Anmeldelse: I mellemtiden er vi ingen

Frederik Drescher Kluths debutroman begynder ikke med et stort sammenbrud, men med et flyttejob. William sidder på vej mod Holbæk med Torsten og André og forsøger at aflæse de mænd, han nu skal arbejde sammen med. Det er egentlig hele romanens motor i miniature: mænd står ved siden af hinanden, løfter tunge ting, ryger, joker, tager stoffer, bliver fædre, går i stykker og prøver meget ihærdigt ikke at gøre samtalen alt for pinlig.

William er sidst i tyverne. Forholdet til Vera er slut, studiet er droppet, og fremtiden har den form, fremtiden får, når alle andre tilsyneladende har fået udleveret en manual, man selv mangler. Han flytter møbler for andre mennesker, mens hans eget liv står lidt i en opgang med en sofa, der ikke kan komme rundt om hjørnet. Det kunne meget let blive en roman om en ung mand, der betragter sin egen navle med stor litterær alvor. Heldigvis er Kluth langt sjovere end det.

Det bedste er dialogen og den sociale registrering. William er hele tiden på arbejde med andre menneskers signaler: Torstens og Andrés grænseafprøvende humor, Anas’ venskab, Tais’ forestående faderskab, Mollys blik på mændene omkring sig og senere Adam, hvis omsorg og aggression efterhånden bliver svære at skille ad. Kluth lader sjældent sine mænd sætte sig ned og meddele, hvad de føler. De gør noget andet. De laver mad, spiller skak, ryger en joint, flytter et skab eller siger noget dumt. Det er både morsomt og ret præcist.

Romanens mærkeligste og fineste lille billede på det er fisken René. I et andet register kunne en afsked med en slørhale blive ren sitcom. Her bliver den absurde ceremoni både kærlig og sørgelig, fordi bogen har forstået, at mennesker nogle gange har lettere ved at arrangere en værdig afsked for en fisk end at sige det rigtige til hinanden. Den balance mellem plathed og ømhed er Kluths stærkeste kort.

Senere bliver den balance mørkere. En kollegas selvmord trækker William ind i en sorg, han ikke helt ved, om han har ret til at eje, og opholdet hos Adam i Sverige skruer uroen op gennem kontrol, konspirationer, våben, rus og en jagtsituation, der ikke længere bare kan grines væk. Her viser romanen, at dens drengerøvshumor ikke er en pause fra alvoren. Den er en del af måden alvoren bliver håndteret på.

Det er også her, bogen indimellem bliver lidt løs i kroppen. De mange venner, rusmidler, flytteopgaver og samtaler giver William et troværdigt liv, men den episodiske form kan få enkelte forløb til at føles som endnu en variation over hans stilstand. Vera fylder længe som savn og forestilling, og gentagelsen er meningsfuld, men den kan også gøre længslen mere statisk, end den behøver være. Sverige-forløbet er effektivt, men så markant, at resten af romanens lavmælte hverdagsuro et øjeblik står i skyggen af det.

Til gengæld nægter Kluth den nemme voksenfortælling. Tais bliver far. Arbejdet fortsætter. Familien blander sig. William får ikke pludselig en femårsplan og et keramikkrus med “CEO” på. Romanens titel viser sig at være mere generøs end selvudslettende: Måske er det netop i mellemtiden, blandt vennerne, arbejdet og de halvfærdige beslutninger, at man langsomt bliver nogen.

I virkeligheden…

I mellemtiden er vi ingen er bedst, når den ikke prøver at forklare mændene, men bare lader dem stå dér sammen og være elendige til at sige det væsentlige på en overraskende rørende måde. Den er ujævn og en smule episodisk, men stemmen, humoren og blikket for mandligt venskab gør debuten langt mere levende end endnu en roman om en fortabt mand i slutningen af tyverne havde nogen ret til at være.

Læs Apropos Magazines anmeldelse her (5/6 stjerner).