The Gentlemen Sæson 2

Det første, der slår mig, er hvor lidt serien gider spilde min tid. Der er ikke mange omveje, ikke mange scener, der ligger og fedter i deres egen vigtighed, og fylder sendefladen ud med langtrukne dialoger. Ritchie, der både står bag serien og den oprindelige film fra 2019, har stadig det der særlige greb om tempo: dialoger, der knitrer, blikke, der betyder mere end halvanden side manuskript, og en rytme, som om nogen har hældt glohed italiensk espresso direkte ned i klipperummet.

Theo James spiller Eddie med en spændstighed, der gør karakteren mere end bare pæn facade og aristokratisk panik. Her er en mand, der forsøger at opføre sig som en, der har styr på sit territorium, mens alt omkring ham lugter lidt af risiko og dyr cologne. James gør ham både selvsikker og sårbar, og det er netop den spænding, der holder serien i gang. Han er ikke bare “god i rollen” på den pæne, anmeldelsesagtige måde. Han er overbevisende på den mere irriterende måde, hvor man må indrømme, at det virker.

‍

Resten af ensemblet er ligeså meget med til at drive serien. Det er ikke folk, der står og venter på deres tur til at forklare plottet. De går ind i scenerne med energi, særheder og et lille glimt af fare i øjet. Det er en fornøjelse, fordi dialogen hele tiden føles som noget, der kan tippe over. Ikke nødvendigvis til vold, men til ydmygelse, og i den slags univers er det næsten det samme. Serien finder en sjælden balance mellem at være sjov, stram og faktisk spændende. Det er ikke småting.

Vi lever i en tid, hvor mange serier tror, de er interessante, bare fordi de taler lavmælt i mørke rum. The Gentlemen ved, at timing også er en æstetik.Det betyder ikke, at alt er perfekt. Sidste del af sæsonen mister en smule af den fart, der ellers gør de første afsnit så vanedannende. Man mærker, at serien godt vil holde fast i sit overskud, også når den begynder at lægge flere brikker på bordet. Og det er fair nok. Selv den mest velfriserede gangsterfantasi får brug for en pause, før den igen kan lade som om, den ikke er underholdning med manchetknapper. Men det ændrer ikke på, at de første seks afsnit er hæsblæsende og meget svære ikke at sluge råt.

Det, jeg især hæfter mig ved, er seriens evne til at være let uden at være ligegyldig. Den har ikke ambitioner om at omvende nogen, og gudskelov for det. Den vil hellere være skarp, hurtig og velspillet, og det er i virkeligheden en ret stor dyd. Når en serie ved, hvad den er, og ikke står og skammer sig over sin egen fornøjelse, så opstår der noget sjældent: ren, ukompliseret tv-glæde. Ikke som et moralsk projekt. Mere som en velhældt drink, der smager af dyre beslutninger.

Så ja, The Gentlemen sæson 2 er ikke bare et sikkert kort. Den er et af de tilfælde, hvor man godt kan mærke, at håndværket er i orden, og at nogen har forstået, at stil og fremdrift ikke behøver undskylde sig selv. Jeg åd den råt, og det er måske den mest ærlige måde at sige det på. Når en serie kan få én til at glemme både tid og dårlig samvittighed i, i hvert fald, de første 6 afsnit, så er det svært at brokke sig for meget. Det ville næsten være dårlig stil. Og det er jo trods alt ikke her, man kommer for at blive opdraget.

‍

The Gentlemen Sæson 2 kan ses på Netflix nu.