Alle Guds farver: Et fællesskab er først rummeligt, når det forandrer sig

Min læsning af Alle Guds farver er, at dokumentaren undersøger rummelighed som en praktisk magtfordeling. Enghave Kirke nøjes ikke med at erklære, at alle er velkomne. Kirken holder gudstjenester for den danske hiv-menighed og arrangerer Børnepride for regnbuefamilier. Det er ikke kun symboler. Det er valg af program, målgruppe og offentlig identitet. Et fællesskab bliver ændret, når andre end den traditionelle kerne får lov til at bestemme, hvad der foregår i det.

Det er også derfor, modstanden bliver en del af filmens stof. Børnepride-gudstjenesten er blevet kritiseret af konservative kristne og højrefløjspolitiske stemmer. Blandt de aktører, der nævnes i forbindelse med konfrontationerne, er Dansk Regnbueråd, Rasmus Paludan og Rasmus Munch Søndergård. Filmen følger kirken gennem et år, hvor den slags konflikter ikke bliver et abstrakt kulturkampsteater, men rammer et konkret sted med en konkret kalender.

Det har en betydning, som rækker længere end Enghave. En værdi kan overleve længe som pæn formulering. Den bliver langt mere sårbar, når den får et alter, en børnegudstjeneste og mennesker, som ikke længere vil nøjes med at være tolererede gæster. Kirken gør tilhørsforhold synligt, og synlighed er sjældent gratis. Den inviterer både til genkendelse og til det modsatte, nemlig følelsen hos andre af, at et rum er blevet taget fra dem. Det sidste er ikke nødvendigvis et argument imod kirken. Det er en beskrivelse af, at fællesskab altid handler om plads og prioritering.

Bo, filmens kirketjener, optræder både under sit borgerlige navn og som dragpersonaen Ramona Macho. Ifølge omtalen fortæller han om en opvækst, hvor den feminine side af ham og interessen for sang og dans måtte begrænses. I en scene fortæller han, at hans far reagerede afvisende, da Bo som tiårig optrådte i et hawaiiskørt.

Det hawaiiske kostume er næsten komisk i sin uskyld. Netop derfor bliver det en skarp detalje. Et barn laver et dansenummer, og en voksen læser det som noget, der skal stoppes. Her ligger en af dokumentarens mest præcise konflikter: Hvem afgør, hvornår leg bliver forkert, og hvem der må optræde uden først at forklare sig?

Ramona Macho kan i den sammenhæng læses som et offentligt rum for det, der tidligere blev holdt tilbage. Men personaen er ikke et tryllestøv, der opløser alle gamle sår. Filmen viser Bo skifte mellem forskellige måder at være synlig på. Hans mor Gurli beskrives som stolt og betaget af hans evne til at bevæge sig mellem de to personaer. Det kan være et billede på fri selvskabelse. Det kan også rumme en uro: Er skiftet et udtryk for frihed, eller er det en social teknik, man lærer, fordi verden endnu ikke kan rumme hele ens jeg på én gang?

Filmen følger Ramona til en optræden på Bøssehuset på Christiania og til fællessang under Pride på Rådhuspladsen. De steder viser, at tilhørsforhold ikke kun opstår i den institution, der åbner døren. Det bliver også skabt gennem scener, ritualer og gentagelser. At synge sammen er en lille, men krævende form for kollektivitet. Man skal både blande sin stemme med andres og acceptere, at fællesskabet ikke lyder helt ens.

Et fair modargument er, at Enghave Kirke er et særligt sted. Dokumentaren kan derfor ikke bruges som bevis på, at dansk kirkeliv generelt er blevet rummeligt. Tværtimod fortæller en præst i filmen, at han blandt unge konfirmanddrenge oplever voksende skepsis over for queermiljøet, hvilket peger på en ujævn udvikling.

Alle Guds farver tilbyder ikke en enkel opskrift på accept. Den viser noget mere besværligt: Et fællesskab inkluderer først for alvor, når det accepterer at få ændret sin lyd, sine ritualer og sin forestilling om, hvem der hører naturligt til. Det afgørende spørgsmål er derfor ikke, om døren står åben. Det er, hvem der stadig forventes at lægge en del af sig selv fra sig, før de går ind.