Tripolism på O Days 2026

Orangeri-scenen stod næsten pinligt tom, da jeg kom forbi. Et par dedikerede fans havde allerede indtaget fronten, som var de kommet for at passe på noget skrøbeligt. Det var de nu ikke nødvendigvis nødt til. Da de første pulserende slag fra “Swim” fra 2025 ramte højttalerne, skiftede stemningen hurtigt karakter. Folk drev mod scenen, som om kroppen havde fået besked før hovedet. Og det er måske den bedste måde at beskrive Tripolism på: De arbejder ikke med store, teatralske greb og kæmpe build ups. De arbejder med tiltrækning. Med tyngde. Med et beat og en kæmpe vibe.

Det er en ret imponerende position at stå i. Forrige år figurerede de på Coachella-programmet 2025 – og ikke bare én weekend, men begge festivalens weekender. Det er sådan en detalje, der næsten lyder som en PR-linje, indtil man ser dem live og opdager, at det faktisk giver mening. Deres kurve har været stejl de seneste år, og de har efterhånden sat aftryk på de fleste af de lineups, der får elektroniske nørder til at implodere. Den slags succes kan hurtigt blive en lidt glat overflade, men Tripolism virker ikke forfængelige på den kedelige måde. Mere bare bevidste om, at de har fundet noget, der virker.

‍

Det kom tydeligt frem i sættet, som var bygget op omkring deres egen lyd, men uden at blive selvindulgent. “Flying Away With You” med WhoMadeWho gled ind med den slags ro, der kun findes, når et samarbejde faktisk har en puls og ikke bare en credits-linje. Og så kom de to numre, der for alvor har gjort dem genkendelige langt uden for landets grænser: remixet af “Lola’s Theme” og “Dope Dance” med Radeckt og Nandu. Begge tracks blev leveret med en selvsikkerhed, der sagde: Ja, vi ved godt, at I kender dem. Men vi vil gerne minde jer om, hvorfor de virker.

Det er i øvrigt noget særligt, når et livesæt kan balancere mellem klub og festival uden at falde ned mellem to stole. Tripolism gjorde netop det. De havde den rå, fysiske bund, man gerne vil have i elektronisk musik, men også en melodisk sans, der forhindrede det hele i at blive ren funktion. Det er nemt nok at få folk til at nikke i takt. Det svære er at få dem til faktisk at blive stående og lytte. Her lykkedes begge dele. Bassen var tung, ja, men aldrig doven. Der var fremdrift i det hele, som om sættet hele tiden havde en skjult motor, der trak det fremad.

Samtidig var der noget næsten komisk ved at høre så massivt et sæt midt på en solrig lørdag eftermiddag. Den slags musik kunne let have føltes malplaceret, hvis ikke det var fordi Tripolism forstod at bruge lyset som kontrast. Hvor mange acts forsøger at skabe mørke for at få deres lyd til at virke dybere, lod de solen stå og blænde. Det gav musikken en anden kant. Mindre klubkælder, mere åben plads med lavfrekvent pres. Det klædte dem.

‍

Og alligevel var der en lille rest af utilfredshed. Ikke med kvaliteten, for den fejlede ikke noget. Men med længden. En time gik hurtigt, måske for hurtigt, når et act har så meget momentum og så tydeligt et ønske om at folde sig ud. Det føltes, som om de havde mere i sig. Ikke fordi de manglede idéer, men fordi de havde den slags overskud, der først rigtigt bliver interessant, når man får lov at blive lidt længere i rummet med det. Tripolism kunne sagtens have spillet halvanden time, måske to, uden at det ville føles udmattet. Tværtimod. Der var noget i deres måde at bygge energi op på, som kaldte på et længere format.

Det bekræftede de også i den korte snak vi havde bagefter, hvor de selv pegede på, at de foretrækker de lidt længere sets. Det er en sympatisk og ret menneskelig indrømmelse. Hvem gør ikke det, når man har noget godt i gang? Kortere sæt har deres disciplin, men de lange giver plads til at trække vejret, tage omveje og lade et nummer få lov at stå og summe lidt i kroppen, før det næste tager over. Tripolism er tydeligvis et act, der trives i den form, hvor det handler om at skabe en stemning og en rejse, og ikke kun leverer det ene drop efter det andet efterfulgt af et fyrværkerishow.

‍

Så ja, der var et øjebliks ærgrelse over, at de ikke fik mere tid. Men det er også et luksusproblem, og de færreste festivaler er i øvrigt sat i verden for at tilfredsstille folks trang til 30 minutters ekstra bas. Det ændrer dog ikke på, at Tripolism leverede en af de sets, hvor man går derfra med en fornemmelse af, at noget er i bevægelse. Ikke bare for dem, men for dansk elektronisk musik som sådan. De er ikke længere bare et navn for de indviede. De er blevet et act, man følger, fordi man gerne vil se, hvor langt det kan bære.

Og det kan bære langt. Længere end en times festivalset, i hvert fald. Måske er det den egentlige pointe. At nogle acts ikke bare spiller en koncert, men åbner et rum, man helst ikke vil forlade for hurtigt. Læs mere om weekendens øvrige højdepunkter i vores O Days 2026-guide.