Guide til Wonderfestiwall 2026

Der er mange festivaler i Danmark, der gerne vil være smukke. De siger det i pressemeddelelserne, de filmer lidt solnedgang over en fadøl, og så står man alligevel på en græsmark ved et hegn og stirrer ind i en foodtruck, der hedder noget med Seoul.

Hvornår: 13. til 16. august 2026, med musik torsdag til lørdag. Hvor: Slotslyngen ved Hammershus, Allinge på Nordbornholm. Billetter: Partout er udsolgt, men der er stadig endagsbilletter via Ticketmaster.

Wonderfestiwall er anderledes. Den behøver næsten ikke anstrenge sig. Den ligger på Bornholm, ved Slotsslyngen, med Hammershus, klipper, hav og bakker omkring sig, som om nogen har sagt: Hvad hvis vi lavede en festival på det mest irriterende flotte sted i Danmark? Det er unfair over for alle andre festivaler. O Days kan kigge ud over havnen og møllen på Kastellet, og det er fint. Meget fint faktisk. Men Wonder kan kigge ind i solen, der går ned over Hammershus, Hammeren og Kalasø. Så er kampen ligesom lukket.

Men det særlige ved Wonder er ikke kun udsigten, som vi også skrev i vores anmeldelse af festivalen. Det er måden, festivalen føles på. Fra man ankommer, er der en anden form for overskud. Ikke den der corporate “velkommen til vores brand activation”-energi, men noget mere lokalt og oprigtigt. En Bornholmsk fighter-spirit. Eller Bornholmsk entreprenørånd, hvis man gerne vil lyde lidt mere som en erhvervsrapport. Det føles som en festival, der er bygget af folk, der selv synes, den burde findes. Og det kan man mærke.

Der er selvfølgelig noget meget circle jerk-agtigt i at sidde og rose en festivals backstage, så det skal vi nok lade være med. Næsten. Men Wonder har altid haft den der fornemmelse af, at både gæster, frivillige og artister bliver lidt længere, end de egentlig behøver. Man tager ikke bare bilen hjem fra Skanderborg efter sin koncert. Man er fanget på øen. På den gode måde. Og derfor kan man også godt opleve, at artister står blandt publikum til næste koncert, eller at hele festivalen føles lidt mindre som en maskine og lidt mere som en lang weekend, nogen har været lidt for dygtige til at arrangere.

Sidste år stod Uro for et af de øjeblikke, vi stadig taler om, og det siger meget om stedet. Det er også derfor, Wonderfestiwall rammer et særligt tidspunkt. Midt i august. Mange er egentlig tilbage fra sommerferie. Kalenderen er begyndt at lugte lidt af hverdag igen. Men så ligger Wonder dér som et lille sidste oprør mod Excel, Aula og madpakker. Programmet kommer i kølvandet på en lang festivalsommer, og det betyder faktisk noget. Mange artister har spillet deres sæt hele sommeren. De er varme, gennemspillede og måske også lidt mere afslappede. De har været igennem det faste festivalrepertoire. Nu er de næsten på efterårsferie. Det kan blive farligt hyggeligt.

Og så er der formatet. Den store luksus ved Wonder er, at du ikke skal tage 14 svære valg og ende med at stå og hade dig selv bag en ølbod. Du kan faktisk se det meste. Der er en særlig ro i at være på en festival, hvor man ikke hele tiden skal vælge sin egen skæbne. Man kan møde op, gå en runde, zoome lidt ud, kigge ud over Hammershus og lade dagen komme til sig.

Det er bang for your buck. Ikke på den tørre forbrugerjournalistiske måde, men på den måde, hvor du kan se musik i 12 timer uden at føle, at du har været til logistisk eksamen.

Er alt så perfekt? Nej.

Der er én ting, vi bliver nødt til at sige, og det gør næsten ondt, fordi vi holder så meget af festivalen. Maden. Bornholm er en ø med et kulinarisk niveau, hvor selv en røget sild kan have mere personlighed end halvdelen af dansk popradio. Derfor er det altså vildt, at det på festivalpladsen nogle år kan være så svært at opdrive noget ordentligt at spise. Der er plads til en pizza. Selvfølgelig er der plads til en pizza. Men en festival på Bornholm burde ikke føles som det mest skraldede pizzashit, man kan købe derhjemme efter en skolefest. Bare lidt mere ø, tak. Ikke Michelin. Bare mindre håndboldhal.

