Monster: The Lizzie Borden Story (Netflix)

Lizzie Borden blev frikendt i 1893.

Det er faktisk ret vigtigt at huske, fordi Monster: The Lizzie Borden Story bruger det meste af sin tid på at opføre sig, som om sagen allerede er afgjort, motivet forstået og psykologien pakket pænt ned i en mørk fløjlsæske.

Den korte version er ellers enkel nok: Andrew og Abby Borden blev fundet brutalt myrdet i familiens hjem i Massachusetts. Lizzie blev tiltalt. Lizzie blev frikendt. Og mere end 130 år senere ved ingen med sikkerhed, hvem der gjorde det.

Netflix-serien har færre betænkeligheder.

Her bliver Lizzie, spillet af Ella Beatty, til en undertrykt ung kvinde fanget i et klaustrofobisk hjem, hvor vold, seksualitet og kontrol langsomt bliver presset sammen, indtil nogen selvfølgelig finder en økse. Serien er ikke synderligt interesseret i at være en kriminalgåde. Den vil hellere være en blodig fortælling om kvindelig vrede.

Og det virker faktisk et stykke hen ad vejen.

For hjemmet er seriens bedste idé. Det føles mindre som en bolig end som en trykkoger med gardiner. Charlie Hunnam og Rebecca Hall spiller Andrew og Abby Borden, mens Vicky Krieps er husholdersken Bridget “Maggie” Sullivan. Alle går rundt i rum, hvor blikke, penge, køn og rangorden allerede har bestemt, hvem der må fylde hvor meget.

Det giver Lizzie noget mere interessant at kæmpe imod end bare et par strenge forældre. Serien gør hendes vrede fysisk. Den ligger i tøjet, i rummene, i kroppene og i den måde, hun hele tiden bliver set på.

Problemet er bare, at Monster meget hurtigt bliver forelsket i sin egen forklaring.

Hvis virkeligheden er uklar, flytter serien lidt på den. Hvis tidslinjen er besværlig, flytter den også på den. Hvis en relation kunne gøre temaet tydeligere, får den lov at opstå, længe før den historisk gjorde.

Maggie bliver for eksempel langt mere central i seriens version af mordene, end det historiske materiale kan slå fast. Fortællingen om Lizzies afbrænding af blodigt tøj bliver behandlet med større sikkerhed, og forsøget på at købe blåsyre bliver foldet ud som en langt mere konkret del af hendes mørke udvikling.

Fiktion må selvfølgelig digte. Ellers havde vi kun dokumentarer, fodnoter og meget lange aftener.

Men der er forskel på at bruge de tomme felter i historien og på at farvelægge dem så kraftigt, at man bagefter glemmer, at papiret oprindeligt var tomt.

Det sker flere gange her.

Nance O’Neil bliver trukket ind i historien under retssagen, selv om hendes dokumenterede venskab med Lizzie først begyndte mere end et årti senere. Sarah Paulson dukker op som Aileen Wuornos i et spor, der skal forbinde Lizzie med en større historie om kvinder, vold og den måde, samfundet gør dem til monstre på.

Paulson er altid svær at være utilfreds med. Hun kunne sandsynligvis læse en kommunal parkeringsvejledning og få den til at føles som begyndelsen på et traume.

Men hendes tilstedeværelse gør også seriens trang til at forklare sig selv meget tydelig. Lizzie må ikke bare være Lizzie. Hun skal være stammoder til en hel fortælling om kvindelig vold, skam, begær og frigørelse.

Det er stort.

Nogle gange for stort.

Og det er egentlig synd, fordi den virkelige Lizzie Borden allerede er interessant nok.

Hun blev frikendt. Hun blev alligevel aldrig rigtig fri af mistanken. Hun endte som både mordgåde, popkulturelt ikon, feministisk figur og makaber børneremse. Der ligger noget langt mere ubehageligt i, at vi stadig ikke ved, hvem hun var i forhold til forbrydelsen.

Serien vil så gerne give hende et motiv, at mysteriet langsomt bliver mindre.

Det betyder ikke, at dens feministiske læsning er uinteressant. Tværtimod. Spørgsmålet om, hvordan voldelige kvinder bliver fortolket anderledes end voldelige mænd, er værd at stille. Kvindelig vrede bliver stadig langt hurtigere gjort til diagnose, sensation eller symbol.

Men en fortolkning bliver stærkere, når den kan tåle, at virkeligheden ikke helt samarbejder.

Her bliver Lizzie nogle gange mindre menneske og mere argument.

Det er dér, øksen rammer lidt skævt.

Konklusion uden konklusion

Monster: The Lizzie Borden Story er flot, mørk og helt uden lyst til at være diskret. Når den fungerer, føles den som gotisk true crime med nok temperament til at vække en 130 år gammel sag til live igen.

Men serien vil så gerne vide, hvem Lizzie Borden var, at den glemmer, at det mest fascinerende ved hende måske netop er, at vi stadig ikke gør.

Læs Apropos Magazines anmeldelse her (3/6 stjerner).