Hvornår blev skuespillere også influencere?

Der er noget næsten komisk ved moderne skuespil.

Man bruger år på at lære at forsvinde ind i andre mennesker. Man træner stemmen, kroppen, koncentrationen og evnen til at stå foran et kamera uden at ligne én, der står foran et kamera. Og når filmen så er færdig, bliver man bedt om at stille sig foran et andet kamera og forklare, hvad man har i sin taske.

Det er nogenlunde den modsætning, Asta Kamma August rammer i et nyt interview med Soundvenue i forbindelse med den biografaktuelle Dobbeltfejl. Her kalder hun filmbranchens voksende appetit på bagom-indhold og sociale medier for noget af det værste ved faget. Hun fortæller, at hun ofte selv siger nej, men også at hun kan se kolleger føle sig presset af forventningen om hele tiden at levere lidt mere af sig selv.

Ikke rollen.

Sig selv.

Det er en vigtig forskel.

For selvfølgelig har skuespillere altid været en del af markedsføringen. Der har altid været premierefotos, interviews, talkshows og billeder af kendte mennesker, der står foran en væg med filmens titel skrevet 47 gange. At spille med i en film har aldrig betydet, at man bagefter kunne forsvinde lydløst tilbage i sin lejlighed og lade værket klare resten.

Men sociale medier flytter grænsen.

Det klassiske interview bad skuespilleren tale om filmen. Den nye content-maskine vil også gerne vide, hvad hun spiser til morgenmad, hvad der ligger i tasken, hvordan hun reagerer på stærk chili, og om hun kan lave et hurtigt format, der føles spontant nok til TikTok.

Det er ikke nødvendigvis ondt. Det kan være hyggeligt. Det kan være effektiv markedsføring. Og nogle skuespillere er sikkert fremragende til det.

Problemet opstår, når det begynder at ligne en del af selve jobbet.

August beskriver sig selv som privat og pressesky. Hun vil helst lave skuespil. I Soundvenue-interviewet fortæller hun, at spørgsmål om morgenmad, skolegang og privatliv føles langt vanskeligere end at tale om arbejdet. Hendes pointe er næsten charmerende gammeldags: Måske blev hun skuespiller netop, fordi hun gerne vil klæde sig ud som andre mennesker. Ikke fordi hun drømte om at blive professionel Asta Kamma August.

Det er svært ikke at forstå.

Det interessante er, at hendes modstand mod SoMe ikke står alene. Den hænger sammen med hele hendes måde at tale om arbejdet på.

August vil have mindre snak og mere koncentration. Hun fortæller, at hun tidligere forberedte roller med research, musik, baggrundshistorier og intentioner, men efterhånden har skåret meget af det væk. Nu vil hun først og fremmest kende ordene og møde scenen med så lidt fastlåst idé som muligt.

Hun beskriver også danske filmsets som steder, hvor hyggen nogle gange kan fylde for meget. Det er selvfølgelig en personlig arbejdsmåde, ikke en naturregel for skuespil. Nogle mennesker arbejder bedst gennem samtale, prøver og social tryghed. Andre har brug for at sidde i et hjørne og se ud, som om de er blevet uvenner med kantinen.

Men hos August hænger det hele sammen.

Hun forsøger at beskytte koncentrationen.

Det er også derfor, den lille historie om hunden i Dobbeltfejl bliver mere interessant, end den først lyder. Hendes karakter Ulrikke skulle have haft en hund. Men det viste sig besværligt og langsomt at filme med den, så hunden endte stort set ude af filmen. I én scene høres den stadig gø, selv om den ikke længere er der.

På papiret er det bare et produktionsanekdote.

Men den siger noget om maskinen omkring et filmværk: Der er altid tid, budget, logistik og opmærksomhed, der skal fordeles. Ting, der sinker produktionen, kan forsvinde. Ting, der hjælper markedsføringen, kan til gengæld få overraskende meget plads.

Og så bliver det svært ikke at stille det lidt irriterende spørgsmål: Hvis der ikke er tid til hunden, hvorfor skal der så være tid til at filme skuespilleren fortælle, hvad hun har i sin håndtaske?

Svaret er selvfølgelig, at de to ting ikke kommer fra samme budgetlinje, og at film skal finde et publikum. En dansk spillefilm konkurrerer ikke kun med andre danske film, men med Netflix, YouTube, TikTok, gaming og omtrent alle andre måder, et menneske med en telefon kan undgå at kede sig på. Hvis en fjollet video får nogen til at købe en biografbillet, kan man godt forstå fristelsen.

Så Augusts position er ikke uangribelig.

En god film finder ikke nødvendigvis sit publikum helt af sig selv. Kunst lever ikke i et magisk vakuum, hvor kvalitet automatisk udløser billetsalg. Promotion er arbejde. Publikum skal opdage, at filmen findes.

Men hendes kritik rammer stadig noget præcist, fordi markedsføringen i stigende grad kan kræve en anden slags præstation end den, skuespilleren blev hyret til.

Skuespilleren skal først være troværdig som en anden.

Bagefter skal hun være uimodståeligt autentisk som sig selv.

Det er en mærkelig dobbeltopgave.

Og måske især for skuespillere, fordi selve håndværket ofte bygger på det modsatte. August beskriver sine bedste arbejdsøjeblikke som dyb koncentration, næsten som den tilstand børn kan lege sig ind i, hvor resten af verden forsvinder. Man kan kalde det prætentiøst, men man kan også bare kalde det arbejde.

Den form for koncentration har ikke nødvendigvis særligt meget at gøre med at være god til content.

Det bliver ekstra tydeligt omkring Dobbeltfejl, der netop er gået i de danske biografer. August spiller Ulrikke, en nytilflyttet alenemor, hvis søn bliver viklet ind i en sag om et påstået seksuelt overgreb. Over for Sidse Babett Knudsen og Sofie Gråbøl befinder hun sig i en historie om mødre, børn, rygter og loyalitet, hvor meget afhænger af, hvad mennesker viser hinanden, og hvad de holder tilbage.

Det er næsten for pænt, at pressehistorien omkring filmen samtidig handler om retten til at holde noget af sig selv tilbage.

I virkeligheden…

Der er noget mærkeligt ved en branche, der træner mennesker i at blive gode til at forsvinde ind i andre og bagefter forventer, at de skal være så synlige som muligt som sig selv.

Asta Kamma August behøver ikke have ret i, at alt bagom-content er dårligt. Hun behøver heller ikke være repræsentativ for alle skuespillere. Men hun rammer et spørgsmål, der er værd at holde fast i: Hvornår gik personligheden fra at være noget, en skuespiller havde, til noget produktionen også kunne bruge?

Måske burde det stadig være muligt at være en fremragende skuespiller uden samtidig at være fremragende content.