppen, og en mindre hævet scene skabte intime lommer midt i arenaens kolde rum.
Koreografien var ikke polering, men fortolkning.
Lorde taler — og for en gangs skyld lød det ikke som lært udenad
Der var mange små taler undervejs. Normalt ville man tjekke ud mentalt, når en global popstjerne begynder at tale om “følelser”, men her fungerede det.
Lorde har været gennem flere cyklusser: oprør, nedtur, stilhed, genopbygning. Hun fremstod ikke som en popprofet, men som et menneske, der faktisk havde noget at sige — selv hvis talerne sikkert er identiske hver aften.
Man kunne sagtens sætte sig ind i album-mytologien omkring rusmidlerne, som symboliserer de forskellige kunstneriske faser. Det var ikke noget, der blev præsenteret direkte (udover en mindre tripreport), men forståelsen af det gav en ekstra dimension til stemningen omkring hitsene.
Sangene: Et følelsesatlas uden klichéer
Favourite Daughter var så selvsikkert leveret, at det allerede lød som fremtidens faste koncertpunkt.
Perfect Places ramte med en renhed, som næsten gjorde den titelironi-fri.
På Supercut ramte hun en åndbar sårbarhed, der fik arenaen til at føles mindre.
På The Louvre bragede det med et “boom boom boom” i broadcasten, der fysisk kunne mærkes — og jeg er ret sikker på, at folk i Fields også kunne høre det.
Og så var der Liability.
Det nummer gjorde reelt ondt. Ikke metaforisk, men faktisk.
Team, Green Light og kollektiv ekstase
Det mest interessante var dog, hvordan nogle af hendes største hits føltes som artefakter fra et tidligere liv. Team blev leveret smukt, men man kunne mærke, at den Lorde, der skrev den, er meget langt væk nu.
Green Light blev pakket ind i en lang, foruroligende intro — næsten som om hun ville teste, hvor længe publikum kunne sidde i spændingen. Da makeupfortællingen endelig faldt, eksploderede hele arenaen i en koordineret fællesskrigen. Jeg kan ikke mindes at have set et publikum være så synkront i et omkvæd uden at det føltes koreograferet. Det var bare ren energi.
Lad os bare sige det sådan her:
Ultrasound lever op til sit navn: Den er både gennemtrængende og klinisk klar i sin vision. At se Lorde i 2025 er at se en superstjerne, der har lagt det popsmarte af sig og i stedet virker... ja, faktisk autentisk.
Hvis du kan se hende på Syd for Solen næste år, så gør det. Det meste i livet er valgfrit — men det her bør være obligatorisk.
