Marvel Tōkon: Fighting Souls er et flot og lettilgængeligt fighting game med kreative karakterer, men mangler det sidste krydderi for at blive en evergreen.
En stjerne
To stjerner
Tre stjerner
Fire stjerner
Fem stjerner
Disclaimer: Apropos Magazine har modtaget adgang eller eksemplar til anmeldelse. Som altid deler vi vores egne indtryk - uden filter.
Seks stjerner
Fighting game-genren er gammel og velkendt. Det er en af de bedste måder at kunne sætte sig på sofaen og spille både casual og try hard. Fra “bare tryk på alle knapperne” til “wow, kan man blocke?” har de fleste bevæget sig op ad en tilgivelsesvenlig kurve. Det er sjovt, lige indtil man ikke længere er lige gode.
Fra “ned, frem og grøn” til “d/f+3” og ham, der taler om WS 14 frames og Kings infinity comboer, har fighting games efterhånden udviklet deres helt eget sprog.
Ligegyldigt hvilket medie man åbner i 2026 vil Marvel være helt i front. Nogle gange skal man næsten huskes på, at det hele jo startede som gamle tegneserier, hvilket er langt fra at rage over powercreep i Marvel Snap, og sæson 10 i Marvel Rivals.
Marvel Tōkon: Fighting Souls er det nyeste skud på stammen i en genre, hvor spillergruppen ofte er ældre. Mange er vokset op med genren og har et næsten religiøst forhold til, hvilket spil de foretrækker – og spiller stort set ikke andet.
Derfor er det også dejligt at se et nyt take på en så etableret genre.
Tōkon ser meget japansk ud med nogle af de mest amerikanske karakterer i verden. Det er faktisk et ret fedt grafisk udtryk. Det første, man kunne tro, er, at det er det nyeste Marvel vs. Capcom, for overlapperne er mange. Men det er det ikke.
Marvel vs. Capcom har blandt andet den klare fordel, at det minder om Street Fighter og har Ryu, Dante, Amaterasu med flere med sig. Tōkon går en anden vej.
Kampene består af to spillere med fire karakterer hver, og man kan eksperimentere med at lave sine egne kombinationer og tildele figurerne forskellige roller. Man starter med to karakterer og kan undervejs i kampen unlocke de andre. En lille progression, som faktisk fungerer fint.
Hver karakter har sin egen måde at spille på, selvom inputs og grundlæggende styring er den samme.
Lifebaren er delt mellem de forskellige karakterer, og der er en skill gauge, som kan bruges til kombinationer i forskellige styrker og effektivitet. De er nemme at fyre af automatisk, hvilket både er godt og dårligt. Når det sker, kommer der store og flotte animationer, som fylder godt på skærmen.
Det er anderledes end mange andre spil i genren, at livet er delt på den måde, og det tager lidt tid at vænne sig til. I Tekken Tag og Marvel vs. Capcom kan man sende en karakter på pitstop, lade den komme sig og skifte videre. Den mulighed er ikke på samme måde til stede her. Det skaber et anderledes tempo, end at skulle manage dit liv som ressource og have incitamentet til at skifte rundt.
Det betyder også, at man i mange tilfælde kan have én main character og bruge de andre som assist. Fint nok, hvis man er typen, der finder én karakter og holder fast i den. Hvis man gerne vil være all-rounder, føles det ærligt talt en smule lame.
Spillet er helt klart mere casual end flere af genrens andre store navne. Samtidig er nogle af karaktererne så gimmicky, at nyere spillere nok heller ikke nødvendigvis vil more sig over at lære dem.
Det hele går lidt i alle retninger.
Der er heller ikke super mange karakterer endnu. Mange er virkelig velvalgte, mens man godt kan fundere over, hvorfor andre kom forrest i køen.
Til gengæld er karaktererne gennemarbejdede. Deadpool er især så gennemført og så glad for at bryde den fjerde væg, at man næsten tror, det er løgn.
Der er også en story mode med overkommelige challenges, lore og flotte cinematics. Og så er der Arcadia Rumble, som næsten føles som et helt andet spil.
Jeg ville virkelig gerne synes, at det her var fantastisk.
Da jeg fik fingrene i Marvel vs. Capcom 3: Fate of Two Worlds, spillede jeg hele rosteren igennem til næsten uendelighed. Ultimate prøvede jeg kun overfladisk, og jeg kunne egentlig også godt lide Infinity Stones-mekanikken i Infinite.
Tōkon fangede mig bare ikke på samme måde.
Det hele er fint. Det er gennemarbejdet, flot og bestemt ikke dårligt.
Men mens jeg spillede, blev jeg ved med at tænke:
Hvorfor spiller jeg ikke bare Marvel vs. Capcom? Eller Tekken? Eller Smash Bros.?
Der mangler et eller andet krydderi. Måske noget Capcom. Måske noget Namco. Jeg kan ikke helt finde ud af, om det er hastigheden, følelsen eller det visuelle.
Men følelsen mangler.
Marvel Tōkon: Fighting Souls er et fint fighting game. Det er bare ikke helt en evergreen endnu.
En stjerne
To stjerner
Tre stjerner
Fire stjerner
Fem stjerner
Seks stjerner
