Mel C på Wonderfestiwall: Nostalgien vandt

Der er en særlig type festivalironi i at se en tidligere Spice Girl forsøge at konkurrere med en hel generations hukommelse. Mel C gik på scenen på Wonderfestiwall med alt det rigtige i ryggen: navnet, stemmen, fysikken, historien. Hun har jo ikke ligefrem været anonym siden 90’erne. Men så snart showet gik i gang, blev det tydeligt, at det ikke er nok at møde op med et stort bagkatalog og et par velstrammede overarme. Man skal også have noget, der brænder lige nu.

Og det var her, koncerten begyndte at knirke.

Scenen virkede skrabet. Mel C, en trommeslager og en anden fyr, der tog sig af resten. Det er næsten charmerende, hvis man er i det rette humør. Men på en festivalplads, hvor man forventer lidt mere tryk på kedlerne, føltes det mere som en nedskaleret turnépakke end et internationalt popøjeblik. Ikke fattigt, bare småt. Og når man står med et navn som Mel C, er småt ikke nok til at bære illusionen ret længe.

Da “Spice Up Your Life” kom, burde publikum have lettet fra jorden. Den sang er jo nærmest kulturel muskelhukommelse. Man behøver ikke engang kunne teksten helt, før kroppen allerede er i gang. Men i stedet for kollektiv eufori fik vi noget, der mest lignede en høflig opvarmning. Der var smil, ja. Der var bevægelse. Men ikke den der pludselige, elektriske følelse af, at hele pladsen kortslutter i samme takt. Det skete bare ikke.

Mel C sang stadig flot. Det skal hun have. Helt ærligt, det ville være småligt at påstå andet. Der er stadig kraft i stemmen, og hun står sikkert på scenen med en ro, som mange yngre popnavne kun kan drømme om. Men koncerten havde en mærkelig, næsten mekanisk energi. Som om nogen havde sat den til “professionel” og glemt at trykke på “levende”. Det hele var korrekt. Stramt. Trænet. Lidt for meget wellness, lidt for lidt vildskab.

Og ja, der kom tekniske småskrammer undervejs. Intet katastrofalt, bare nok til at punktere fornemmelsen af flow. Det hjælper heller ikke, når de nyere sange får lov at fylde så meget, at de begynder at konkurrere med de numre, publikum reelt er kommet for at høre. Det er en hård sandhed, men også en meget festivalagtig sandhed: Har du et bagkatalog, der kan få folk til at råbe i kor, så skal du passe på med at tage for mange omveje. Nostalgien er ikke bare pynt. Den er hovedattraktionen.

Publikumssnakken trak heller ikke koncerten op. De der klassiske festivalreplikker om, hvor dejligt det er at være her, og hvor fantastiske alle er, landede mere som rutine end som nærvær. Ikke fordi det var kynisk. Bare fordi det virkede indstuderet. Der manglede den der lille gnist, som får en stor scene til at føles personlig. Den følelse af, at artisten faktisk har valgt lige præcis den aften til at sige noget, der betyder noget. Den kom aldrig rigtigt.

Og publikum mærkede det. Det er altid det mest ubarmhjertige ved live-musik: man kan se energien sive ud i realtid. Nogle begyndte at smutte mod Benjamin Hav. Hvilket i sig selv er en ret morsom festivalbevægelse, hvis man står og kigger på den med et glas i hånden. Men det siger også noget. For hvis selv de mest engagerede gæster begynder at orientere sig mod næste navn, så er koncerten ikke bare lidt flad. Så er den ved at blive overhalet af sin egen tidsplan.

Det er egentlig derfor, oplevelsen efterlader en så sær blanding af irritation og medlidenhed. For Mel C var ikke et forkert valg til Wonderfestiwall. Tværtimod. Hun var oplagt. Internationalt navn. Kulturel vægt. Et katalog, der stadig kan få folk til at spærre øjnene op. Hun havde alle forudsætningerne for at levere lørdagens store pophappening. Men koncerten fandt aldrig ud af, hvad den ville være. Var det en Spice Girls-fest? En præsentation af den senere Mel C? En stor, åben festivalkoncert? En intim aften med en tidligere superstjerne, der stadig har noget at sige? Den hang fast midt imellem alle fire.

Og midten er sjældent et godt sted for pop. Især ikke når publikum allerede har købt billetten med minderne i hånden.

Wonderfestiwall skal have ros for at gå efter internationale navne. Det er vigtigt. Festivaler bliver hurtigt små, hvis de kun taler til deres egen baghave. Så det er godt, at de prøver at løfte blikket. Men netop derfor gør det også ekstra ondt, når sådan et navn ikke bliver forløst. For Mel C kunne have været den aften, man talte om dagen efter. Den der sjældne koncert, hvor fortiden og nutiden klasker sammen og bliver til noget større. I stedet stod man tilbage med en fornemmelse af, at superstjernestatus i sig selv ikke er nok.

Man skal også kunne få folk til at huske, hvorfor de elskede én i første omgang. Det lykkedes ikke her. Og så står man der med en veltrænet koncert, et par stærke sange og en plads, der langsomt glider videre mod næste navn. Som et beat, der aldrig helt falder på plads.