Highest 2 Lowest (Netflix)

Når man træder ind i filmens univers, bliver man mødt af karakterer, der virker som om de er blevet skabt med et formelprogram, der kun kan spytte standardisede personligheder ud. Hovedpersonen, spillet af en ellers talentfuld skuespiller, er så flad som en pandekage, og på ingen måde lykkes det ham at indgyde liv i den karakter, han har fået tildelt. Måske er det ikke ham, men derimod manuskriptet, som er mere end et lille problem?

Her tilføjes en tårefuld romance, der vil være så klodset, at selv den mest romantiske sjæl vil måtte se væk. Det, der skulle have været en smuk kærlighedshistorie, bliver til mere af en opgave — som at spørge sig selv, hvem der mon henholdsvis skal platte ud i morgen.

Den grundlæggende idé bag "Highest 2 Lowest" er for alle, der har set det, at der er tal om en tilbageførelse af en velkendt trope, men filmen er så klodset skruet sammen, at man hurtigt mister enhver interesse. Det er sjældent, jeg finder mig selv tjekke tiden på klokken, men her skete det ofte.

Jeg husker en scene, hvor hovedpersonen forsøger at finde sin plads i livet. Det bliver serveret som et stort dramatisk øjeblik, men i stedet for at føles som en dyb indsigt, kommer det mere til at ligne et forsøg på at kaste gyldne æbler, der rammer jorden som stendæk. Denne sum af klodsede situationer og tåbelige replikker scorer et lavt point system, og resultaterne er tydelige — jeg sidder her med en underlig følelse af, at jeg spilder min tid.

Filmen har utallige problemer, der kætter sig ind i strukturen. Hoveddrejepunktet for historien, som i mange film giver os et smukt øjeblik af forløsning, føles ikke mere nået end et fjern, uopnåeligt mål, det er som om skaberne har glemt at inkludere den nødvendige opbygning.

Man kunne fristes til at tro, at investeringen af tid i dette projekt var udelukkende monetær; mulighederne for at skabe noget stort er der simpelthen ikke. Den visuelle æstetik er lige så uinspireret som manuskriptet — intet der fanger, intet der inspirerer; der er kun stilhed i det, der skulle have været en festfyrværkeri.

Ethvert forsøg på at redde filmen fra dens dybe dybder ud i ingenting føles malplaceret, og jeg kan ikke lade være med at overveje, om skaberne overhovedet har set andre film før. Det er som at dykke ind i en bog, og alle siderne er blottet for indhold.

Bevares, der er små glimt af potentiel humor, men i kampen for at bryde igennem den grå også står det hurtigt klart, at det ikke er nok til at redde denne film fra dens uforklarligt lave niveau. Gags, der tilsyneladende er designet til at få os til at grine, falder hurtigere end en klump beton; manglende timing, uinspirerede punchlines og en insisteren på at lave alt for mange af dem. Det er næsten, som om manuskriptforfatterne hadede publikum.

Der er mange kvaliteter, man kan forvente fra en film; men at føle sig frustreret og urimeligt tilbringe en time og fyrre minutter i selskab med klammende karakterer hører kun til i de værste drømme.

Så her er jeg efter endt seance; 2 ud af 6 stjerner; filmen har sine øjeblikke, ja, men de er kortere end en reklamespot i primetime. Filmen er som en tom tryksak, der koster 200 kroner; man sidder tilbage med fornemmelsen af, at man kunne have fået en bedre oplevelse ved at nyde en god bog i stedet.

Eftertanke:
Hvad ville der ske, hvis filmskabere tog sig tid til at høre den indre stemme, der skriger efter dybde og kvalitet? Måske ville vi så kunne slippe fri af skyggerne af film som "Highest 2 Lowest" og i stedet få en filmoplevelse, der rent faktisk har noget at sige.