Men okay. Hvis det er det største problem, er vi stadig i luksusafdelingen. Hvis du har problemer med Wonder, er det måske dig, der er problemet.

Torsdag: Dagen hvor man kan opdage noget, før Kesi tager hele pladsen

Torsdag er måske den mest interessante dag, hvis man gerne vil opdage noget nyt. Ikke nødvendigvis den største dag på papiret, men den dag, hvor programmet har mest af den der Wonder-agtige nysgerrighed. Det er her, festivalen kan sige: Ja, vi har selvfølgelig også Kesi, slap nu af, men prøv lige at høre det her først.

Sofie1998 åbner festivalen klokken 13 på Opalen. Hun er et af de nyere danske popnavne, og en af dem man faktisk kan opdage på Wonder. Måske har man ikke allerede et forhold til hende, og det er jo netop pointen. En festival skal ikke kun være en fysisk udgave af din Spotify-historik. Hun er aktuel med debutalbummet Monalanding fra 2026, og numre som “Carpe Diem” og “Høj på Livet” er værd at lytte til, før man står der og lader som om, man hele tiden havde styr på hende. God booking. Især fordi programmet ikke har så mange af den slags navne.

Lord Siva klokken 14.30 er en anden sag. Lord Brian Siva, som han selvfølgelig burde hedde, hvis verden var indrettet ordentligt. Han er efterhånden veteran i moderne dansk R&B. Melodisk, laidback, vongtursagtigt på den gode måde. Han får nok en udfordring med at piske stemningen helt op så tidligt, men det er nok også derfor, han ligger der. Wonder skal trække folk ind på pladsen, før de når at stå ude på parkeringspladsen og drikke sig alt for modige.

Søn er torsdagens store musiknørdede anbefaling. De spiller klokken 16, og det kan meget vel blive en af de koncerter, hvor folk bagefter siger: Hvorfor var der ikke flere til det? De har et stærkt live-setup, intense tekster og en forsanger med en karisma, der kan trykke på publikum uden at stille sig og forklare sig selv ihjel. Du behøver ikke tage dansklærerbrillerne på for at høre lagene. Du skal bare tie stille og høre efter. Stor anbefaling.

Zar Paulo klokken 17.30 er Wonder på den mere festlige, unge og jakkesæt-agtige måde. De bliver ofte talt om som et af de bedste danske livebands fra den nye generation, og de har en energi, der kan bære en festivalplads uden at blive afterski. Det er ikke Pakke, det er ikke Enhedslisten med trommemaskine, det er mere hej-fri-Jylland med gode sko og et ret højt ambitionsniveau. Jeg tror, det bliver sjovt. Måske virkelig sjovt.

Sira Jovina klokken 19.15 er endnu en af de bookinger, der gør torsdagen mindre forudsigelig. Nyt dansk R&B/pop-navn, placeret mellem mere etablerede ting. Det er en klassisk Wonder-manøvre. Du står der alligevel. Du skal ingen steder. Og pludselig har festivalen valgt noget for dig, som du måske ikke selv ville have fundet. Det er en undervurderet luksus.

Jonah Blacksmith klokken 20.45 er skræddersyet til Wonder på en måde, der næsten er for åbenlys. Familiefortællinger, akustiske instrumenter, store omkvæd, folkepop, fællesskab og sentimentale øjeblikke, der sikkert bliver helt vildt smukke, hvis man står det rigtige sted med en kold fadøl og en solnedgang i ryggen. Jeg skal være ærlig: Det er ikke mig. Jeg synes personligt, det kan blive lidt for meget træværk og følelser i samme kurv. Men folk elsker det. Og på Wonder giver det mening.

Berg klokken 22.30 er mere risikabel. Hun skal bevise noget. Hun er et af de navne, hvor man enten får en på opleveren, eller også står man og tænker, om bookingen var lidt mere strategisk end musikalsk nødvendig. Men det er også okay. Ikke alt skal være sikkert. Nogle ting må godt stå på scenen og svede lidt for deres plads.

Kesi klokken 23.30 er torsdagen. Punktum. Du kan næsten ikke få en større dansk festivalbooking i 2026. Både mor og far synes, han er sjov. De unge kender ham. Han har hits på hits på hits. Samba-rytmer, publikumskontakt, mikrofonkontrol og et katalog, der efterhånden er så proppet, at han kunne glemme fem hits og stadig levere en fest. Hvis der kommer skybrud, bliver det stadig godt. Hvis vejret holder, bliver det nok et mindre kollektivt sammenbrud.

