Ed Sheeran om Israel og Palæstina efter Macklemores fjernelse fra turnéen

Ed Sheeran stod til sidst på scenen i Philadelphia uden de annoncerede opvarmningsnavne. Også turnéens mindre scene var væk, fordi han ifølge egne oplysninger frygtede vrede reaktioner og genstande kastet fra publikum. Det er svært at forestille sig et tydeligere billede på en popmaskine, der stadig kan køre, men ikke længere kan skjule sine spændinger bag fællessang og præcist timet lys.

Sagen tog fart omkring Macklemore. Ved sin første optræden på turnéen spillede han protestsangen ”Hind’s Hall”, der har navn efter den seksårige Hind Rajab, ledsaget af billeder fra ødelæggelserne i Gaza. Den 4. september talte han desuden på MetLife Stadium i New Jersey til støtte for Gaza og den besatte Vestbred. Ejere af senere koncertsteder gjorde derefter indsigelse mod hans fortsatte deltagelse.

Promotoren Messina Touring Group fjernede Macklemore fra de otte resterende koncerter, han efter planen skulle have spillet. Sheeran forklarede siden, at spillesteder havde truet med at aflyse, hvis rapperen blev på plakaten. Han fremhævede også, at kontrakten lå mellem Macklemore og promotoren. Formelt placerer det beslutningen et andet sted. Kulturelt slipper hovednavnet ikke helt så let.

For en stadionturné er ikke et tomt rum, som politik pludselig trænger ind i med beskidte sko. Den er allerede organiseret af økonomisk magt, kontrakter, sikkerhedskrav og ejere med vetoret. Når et spillested kan true en koncert væk på grund af en kunstners tale, er neutraliteten ikke fravær af stillingtagen. Den er en fordeling af, hvem der får mikrofonen, og hvem der bliver gjort for dyr at beholde.

Det betyder ikke, at kritikken af Macklemore er irrelevant. Robert Kraft begrundede modstanden med både rapperens nyere handlinger og en længere historie med udtryk, som han mente havde krænket jøder. Macklemore undskyldte i 2013 efter en optræden, kritikere opfattede som en antisemitisk karikatur. Bekymringen for antisemitisme skal tages alvorligt. Men den kan ikke automatisk bruges som viskelæder over enhver ytring om palæstinensiske civile eller besættelsen af Vestbredden.

Efter fjernelsen trak Aaron Rowe, Lukas Graham og Finneas sig fra turnéen. Beoga meddelte samtidig, at gruppen ikke længere ville være Sheerans turnéband. Deres begrundelser var forskellige, men pegede mod samme struktur: økonomiske hensyn bør ikke afgøre, hvilke civile lidelser kunstnere må omtale. Det gav sagen en vægt, som én rappers protestnummer ikke kunne have skabt alene. Kollegial solidaritet gjorde promotorens beslutning synlig i selve showets bemanding.

Sheeran adresserede derefter konflikten. Ifølge Soundvenues gengivelse fordømte han Hamas’ angreb ved Nova-musikfestivalen, kaldte situationen i Gaza katastrofal og ude af proportioner og pegede på systemiske uretfærdigheder på Vestbredden. Over for Pitchfork forklarede han sin hidtidige tilbageholdenhed med, at hans publikum også består af børn og unge, der ikke nødvendigvis kommer for et politisk forum.

Det er et forståeligt hensyn. En billet til ”Galway Girl” er ikke en tilmelding til et udenrigspolitisk seminar. Men da violinisten Alicia Enstrom og nye musikere måtte introduceres før netop den sang, var politikken allerede fysisk til stede som fravær: de mennesker, der ikke længere stod på scenen.

PACBI har kritiseret Sheerans udmelding for at udviske magtforskellen mellem Israel og Palæstina og opfordret ham til at aflyse turnéen. Man kan afvise det krav og stadig se sagens klare konsekvens. Sheeran ønskede ikke at gøre koncerten til et politisk forum. Spillestederne og promotoren gjorde det for ham, i samme øjeblik de viste, at nogle ord kan koste hele aftenen.