Øhavet Festival 2026: Fællesskab, musik og maritim højskolestemning

Øhavet er en helt særlig festival. Ikke fordi den har de største navne eller de mest spektakulære scener, men fordi den er drevet af lokale kræfter, hvor hele Marstal virker til at være en del af projektet. Allerede på festivalens hjemmeside er fokus ikke kun musikken, men også byen, havnen og de øvrige oplevelser på Ærø. Det er solidarisk, rummeligt og tillidsbaseret.

Den stemning fortsætter, så snart man træder ind på pladsen. Naturligvis findes der mange festivaler, hvor folk passer på deres sidemakker. På Øhavet interesserer folk sig oprigtigt for hinanden. Fine, umiddelbare samtaler opstod flere gange med mennesker, der var oprigtigt nysgerrige på hinanden på den mest positive måde. Musikken er omdrejningspunktet, men fællesskabet er uden tvivl festivalens egentlige hovednavn.

Meget føles selvbygget og spirende, og det er en stor del af charmen. Festivalens spilleplan var eksempelvis håndmalet på et blåt skilt ved indgangen. Jeg fandt den aldrig digitalt, så et billede af skiltet blev trofast baggrund på telefonen resten af weekenden.

Festivalen råder over to scener. Den store udendørs scene på Eriksens Plads og den intime indendørsscene i Værftet. Derudover er der flere hyggelige barer. Særligt Pøsen imponerede med en fremragende sour-øl, mens cocktailbaren ombord på et skib var blandt festivalens absolut bedste idéer.

Nordisk Dans blev en perfekt begyndelse på festivalen. Publikum blev i lige så høj grad en del af oplevelsen som musikerne, og det virkede naturligt på en måde, man sjældent ser. Det var en elegant måde at få folk til at slippe hæmningerne på, og opbakningen var stor.

Der tegnede sig samtidig en tydelig musikalsk identitet blandt de bookede kunstnere. Kayak og Snuggle leverede begge skrøbelige, stemningsfulde koncerter, mens Portal PET’s bød på en kreativ lyd, der flere steder mindede om The xx med fine lag og masser af luft i arrangementerne.

Til gengæld virkede scenen i Værftet en smule underdimensioneret. Musikerne stod næsten i samme højde som publikum, hvilket gjorde udsynet vanskeligt. Det var lidt ærgerligt, for selve rummet er fantastisk og indkapsler præcis den stemning, Øhavet gerne vil skabe.

‍

Der var bragende varmt, men ingen lod til at bekymre sig synderligt om det. Publikum var fokuserede og respektfulde over for musikken. Det var ikke en festival med fokus på at blive set. Mere en festival, hvor man havde det godt med bare at være til stede.

Fredagens hovednavn, Afskum, var til gengæld en mindre skuffelse. Bandet gik på en halv time forsinket, og ventetiden blev aldrig rigtigt indfriet. Energien forsvandt lidt fra pladsen, og oplevelsen mindede mest af alt om Alanis Morissettes optræden i South Park. Nogle virkede til at elske det, mens andre så ud til mest af alt at vente på, at det sluttede.

Efter koncerten blev en lade forvandlet til dansegulv med DJ Atusa bag pulten. Stemningen var fremragende, og festen kunne udvikle sig i alle retninger. Til gengæld blev det også tydeligt, at festivalen efterhånden var vokset fra det overdækkede område. En smule paradoksalt, at der på Øhavet er plads til alle, og der samtidig ikke var plads til alle.

Lørdag bød blandt andet på børneprogram og havfruer, inden Øyunn leverede en progressiv koncert og fortalte, at et af numrene var mixet af Trentemøller. Det kunne godt høres.

Festivalens måske største musikalske oplevelse kom dog senere i Værftet med TLF Trio. En usædvanligt lang horror-intro viste sig langsomt at være en sang. Publikum virkede lige så optagede af at fortolke oplevelsen som af selve koncerten, og beskrivelserne bagefter var næsten lige så interessante som musikken. Det hele føltes som et virvar med en mærkelig form for logik. Ligedele moderne kunst, radiojingle og drømmesekvens. Som flashback-scenen i dit yndlings-JRPG, hvor den alternative protagonist viser sig at være hovedpersonens far, og det irriterende løvelignende kæledyr har forsøgt at fortælle dig sandheden siden disc 2.

Det lyder måske mærkeligt. Det var det også. På den helt rigtige måde.

Søn leverede festivalens mest poetiske koncert. For første gang i mit liv tog jeg mig selv i bevidst ikke at lytte efter teksterne. Ikke fordi de var dårlige, men fordi ordene gled så naturligt sammen med musikken, at de metaforiske billeder næsten blev vigtigere end deres konkrete betydning. Forsanger Kristoffer Jensen havde samtidig et imponerende tag i publikum.

‍

Festivalens ubestridte hovednavn var School of X, og det viste sig at være en perfekt booking. Rasmus Torp Littauer demonstrerede endnu engang, hvorfor han regnes blandt landets mest interessante livekunstnere. Han spurgte publikum, hvor magien var henne. Svaret var oplagt. Den var lige dér på pladsen.

Hans små introduktioner til sangene handlede om de nye venner, man kunne have mødt under festivalen, og passede perfekt til hele Øhavets identitet. Visualsene, der langsomt væltede sammen for til sidst at samle sig i et stort X, var en flot detalje.

Som afslutning eksploderede himlen over Marstal i det mest imponerende fyrværkeri, Ærø formentlig nogensinde har lagt himmel til. Og det blev bare ved.

Festen fortsatte bagefter, præcis som aftenen før. Endnu engang var der flere mennesker end plads under overdækningen, og endnu engang virkede alle oprigtigt interesserede i at være en del af festen. Til gengæld var det en smule komisk, at næsten alle madboderne på det tidspunkt var lukket. Både de sultne gæster og boderne selv kunne sandsynligvis have fået mere ud af natten.

Øhavet føles stadig som en lille hemmelighed. En festival, der sandsynligvis bliver sværere at få billetter til, når flere opdager den. Kombinationen af campingmuligheder, Marstals lokalmiljø og en festival, hvor fællesskabet fylder mere end facaden, skaber en oplevelse, man ganske enkelt ikke finder ret mange andre steder.

Det var også befriende, at de lokale fulgte med fra altanerne omkring pladsen. Hvis de da ikke lige så den fodboldkamp med de mange mål.

Tag til Øhavet, hvis du savner en festival, hvor fællesskabet er vigtigere end FOMO, og hvor du næsten med garanti falder i snak med de samme mennesker flere gange i løbet af weekenden.