Jeg har set mange bands i Royal Arena, men sjældent et, der på samme tid kunne virke så velsmurt og så improviseret. OneRepublic har milliarder af streams på samvittigheden, men opfører sig stadig som en flok gamle klassekammerater, der bare lige skulle mødes og spille lidt. Det er både deres styrke og deres svaghed.
En stjerne
To stjerner
Tre stjerner
Fire stjerner
Fem stjerner
Disclaimer: Apropos Magazine har modtaget adgang eller eksemplar til anmeldelse. Som altid deler vi vores egne indtryk – uden filter.
Seks stjerner
Sidst OneRepublic gæstede Danmark var den 13. marts 2014 – bortset fra en enkelt afstikker til Nibe Festival i 2023 – så det var på høje tid, at Ryan Tedder og co. vendte tilbage. Gruppen har vokset sig større for hver gang: fra Pumpehuset i 2010, til Falconer Salen i 2014 og nu Royal Arena i 2024.
De har haft en karriere, der næppe kan beskrives som lineær. Gennembruddet kom via Timbalands remix af “Apologize”, og siden fulgte megahits som “Good Life” og “Counting Stars” – sange, der aldrig var tænkt som singler, men endte som globale ørehængere. Og selvom OneRepublic har ramt milliardgrænsen på streaming, var dele af Royal Arenas øverste sektion lukket af. Det siger alt om bandets lidt mærkelige status: Alle kender Ryan Tedder, men hvor mange kan egentlig nævne de andre medlemmer?
Aftenen startede i højt gear. Allerede fra første sang blev publikum overdænget med konfetti, og de første tre numre flød nærmest sammen i én lang medley. Det var effektivt, men også lidt forhastet – især når man ved, hvor meget teatralsk flair bandet tidligere har haft (ved koncerten i Falconer Salen startede de bag et tæppe i et lysinferno).
Koncerten fandt først for alvor sin rytme med “Secrets”, hvor alt pludselig faldt på plads. Før da havde det føltes som en hurtig rundtur i hitmaskinen uden rigtigt nærvær.
Så forsvandt bandet ud midt i salen til en akustisk sektion – et greb, mange arena-bands efterhånden bruger, men som OneRepublic slap overraskende godt fra. Tedder fortalte små historier fra sin sangskriverkarriere, om hvordan Lukas Graham egentlig skulle have været der, men var blevet syg, og om arbejdet bag numre som “Bleeding Love” og “Halo”.
Her viste gruppen, hvor musikalske de egentlig er. Flere medlemmer skiftede mellem instrumenter, og akustiske versioner af “Life in Color” og “Something I Need” blev aftenens stille højdepunkt. Publikum lyttede. Tedder talte. Og for et øjeblik føltes Royal Arena som et lille spillested igen.
Da bandet vendte tilbage til hovedscenen, skruede de tempoet op med “Lose Somebody”, “Apologize” og den underskønne “Can’t Stop”, som fremstod som et af koncertens bedste øjeblikke – simpel, oprigtig og vokalt knivskarp.
Men hver gang de ramte den slags momenter, gik de hurtigt videre. OneRepublic har så mange hits, at de nogle gange virker bange for at dvæle ved dem.
Midtvejs fik vi en ny single, “I Need Your Love”. Ikke den slags premiere, der sender salen i brand, men stadig et solidt bevis på bandets håndværk. Og så kom hitparaden. De sidste otte sange alene rummer over ti milliarder streams – og det kunne mærkes. Publikum sang, dansede, filmede.
Efter “Counting Stars” (med en flot spansk guitarintro fra Zach Filkins) sagde Tedder grinende: “We got more hits – I’ll show ya.” Han forklarede, at han hadede idéen om ekstranumre: “We’re not gonna play peek-a-boo.”
Og så kørte de bare videre. Helt ærligt: respekt for det.
Tedder lød til tider hæs og fortalte, at han dagen før havde mistet stemmen. Alligevel leverede han flere vokalpræstationer, der ville få mange yngre popstjerner til at gemme sig bag playback. Det er sjældent at se en mand i den kaliber faktisk synge hele vejen igennem.
Men koncerten efterlod stadig et lidt rodet indtryk. Nogle idéer virkede ufærdige, nogle covers overflødige. Det hele havde karakter af kreativ overskudsadfærd – masser af energi, ikke altid lige meget struktur. Da bandet takkede af, blev Ryan Tedder stående og sang med på “Wonderwall”, som strømmede ud gennem højtalerne. Om det var planlagt eller bare et spontant “Tedder-øjeblik”, vides ikke. Men det føltes ærligt.
Refleksion:
OneRepublic leverede alt, hvad man kunne ønske sig – og lidt for meget oveni.
Det var musikalsk, medrivende og charmerende rodet. En aften fuld af ideer, stemning og hit på hit, men også en påmindelse om, at Ryan Tedder måske nogle gange står så meget i front, at selve bandet forsvinder.
Men når konfettien daler, og du går ud af arenaen med “Counting Stars” på hjernen og et smil på læben, så har det gjort, hvad det skulle.
Setliste:
Feel Again · Kids · Good Life (Midnight City Version) · RUNAWAY · Singapore · Secrets · Rescue Me · Run · Stop and Stare ·
Akustisk sektion: Life In Color · Something I Need · Bleeding Love (cover) · Halo (cover) ·
Lose Somebody · Apologize · Can’t Stop · I Need Your Love · I Ain’t Worried · Sunshine · Seven Nation Army / Love Runs Out · I Lived · Counting Stars (m. spansk guitarintro fra Zach) · I Don’t Wanna Wait · Calling (Lose My Mind) (kun omkvæd) · If I Lose Myself · Wonderwall (cover)
