Lørdag på Syd for Solen: Fem oplevelser i støvet

Brimheim – en blød landing

Brimheim bliver vores første koncert og en blød landing i festivaldagen. Bag kunstnernavnet står dansk-færøske Helena Heinesen Rebensdorff, der bevæger sig mellem alternativ pop, rock og noget mørkere, som hele tiden truer med at bryde gennem overfladen.

Hun behøver ikke råbe Valbyparken vågen. I stedet får musikken lov til langsomt at brede sig over pladsen. Det ene øjeblik tilbageholdt og næsten skrøbeligt, det næste båret frem af guitarer og en vokal, der uden problemer kan fylde mere, end hun umiddelbart gør væsen af sig.

Brimheim satser også på nyt og endnu uudgivet materiale. Det kan være en risikabel beslutning på en festival, hvor mange helst vil genkende musikken inden for de første sekunder. Her føles det snarere som et kig ind i noget, der er ved at vokse sig større.

Det er ikke dagens mest højlydte koncert. Men det er en koncert med ro, retning og en artist, der virker helt sikker på, hvilket rum hun vil skabe.

★★★★★☆
5 ud af 6 stjerner

Hans Philip – melankoli med hofter

Hans Philip behøver efterhånden ikke nogen større introduktion til et dansk festivalpublikum. Han trækker folk til, der ved, hvad de kommer efter: den bløde vokal, den afdæmpede R&B og tekster, der kredser om nærhed, tvivl og alt det, der sjældent bliver mere enkelt af at blive tænkt igennem.

Han lægger ud med nyere materiale fra Honey, hvor hans velkendte lyd har fået selskab af blandt andet elektroniske elementer, strygere og mere legende produktioner. Senere finder de ældre sange fra Forevigt også vej ind i sættet, og her er publikum straks med.

Hans Philip bevæger sig med en særlig ubesværet charme. Små dansetrin, løse skuldre og bevægelser, der aldrig ligner koreografi, men snarere en person, der har glemt, at flere tusinde mennesker kigger på. Det klæder musikken. Han fylder scenen uden at gøre et stort nummer ud af det.

Et par meter bag os står hans kone. Hun synger med, tager billeder og følger koncerten fra publikums side. Det gør noget særligt ved oplevelsen at se en person, der må kende sangene fra et helt andet sted, opleve dem sammen med resten af pladsen.

Koncerten er gennemført og elegant, men også meget komfortabel. Hans Philip ved præcis, hvad han kan, og publikum ved præcis, hvad de får. Det er behageligt, smukt og charmerende – uden helt at tippe over i det uforglemmelige.

★★★★☆☆
4 ud af 6 stjerner

Faza – helt frem til den lille scene

Vi forlader Hans Philip i tide til at nå sidste del af Faza på De Første Stråler. Det er festivalens mindste scene, og kontrasten er tydelig med det samme. Her er færre mennesker, kortere afstand og ingen kamp for at komme helt frem.

Faza er fra Odense og bevæger sig mellem hiphop, R&B og poprap. Hvis vi skal placere ham i det aktuelle danske raplandskab, ligger han et sted mellem Artigeardit, D1MA og ICEKIID – men med sin egen mere ubesværede og festlige energi.

Med bandana bundet om hovedet og solbriller på tager han imod publikum, som om vi er langt flere, end vi faktisk er. Han sender en hyldest til Odense, taler til singlerne og til dem, der er kommet med deres dame, og lykkes med at gøre den lille scene til en fordel.

Det er netop nærværet, der bærer koncerten. Faza kigger ud på publikum og arbejder aktivt for at få alle med. Der opstår en direkte kontakt, som kan være svær at skabe på en større scene, og som føles som en lille belønning til dem, der nåede herhen.

Musikalsk er han stadig i gang med at definere sit helt eget rum, men som festivalartist har han forstået noget afgørende: Man skal ikke vente på, at publikum kommer til én. Man skal give noget af sig selv.

★★★★☆☆
4 ud af 6 stjerner

Blood Orange – tættere bliver det ikke

Da Blood Orange går på, har støvet sat sig godt fast under neglene, og det er dagens hidtil mest tætpakkede koncert.

Blood Orange er Dev Hynes’ musikalske projekt og et univers, hvor R&B, soul, elektronisk musik og artpop flyder sammen. Det er hans første danske koncert i syv år, og interessen kan mærkes længe før første tone.

På scenen er der musikere, instrumenter og produktioner i flere lag. Sangene kræver ofte mere opmærksomhed end fællessang, og mange af deres kvaliteter ligger i lagene og detaljerne. Alligevel er pladsen pakket. Publikum står tæt nok til, at koncerten opleves gennem andre menneskers skuldre, hår og løftede telefoner. Nogle forsøger at bevæge sig længere frem. Andre har accepteret deres position og står næsten stille.

Menneskemængden siger noget om, hvor stort et navn Dev Hynes er blevet uden nogensinde at føles som en traditionel popstjerne. Men den fysiske afstand påvirker oplevelsen.

De stærkeste øjeblikke opstår, når Hynes træder tydeligere frem og lader stemmen og personen komme foran produktionen. Her åbner koncerten sig, og man forstår, hvorfor så mange har presset sig sammen foran scenen.

★★★★☆☆
4 ud af 6 stjerner

The xx – nostalgi uden forældelse

The xx er tilbage. Efter otte års pause fra scenen og ni år siden deres seneste danske optræden står Romy Madley Croft, Oliver Sim og Jamie xx igen sammen på en scene i Danmark.

Det kan mærkes på publikum. Allerede inden koncerten begynder, ligger forventningen som et ekstra lag over pladsen. For mange er The xx uløseligt forbundet med slutningen af 00’erne og begyndelsen af 10’erne – med ungdom, natlige udflugter og relationer, man måske forstod bedre gennem musik end gennem samtaler.

Da “Crystalised” og “Islands” rammer pladsen, er det derfor mere end genkendelse. Det er kollektiv erindring.

The xx forsøger heldigvis ikke at genskabe fortiden. Sangene begynder i det velkendte minimalistiske univers med luft mellem tonerne, Oliver Sims og Romys vokaler over for hinanden og guitarfigurer, der stadig kan få en stor festivalplads til at lytte efter.

Langsomt bevæger koncerten sig i en mere fysisk retning. Jamie xx er fortsat den mest anonyme person på scenen, men hans aftryk vokser gennem sættet. Bassen bliver tungere, produktionerne mere kluborienterede, og trioens stille melankoli får efterhånden selskab af pulserende rytmer.

Koncerten er trioens sidste denne sommer. De ligner tre mennesker, der igen har fundet glæden ved at stå i det samme musikalske rum.

★★★★★☆
5 ud af 6 stjerner

‍

Da The xx forlader scenen, er festivalen ikke helt slut. Men vores dag er. Vi går gennem Valbyparken med ømme fødder, støv over det hele og den særlige festivaltræthed, der både føles som udmattelse og tilfredshed. Dagen begyndte med Brimheims kontrollerede ro og endte i The xx’ fælles nostalgi. Undervejs nåede vi dansk melankoli, rap på nært hold, lagdelt R&B og britisk nostalgi.

Vi forlader pladsen med en støvhoste, der vil tage et par dage at komme over.