Hvad er det lige, der foregår med Ed Sheeran?

Så lad os begynde det eneste rimelige sted:

Hvad er det lige, der foregår?

Den 4. september spillede Macklemore som support for Sheeran på MetLife Stadium i New Jersey. Under koncerten sagde han “Free Palestine” og kritiserede den israelske regerings handlinger i Gaza og på Vestbredden. Det var ikke nyt territorium for Macklemore, der gennem længere tid har markeret sig tydeligt i spørgsmålet.

Men denne gang fik ordene en meget konkret konsekvens.

Flere af de kommende spillesteder gjorde ifølge både turnéfolkene og Sheeran selv indsigelse mod, at Macklemore fortsatte som support. Turnépromotoren Messina Touring Group fjernede ham derefter fra de resterende koncerter.

Macklemore pegede selv på Robert Kraft, der ejer Gillette Stadium, som en central aktør i presset. Kraft har bekræftet, at han modsatte sig Macklemores deltagelse og begrundede det med, hvad han beskrev som rapperens historik med antisemitisk retorik. Sheeran har samtidig sagt, at beslutningen om at fjerne Macklemore ikke var hans, men at spillesteder havde truet med at aflyse koncerter, hvis rapperen blev på plakaten.

Det er omtrent her, historien holder op med at være en simpel fortælling om to popstjerner, der er blevet uvenner.

For Macklemore og Ed Sheeran er ikke nødvendigvis “modstandere” i klassisk forstand. Macklemore har selv beskrevet Sheeran som en ven og sagt, at han forstod, at Sheeran stod i en vanskelig position. Sheeran har sagt, at han forsøgte at finde en løsning.

Problemet ligger i stedet i det mærkelige maskinrum under en stadionturné.

For hvem bestemmer egentlig?

Hovednavnet? Promotoren? Spillestedet? Ejeren af stadion? Forsikringsselskabet? Den person, der kan true med at slukke lyset og sende 60.000 mennesker hjem?

Svaret er det irriterende voksne svar: lidt af dem alle.

Og så kom næste domino.

Aaron Rowe, Lukas Graham og Finneas trak sig fra turnéen. Sheerans backingband Beoga meddelte også, at de ikke længere ville fortsætte. Deres begrundelser var ikke formuleret helt ens, men reaktionen gjorde én ting meget tydelig: Macklemores fravær kunne ikke længere gemmes væk som en intern bookingbeslutning.

Nu kunne man se konflikten på scenen.

Bogstaveligt talt.

Det er også dér, Sheerans ønske om at holde koncerterne politisk neutrale begynder at blive interessant.

For det ønske er egentlig forståeligt. Folk køber ikke billet til Shape of You for at få et udenrigspolitisk seminar med i prisen. Sheeran har sagt, at hans publikum også består af børn og unge, og at han gerne vil have koncerten til at være et sted for musik, kærlighed og fællesskab frem for politiske fronter.

Fair nok.

Men neutralitet bliver svær at opretholde, når selve beslutningen om, hvem der må stå på scenen, er blevet politisk.

Hvis Macklemore havde fortsat, ville det være en historie.

Da han blev fjernet, blev det også en historie.

Det er lidt som at forsøge at holde en middagspolitisk neutral ved at smide én gæst ud for det, han sagde om politik. Man kan sagtens ønske sig ro bagefter. Men alle rundt om bordet har allerede set stolen blive tom.

Sheeran adresserede senere sagen mere direkte ved en koncert i Philadelphia. Her beskrev han situationen i Gaza som katastrofal og uforsvarlig og sagde samtidig, at han aldrig havde ønsket at være en aktivistisk musiker. Han forklarede, at Macklemore-sagen havde placeret ham midt i en debat om både ytringsfrihed og Israel-Palæstina-konflikten.

Det er nok den mest menneskelige del af hele sagen.

Sheeran virker ikke som en mand, der har længtes efter at blive hovedperson i en geopolitisk diskussion. Men superstjerner får ikke altid lov til selv at vælge, hvilke sammenhænge deres navn ender i.

Det fritager ham ikke automatisk for ansvar. Store hovednavne har betydelig indflydelse på deres egne turnéer, selv om kontrakter, promotorer og spillesteder også har reel magt. Men det gør historien mindre tilfredsstillende end den simple version, hvor én person bare trykkede på en rød knap og sagde “ud med Macklemore”.

Og Macklemores kritik står heller ikke uimodsagt.

Kraft har sagt, at hans bekymring ikke alene handlede om kritik af Israel, men om det, han opfatter som Macklemores bredere historik med antisemitisk retorik. Macklemore har tidligere mødt kritik for en sceneoptræden, som blev opfattet som en antisemitisk karikatur, og som han efterfølgende undskyldte for.

Det er vigtigt at have med, fordi sagen ellers hurtigt bliver reduceret til “artist siger Free Palestine og bliver censureret”. Det er Macklemores egen fortolkning af forløbet, men ikke den eneste beskrivelse af, hvorfor spillestederne reagerede.

Til gengæld ændrer den indvending ikke på det centrale spørgsmål.

Hvor går grænsen mellem et spillesteds ret til at vælge, hvem det lægger scene til, og kunstneres mulighed for at ytre politiske holdninger uden at miste deres plads på turnéen?

Det er ikke et spørgsmål med en særlig bekvem facitliste.

Konklusion uden konklusion

Det her er nok ikke Ed Sheeran vs. Macklemore, selv om det er den nemmeste overskrift at forstå sagen gennem.

Det er snarere Macklemore vs. spillestederne, spillestederne vs. risikoen, musikerne vs. beslutningen og Ed Sheeran midt i det hele med en stadionturné, der helst bare ville have været en stadionturné.

Man kan godt købe billet til en popkoncert uden at købe en politisk holdning med. Men når nogen forsvinder fra scenen på grund af noget, de har sagt, bliver den tomme plads også en del af showet.