Lucian Freud på Louisiana: Portrætter uden forskønnelse

Det er svært at se på Lucian Freuds portrætter uden samtidig at tænke på alle de billeder, vi selv producerer af vores ansigter. Ikke fordi Freud havde noget at sige om Instagram, ansigtsfiltre eller kameraet på en iPhone. Det havde han selvfølgelig ikke. Men fordi hans billeder rammer noget, der er blevet endnu mere synligt siden hans død: vores forventning om, at et portræt helst skal gøre os en tjeneste.

Det skal vælge den gode side. Skjule trætheden. Give huden lidt ro. Løfte det, der kan løftes, og beskære resten. Et portræt er i dag ikke bare et billede af et menneske. Det er ofte en lille forhandling med virkeligheden.

Freud nægtede den service.

Louisianas sommerudstilling Lucian Freud – Alt er portræt samler værker fra hans ungdom i 1930’erne og frem til begyndelsen af dette århundrede. Udstillingen er lavet i samarbejde med National Portrait Gallery i London og lægger især vægt på hans tegninger: blyant, pen, blæk, kul og ætsning side om side med udvalgte malerier.

Det lyder ved første øjekast som en ret klassisk kunsthistorisk øvelse. Se, hvordan stregen udviklede sig. Se, hvordan tegningen taler med maleriet. Men det er også dér, udstillingen bliver mere interessant end sin teknik.

For Freuds streg er ikke neutral. Den insisterer.

‍

Ansigterne får lov at være tunge. Huden får struktur. En hånd kan fylde næsten absurd meget. Kroppen bliver ikke reduceret til den version af sig selv, der passer bedst ind i et socialt rum. Den bliver ved med at være krop.

Det er fristende at kalde det ærligt. Men “ærligt” er et farligt ord, når vi taler om portrætter. Et maleri er ikke et røntgenbillede af sandheden. Det er stadig én persons blik på et andet menneske. Og hos Freud var det et ekstremt vedholdende blik.

Det er præcis derfor, billederne både kan føles frigørende og ubehagelige.

På den ene side slipper modellerne for forskønnelsens pligt. De behøver ikke være flatterende. De behøver ikke smile til os eller stå til regnskab for, om huden ser frisk ud. Der er næsten noget befriende i at se et ansigt få lov til at være gammelt, hævet, lukket eller træt uden straks at blive behandlet som et problem, der skal løses.

På den anden side er det stadig kunstneren, der bestemmer. Han vælger, hvad der skal fastholdes, hvor længe han vil se, og hvornår billedet er færdigt. At blive fri for kravet om at være smuk er ikke det samme som at blive fri for at blive betragtet.

Den spænding er langt mere interessant end idéen om Freud som en slags brutal sandhedsmaskine.

Hans praksis ændrede sig markant gennem livet. De præcise, lineære tegninger fra 1940’erne blev i 1950’erne afløst af en løsere tilgang til maleriet. Senere vendte han tilbage til tegningen, og i 1982 genoptog han ætsningen efter årtiers pause. Det er en udvikling, der gør udstillingen til mere end en parade af berømte ansigter. Man ser en kunstner blive ved med at lede efter måder at se på.

Og måske er det netop dét, der gør Freud relevant nu.

Ikke fordi hans billeder kan bruges som moralsk opsang til en generation med frontkamera. Det ville være alt for nemt. Vi skal heller ikke bilde os ind, at et råt portræt automatisk er mere sandt end et flatterende fotografi. Begge dele er valg.

Men Freud gør valget synligt.

Han minder os om, hvor mærkeligt det egentlig er, at vi er blevet så vant til, at et billede af et menneske skal forbedre mennesket. At kameraet forventes at være venligt. At huden skal undskylde for sine år, og kroppen for sin tyngde.

Det er måske derfor, hans portrætter stadig kan irritere lidt. De giver os ikke den høflighed, vi er blevet vant til. De siger ikke: Bare rolig, du ser godt ud.

De bliver stående.

Og det gør kroppen også.