Brothers (Apple TV)

I Brothers spiller Woody Harrelson og Matthew McConaughey… ja, Harrelson og McConaughey. Makkerparret fra måske en af de bedste enkelt-sæsoner er tilbage sammen, og det kunne nokikke være længere væk fra True Detective.
Woody er den slags mand, der altid ligner én, der lige har glemt, hvor han parkerede sin bil, mens McConaughey går rundt som en solbrun selverklæring om, at livet nok skal ordne sig, hvis man bare taler længe nok og smiler med hele ansigtet. Det er selvfølgelig karikaturer, men serien beder selv om dem, og det gør den med en vis selvironi.

Præmissen er så tynd, at den næsten kan ses igennem, men den har også den fordel, at den ikke prøver at være mere, end den er. McConaughey vil gerne være guvernør, og mens den drøm ligger og blafrer i vinden som en velstrøget kampagnefane, flytter Woody og hans familie ind i indkørslen. Det skaber uro, gamle historier begynder at rumstere, og pludselig er der et familiært mysterium, som serien bruger mere som motor end som egentlig dramatisk kerne. Titlen Brothers er ikke et stort, tåget løfte om skæbne. Den er mere en drillende antydning. Måske er de brødre. Måske er de bare to mænd med for meget historie og for lidt afstand.

Det, der holder serien oppe, er i høj grad kemien. Ikke den polerede, testede streaming-kemi, hvor man kan høre manuskriptet rasle i baggrunden, men den lidt mere sjældne fornemmelse af, at to mennesker faktisk kender hinanden og tør lade det skinne igennem. Deres pingpong er seriens egentlige valuta. De små stikpiller, de halvt alvorlige blikke, den måde de hele tiden ser ud til at konkurrere om, hvem der kan være mest afslappet uden at miste kontrollen. Det er småting, men småting er ofte det eneste, der virkelig virker i komedier. Resten er bare møbler.

Lisa Gilroy fortjener også sin plads i solen. Som PR-agent er hun seriens mest præcise komiske instrument. Hun har en eminent timing, der kan få en hel scene til at falde på plads med en tør bemærkning. Når hun er på skærmen, bliver serien en tand skarpere, som om nogen lige har åbnet et vindue i et rum, der ellers var blevet en smule for hyggeligt. Og det er måske Brothers’ største problem og største kvalitet på samme tid: den er hyggelig. Nogle gange næsten for hyggelig. Den vil ikke gøre ondt, og det er på én gang dens styrke og dens begrænsning.

Man kan godt mærke, at dette har været et passionsprojekt. Det er lavet af folk, der har haft det sjovt undervejs, og den slags smitter. Ikke altid med stor kunstnerisk nødvendighed, men med en slags menneskelig varme, som streamingtjenester ellers ofte polerer væk i jagten på det næste “store hit”. Her er der ingen ambition om at omforme tv-landskabet. Der er bare to erfarne skuespillere, der får lov til at lege med deres egne offentlige personaer, og det har en beskeden, men reel charme.

Samtidig skal man ikke bilde sig selv ind, at serien er mere end let underholdning. Den er ikke den type værk, man bagefter sidder og taler om som om man lige har været i selskab med modernismens sidste rest. Den er mere en serie, man ser med et lille smil og en drink i hånden, mens man accepterer, at ikke al fiktion behøver at være en åbenbaring. Nogle gange er det nok, at folk ser ud til at have det sjovt, og at man selv bliver revet med i en halv times tid ad gangen.

Brothers står derfor et sted mellem kuriositet og komfort. Den kommer ikke op at ringe som Shrinking eller Ted Lasso, og den forsøger heller ikke rigtigt. Men den har sine gyldne øjeblikke, og den har to hovednavne, der kan bære den. Jeg endte med at være fint underholdt, hvilket i sig selv er en ærlig dom. Det gør serien nemmere at komme igennem, hvis man, som undertegnede har et lille man crush på Woody og Matthew. Det er ikke stor kunst. Ikke en katastrofe. Bare to venner, et rygte og en serie, der ved, at dens bedste argument er, at den faktisk er lavet af mennesker, der gider hinanden.