The Cardigans (Wonderfestiwall)

The Cardigans er  ikke et band, man kan reducere til et enkelt hit uden at gøre vold på historien, selv om festivaler ofte elsker netop den øvelse. De blev dannet i Jönköping i 1992, begyndte som et underspillet indiepopnavn og voksede via Emmerdale i 1994 og Life i 1995 frem til det internationale gennembrud, der for alvor satte Nina Persson & co på verdenskortet. Og så kom First Band on the Moon i 1996 med Lovefool, den sang der fik selv folk med begrænset forhold til svensk pop til at tro, de havde et følelsesliv. Hjælpen fra Baz Luhrmanns Romeo + Juliet gjorde resten.

Det er den arv, man bærer med sig, når man går til en Cardigans-koncert. Ikke bare et katalog, men en række forventninger, som næsten er blevet kulturhistorie. Og det er måske også derfor, det kan føles lidt brutalt, når virkeligheden ikke helt gider danse med ens nostalgiske reflexer.

Fredag aften på Wonderfestiwall blev først og fremmest en øvelse i tålmodighed. Der gik omkring 40 minutter, før Lovefool dukkede op, og det er længe, når man står med festivalben og en forventning om, at nogen snart må trykke på den store fælles erindringsknap. Ikke fordi resten af sættet var dårligt. Det var det ikke. The Cardigans spiller stadig med en præcision, der afslører, at de har været et seriøst band i mere end tre årtier. Men der er en forskel på at være dygtige og på at være generøse. Og den forskel kan høres ret tydeligt, når setlisten lægger sig mere op ad bandets egne præferencer end publikums behov for en håndfuld velplacerede øjeblikke.

Det blev især tydeligt, fordi The Cardigans har så mange ansigter. Gran Turismo fra 1998 trak dem væk fra de sukkersøde melodier og ind i et mørkere, mere elektronisk landskab med (min personlige favorit) My Favourite Game og Erase/Rewind. Senere kom Long Gone Before Daylight i 2003, hvor de igen skruede ned og lod country- og singer-songwriter-toner få lov at stå lidt mere alene. Og i 2005 fulgte Super Extra Gravity, deres sjette og foreløbigt seneste album. Det er et bagkatalog med retning og vilje. Problemet er bare, at retningen ikke altid matcher festivalens sociale kontrakt, som i al sin enkelhed går ud på: giv os det, vi kan synge med på, og gør det helst, før solen når at blive træt.

Her var tidspunktet også en lille katastrofe forklædt som programlægning. Klokken 18 er et mærkeligt tidspunkt til en koncert med The Cardigans, hvis man vidste de ville gå singer/songwriter-vejen frem for den mere uptempo-vej, som tidspunktet lagde op til. De virkede et par timer for sene til den stemning, de faktisk skabte: mere indadvendt, mere tænksom, mere interesseret i at spille for det musikalsk nysgerrige publikum end for den store fredagsfest. Det er i sig selv ikke en forbrydelse. Jeg har respekt for bands, der nægter at blive coverversioner af sig selv. Men når man stiller sig op på en festival, hvor mange i virkeligheden er kommet for de tre-fire sange, der har overlevet årtiernes støj, så kræver det en vis dramaturgisk fingerspidsfornemmelse. Den manglede her.

Og det er måske den mest ærlige måde at sige det på: The Cardigans virkede en smule som et band på kontoret. Ikke kyniske, ikke trætte på den helt triste måde, men rutinerede og afmålte. Der var ingen fornemmelse af, at de forsøgte at erobre pladsen foran scenen. Mere som om de ville aflevere et professionelt sæt, nikke høfligt og gå videre til næste punkt i kalenderen. Det er på sin vis også en kunst. Bare ikke den mest elektriske.

Det mærkelige er, at netop deres store sange stadig har en næsten urimelig stærk effekt. Når Lovefool endelig kom, ændrede luften sig. Ikke fordi arrangementet pludselig blev mere avanceret, men fordi sangen bærer en popmæssig selvfølgelighed, som ikke kan fabrikeres. Den står der bare, med sin blanding af lethed og lillebitte desperation. Det er jo i virkeligheden The Cardigans’ største styrke: de kan få noget let til at lyde som om det koster lidt mere, end det ser ud til. Og det er smukt. Men også lidt frustrerende, når man ved, at det kunne have været brugt mere generøst.

Så nej, det blev ikke den fredagsfest, Wonderfestiwall måske havde håbet på. Det blev snarere en påmindelse om, at et stort bagkatalog ikke automatisk er det samme som en stor koncertoplevelse. Nogle gange skal timing, rækkefølge og publikumsforståelse spille med, ellers står man bare og ser på et band, man godt ved er vigtigt, mens man samtidig mærker, at noget i rummet ikke helt vil tænde.

Og måske er det meget passende. For The Cardigans er stadig et band, der fortjener respekt, men ikke nødvendigvis begejstring på autopilot. Det er forskellen på et navn, man husker, og en koncert, man tager med sig hjem i kroppen. Den forskel kan være brutal. Også når den kommer i en svensk indpakning og med glimrende håndværk. I virkeligheden er det jo ikke nok at have sangene. Man skal også vide, hvornår de skal komme, og hvorfor. Ellers bliver selv pophistorien bare endnu en velordnet post i kalenderen.