Alle Guds farver: Dokumentar om tro, drag og fællesskab

Alle er velkomne. Det er en sætning, som næsten ingen institution har svært ved at skrive. Den vanskelige del kommer bagefter: Hvad gør man, når de mennesker, man har inviteret, også vil ændre noget? Vælge en anden sang. Tage deres familie med. Fylde på en måde, der ikke ligner dem, som plejer at bestemme.

Det spørgsmål er afsættet for denne kulturfeature om Alle Guds farver og det fællesskab, filmen kredser om. Teksten bygger på filmens officielle omtale og Enghave Kirkes egne oplysninger. Den er en refleksion over tro og tilhørsforhold, ikke en anmeldelse af filmens scener eller filmiske håndværk.

I Jannik Splidsboels dokumentar er præsten Viggo Julsgaard Jensen og kirketjeneren Bo Hagen Clausen, også kendt som dragpersonaen Ramona Macho, de centrale personer. Distributøren Øst for Paradis beskriver deres arbejde i Enghave Kirke som en kamp for et åbent kirkeligt fællesskab, fortalt gennem musik, ritualer og hverdagsliv. Omtalen fremhæver også den modstand, kirken møder fra konservative stemmer.

At høre til er mere end at få en stol

Det er værd at gøre rummet konkret. Enghave Kirke oplyser selv, at den lægger hus til blandt andet Den danske HIV-menighed og har musikgudstjenester med Ramona og Ungdomskoret. Det er ikke kun et spørgsmål om, hvem der må sidde på bænkene. Det handler også om, hvem der indgår i kirkens program og får lov til at sætte lyd på fællesskabet.

For mig er det forskellen på at blive tålt og at høre til. En gæst får tilbudt en stol i et rum, som andre har indrettet. Et medlem kan være med til at flytte den. Den forskel kan virke lille, indtil man selv opdager, at ens tilstedeværelse kun bliver værdsat, så længe den ikke forandrer noget.

Derfor interesserer den praktiske side af rummeligheden mig mere end de store erklæringer. Hvem står på programmet? Hvem bliver spurgt? Hvilke erfaringer er selvfølgelige nok til at få plads uden først at skulle forklare deres berettigelse? Et fællesskabs værdier viser sig også i den slags beslutninger.

Ramona behøver ikke være en modsætning til Bo

Der er en nem historie, man kunne fortælle om kirketjeneren og dragpersonaen: Det nøgterne hverdagsmenneske på den ene side, farverne og frigørelsen på den anden. Jeg synes, den opdeling bliver for bekvem. Den risikerer at gøre drag til en overraskelse, som det almindelige menneske skal forklare.

Det mere interessante spørgsmål er, hvorfor en rolle skal udelukke en anden. Et menneske kan have ansvar i en kirke og samtidig have et scenisk udtryk. Det er ikke i sig selv en gåde. Gåden er snarere vores trang til at afgøre, hvilken udgave der er den rigtige, før vi vil tage begge alvorligt.

Man behøver heller ikke gøre Ramona til et symbol på alle andres frihed. Det er en stor opgave at lægge oven i et menneskes arbejde og optræden. Retten til at høre til må også omfatte retten til ikke hele tiden at skulle være et lærerigt eksempel for dem, der allerede føler sig hjemme.

En åben dør løser ikke alle konflikter

Filmens officielle omtale stiller kirkens ambition om åbenhed over for den modstand, den møder. Det giver anledning til et vigtigt skel: Uenighed om, hvordan en institution skal fungere, er ikke det samme som at afvise de mennesker, der bruger den. Et fællesskab kan diskutere sine ritualer uden at gøre nogens ret til at være der til et evigt åbent spørgsmål.

Omvendt bliver en kirke ikke rummelig én gang for alle, fordi den har fundet en stærk fortælling om sig selv. Den skal blive ved med at give plads. Også til den, der ikke er udadvendt, ikke vil på en scene og ikke har lyst til at forklare sin identitet foran et publikum.

Enghave Kirke kan heller ikke stå som bevis på, hvordan hele folkekirken fungerer. Ét sted fortæller os noget om muligheder, ikke alt om virkeligheden. Det gør ikke eksemplet mindre interessant. Det gør det bare mere præcist.

Det, jeg tager med fra filmens emne, er derfor ikke en enkel opskrift på accept. Det er en mere besværlig forpligtelse: Et fællesskab må kunne lade sig forandre af dem, det inviterer indenfor. Ellers bliver velkomsten en aftale om, at nye mennesker gerne må komme, så længe alt forbliver, som det var.

Det afgørende spørgsmål er ikke kun, om døren står åben. Det er, hvem der stadig forventes at lægge en del af sig selv fra sig, før de går ind.

Om filmen og hvor den kan ses

Alle Guds farver er en dansk dokumentar fra 2026, instrueret af Jannik Splidsboel. Den varer 78 minutter og havde dansk biografpremiere den 10. september 2026.
Se biografer og find visninger via distributøren Øst for Paradis.