Roskilde Festival handler selvfølgelig om musik. Det siger vi, fordi det er nemt, og fordi det står øverst på plakaten. Men den egentlige ånd på festivalen bor ofte alle mulige andre steder: i mudderet, i lejrene, i køerne, i natten og på de vægge, man først opdager, når man holder op med at løbe efter næste koncert.
En stjerne
To stjerner
Tre stjerner
Fire stjerner
Fem stjerner
Disclaimer: Apropos Magazine har modtaget adgang eller eksemplar til anmeldelse. Som altid deler vi vores egne indtryk - uden filter.
Seks stjerner
Der findes et øjeblik på Roskilde, hvor man ikke længere kan skelne mellem program og plads. Hvor koncerten, man lige har set, begynder at blande sig med lyset mellem træerne, lyden fra en fjern scene, folk der sidder i græsset med alt for lidt tøj på, og en kæmpe graffitivæg der pludselig står der som en vanvittig tegneserieudgave af festivalens indre liv.
Det er dér, Roskilde bliver mere end en musikfestival. Ikke fordi musikken ikke betyder noget. Den betyder alt. Men fordi den kun er halvdelen af organismen. Resten er alt det, der foregår mellem scenerne. Det man ikke altid planlægger, men alligevel husker bagefter.
Roskilde beskriver selv årets Art & Activism-program som noget, der ligger på tværs af festivalpladsen og campingområderne, med kunstværker, performances, workshops, samtaler og aktiviteter, der inviterer publikum til at deltage og se verden fra nye vinkler. Det lyder næsten for pænt på skrift, som noget der kunne stå på et kommunalt visionspapir med et billede af tre unge, der planter krydderurter. Men på pladsen giver det faktisk mening. Kunsten er ikke gemt væk i et sterilt rum. Den står midt i det hele og får øl på skoene.
Graffitien er den mest umiddelbare del af det. Den kræver ikke, at man læser en kuratortekst eller forstår en performance, hvor nogen hvisker ind i en spand. Den står bare der. Stor, farverig og lidt for meget. Lige præcis som Roskilde selv.
GF Graffs store værker har ifølge omtale været med til at udsmykke festivalen siden 1999, og det er svært at overvurdere, hvor meget de betyder for festivalens visuelle hukommelse. De store vægge, hegn og flader bliver hvert år forvandlet til noget, der både er dekoration, kommentar og retningssans. Man mødes ikke bare “ved den der bod”. Man mødes ved væggen med den lilla Tessa-engel, eller ved Captain Planet-containeren, eller under lyskæderne ved det sted, hvor alt pludselig ligner en børnetegning lavet af en voksen med adgang til spraymaling og kollektive traumer.
Det er en gave til festivalen, at graffitien ikke prøver at være neutral. Den er ikke beige branding. Den vil noget. Den larmer visuelt, også når musikken holder pause. På billederne fra årets plads står værkerne næsten som alternative hovednavne. Et kæmpe Tessa-portræt med vinger, lilla hår og kongelig attitude. En “Piece for Peace”-væg, der ligner Captain Planet på vej ud af en 90’er-tegnefilm for at redde verden fra dårlig energi og endnu dårligere beslutningstagere. Og omkring dem: træer, lyskæder, mørke, græs, mennesker, der driver rundt mellem mad, øl, venner og næste mulighed for at føle noget.
Det interessante er, hvor naturligt de værker falder ind i Roskilde. På en anden festival kunne det hurtigt ligne udsmykning. Her føles det som en del af sproget. En slags visuel dialekt. Roskilde har altid været bedst, når den både er idealistisk og lidt grim. Når den ikke kun sælger fællesskab, men faktisk bygger en midlertidig by, hvor fællesskabet kan blive rodet, vådt, højrøstet og virkelig upraktisk.
Derfor betyder kunsten noget. Den minder os om, at festivalens ånd ikke bare ligger i de store Orange-øjeblikke, hvor alle synger det samme omkvæd og lader som om, de ikke filmer. Den ligger også i de langsomme vandringer. Når man har misset starten på en koncert, men opdager et vægmaleri i stedet. Når man står i natten og kigger på en container, der pludselig føles mere levende end halvdelen af ens feed. Når man indser, at nogen faktisk har brugt tid, hænder, farver og frivillighed på at gøre en mark ved Roskilde til noget, der ligner en drøm efter tre dages søvnunderskud.
Roskilde skrev selv op til festivalen, at kunsten ikke kun gemmer sig på den indre festivalplads, men er spredt over hele området, med værker man kan se på afstand og andre, der kræver, at man kommer tættere på. Det er en ret god beskrivelse af festivalen i det hele taget. Noget brager ind i dig. Noget andet skal du opdage.
Og det er måske netop derfor, graffitien føles så rigtig her. Den er både monumental og midlertidig. Den står der med al sin farve og selvtillid, men den ved også godt, at festivalen forsvinder igen. At byen pakkes ned. At græsset skal hele. At minderne bliver tilbage som mudder på skoene og billeder i kamerarullen.
