The Invite: Parterapi med vidner og dårlig bordskik

Joe vil ikke have besøg. Angela har inviteret overboerne alligevel. Det er et elendigt udgangspunkt for en hyggelig aften og et ret godt udgangspunkt for en komedie. Olivia Wilde har selv rollen som Angela, Seth Rogen er Joe, og Penélope Cruz og Edward Norton får fornøjelsen af at være gæster hos et par, der burde have taget samtalen, før de dækkede bord.

Jeg har det med det perfekte værtspar som med en LinkedIn-opdatering om en fantastisk arbejdsplads: Jo større indsats der bliver gjort for at overbevise mig, desto mere vil jeg høre fra den, der ikke siger noget. Et middagsbord er et effektivt lille pressekontor. Man kan sælge sin version af forholdet, mens den anden sidder og skal række salaten videre.

Joe, din skuffelse betaler ikke husleje

Joe hænger fast i en musikalsk drøm, der ikke blev til det, han havde håbet. Moovys Kristian Enevoldsen fremhæver Rogens fysiske spil og figurens savn. Det er en vigtig åbning ind til manden. Jeg vil gerne forstå ham. Jeg vil bare ikke give ham hele lejligheden at være skuffet i.

Den fallerede mandlige kunstner har en imponerende kreditordning i kulturen. Dårligt humør kan gå som dybde i årevis, uden at nogen beder om dokumentation. Jeg køber den ikke på afbetaling. Joe må gerne sørge over det liv, han ikke fik. Han skal bare stadig være til at bo sammen med. En tabt karriere bør ikke give livslang ret til at være træls.

Angela får derfor min sympati først. Hun forsøger trods alt at få noget til at ske. Til gengæld er det imponerende at vælge en uprøvet soufflé og charcuteri til en veganer, når aftenen i forvejen er under pres. Jeg ville begynde med pasta. Den skal sjældent bekræfte ens værdi som menneske.

Men Angela får ikke en moralsk Michelin-stjerne for at have lavet mad. Jeg kan godt lide hendes vilje til at få noget til at ske; jeg har sværere ved idéen om, at den anden derfor skylder at spille glad. Hvis opskriften på en vellykket aften kræver en ny personlighed til ens partner, ligger problemet næppe i souffléen. Omsorg bliver kvælende, når den kommer med en rollebeskrivelse.

Det gælder begge veje. Han kan bruge sin skuffelse som undskyldning for at melde sig ud; hun kan gøre sit overskud til en anklage. Så står to mennesker med hver deres rimelige forklaring og er fuldstændig umulige at være sammen med. Dén konflikt har mere bid end endnu en historie om et par, der bare skal lære at kommunikere. De kommunikerer allerede. Ret voldsomt, endda.

Et åbent forhold er ikke en personlighedstest

Overboerne Pina og Hawk har indrettet deres kærlighed anderledes. I Soundvenues interview beskriver Norton deres forhold som ikke-monogamt og uden ejerskab. Wilde peger på besværet med at tale om sex med den person, man faktisk har det med. Det sidste optager mig mere end antallet af mulige deltagere.

Jeg har intet imod, at mennesker indretter deres sexliv kreativt. Men jeg melder mig ud, hvis åbenheden bliver endnu en livsstil, man skal præstere korrekt. Man bliver ikke automatisk rummelig af at have et åbent forhold. Man kan også være en selvoptaget idiot med en meget fleksibel kalender. Omvendt er troskab ikke et kvalitetsstempel, hvis man bruger resten af forholdet på at gøre den anden lille.

Derfor vil jeg ikke udnævne overboerne til vindere på forhånd. Deres frihed er mest spændende som en provokation: Hvad nu hvis noget af det, Joe og Angela kalder normalt, bare er noget, de er holdt op med at diskutere? Det spørgsmål er værd at besvære sig med. Det kræver ikke, at nogen melder sig til gruppesex. Måske kræver det bare, at man lytter til et ønske uden straks at kræve en undskyldning.

Jeg vil have, at den konflikt også roder med min egen rimelighed. Angela er let at forsvare, når Joe fylder rummet med skuffelse. Det er sværere at spørge, om hendes version af den gode aften overhovedet giver ham plads. Dér har præmissen fat i noget, jeg ikke bare kan nikke klogt til. En film, der kun bekræfter mig i, hvem der er irriterende, kunne lige så godt være min gruppechat.

Jeg vil også have den dårlige replik

Et kammerspil skal kunne mere end at have en holdning til ægteskabet. Fire kendte skuespillere i en lejlighed kan også blive en lang aften med dyre ansigter. Time Outs Phil de Semlyen roser måden, kameraet og skuespillernes placering fordeler opmærksomheden på. Det er det formmæssige argument, jeg lægger vægt på: Reaktionen skal have plads ved siden af replikken. Ellers belønner filmen bare den hurtigste i rummet.

Og jeg har et forbehold over for den meget velskrevne konflikt. Soundvenues Luna Ehlers peger på en overflod af punchlines og enkelte forcerede alvorlige pointer; de Semlyen finder også det sene skift mod alvor ujævnt. Det trækker ned i min researchbaserede vurdering. Jeg vil have plads til en dum bemærkning, der ikke bliver reddet af manuskriptet. Folk i krise er ikke altid underholdende. Det bør de heller ikke behøve være for at fortjene opmærksomhed.

Fire stjerner. Tag selv opvasken

Min dom er fire af seks stjerner. Det afgrænsede format og konflikten om, hvem der får lov at være den rimelige, giver The Invite en stærk idé. Forbeholdene om dialogens tæthed og skiftet mod alvor holder mig fra at kalde den ubetinget vellykket.

Jeg ville vælge den til en aften, hvor der gerne må være noget at blive uenige om bagefter. Ikke for at tage en test af, om ens eget forhold er moderne nok. Den konkurrence gider jeg ikke. Jeg vil hellere diskutere, hvorfor det er så fristende at få fremmede til at synes, man er en god partner, hvis den person, man faktisk er sammen med, er ved at give op.

Gæsterne skal jo hjem. Og der står stadig nogen med opvasken.

The Invite (2026). Instruktion: Olivia Wilde. Manuskript: Rashida Jones og Will McCormack. Medvirkende: Seth Rogen, Olivia Wilde, Penélope Cruz og Edward Norton. Spilletid: 107 minutter. Dansk biografpremiere: 13. august 2026. Filmoplysninger hos Kino.