Elsked klokken 01 på Opalen er torsdagens natlige modstykke. Elektronisk trio med trommer, synth, guitar og mørk vokal. Lidt mere mærkeligt på den gode måde. Hvis du stadig kan stå op efter Kesi, så gå derhen. Det kan blive en ret sindssyg fest, og det er måske netop sådan noget, Wonder også har brug for. Noget lidt gakket. Noget der ikke bare er sikkert.

Apropos anbefaler torsdag: Søn, Kesi og Elsked.

Fredag: Hvis du kun køber én dag, så er det nok den her

Fredag er den stærkeste dag, hvis man skal være lidt kedeligt praktisk. Det er dagen, hvor programmet er så bredt og solidt, at man næsten skal gøre sig umage for at få en dårlig musikoplevelse. Der er folkefest, urban pop, svensk nostalgi, ny dansk energi og sikker dansk rock. Det er en buffet, men ikke sådan en trist buffet med kold pastasalat. Mere sådan en, hvor man bliver irriteret over, at man faktisk gerne vil have det hele.

Annika Aakjær åbner dagen, og det er jo en særlig dansk disciplin: musik, humor, fortælling og den der evne til at få folk til at føle sig både set og lidt gjort grin med. Den kvindelige Niels Hausgaard, blev der sagt i mødet, og det er faktisk ikke helt skævt.

TV-2 klokken 13.45 er der, hvor dagen for alvor kan sætte sig. Det er folkefest fra middag af. Herrefrue Danmark skal ud og synge med, og det skal hun selvfølgelig. Man kan sige meget om TV-2, men de ved, hvordan man samler et publikum. Det stikker af. Ikke nødvendigvis på den unge måde. Mere på den måde, hvor nogen ved siden af dig pludselig kan alle ordene og har ventet 30 år på at bruge dem.

Burhan G kommer til at levere en hitparade. Det kan næsten ikke blive andet. Han har hits nok til, at han ikke behøver lave noget nyt, selvom han sikkert gør det. Han er en dygtig sanger, god til publikum, god til at snakke, god til at synge. Det bliver nok fedt. Det er ikke en farlig booking, men alt behøver heller ikke være farligt. Nogle gange skal man bare lade en professionel tage mikrofonen og gøre sit arbejde.

The Cardigans er for mig fredagens mest interessante internationale nostalgikort. Svensk pop med instrumenter. 90’er og 00’er. MTV. Gran Turismo. “My Favourite Game”. Hvis du er gammel nok, kan du næsten se musikvideoen for dig: bilen, vejen, den der kolde svenske coolness. Det er god pop. Ikke bare “kan du huske det?”-pop, men sange der faktisk stadig kan bære sig selv. Det kan blive en rigtig flot solnedgangsting.

Gobs er fredagens nyere danske spændingsfelt. Jeg vil gerne se, hvor han er i sin karriere lige nu. Han har været igennem hele maskinen, hvor folk først skulle afgøre, om han bare var en Gilli-aflægger, og nu virker han mere respekteret, mere fri, mere sin egen. Det kan blive en fest. Måske en stor fest. Og jeg glæder mig faktisk til at se, hvad han kan på Wonder.

Dizzy Mizz Lizzy er den sikre rockbooking til sidst. Det giver bare mening. De kan spille Copenhagen, Roskilde, Smukfest, Tinderbox og nu Wonder, fordi de har den lyd, de sange og den Tim Christensen-fornemmelse, hvor man altid kan høre, at det er ham. “Silverflame” er en banger. “Waterline” er en banger. Vi kan godt prøve at være mere interessante mennesker, men nogle gange er den danske “Smells Like Teen Spirit” altså bare nok.

Fredagen føles som poppet rock og rockende pop, der rammer bredt uden at være dårligt. Selv musiksnobber og folk, der synes rock er P3, kan få en god aften. Og det er faktisk ret godt gået.

Apropos anbefaler fredag: The Cardigans, Gobs og Dizzy Mizz Lizzy.

Lørdag: Dagen hvor kroppen sender en klage til ledelsen

Lørdag er der, hvor Wonder skal hjælpe folk. For nu har man været på festival i to dage. Man har sovet dårligt. Man har spist noget dumt. Man har muligvis stået og sunget med på TV-2, selvom man havde lovet sig selv at være anderledes. Kroppen har oprettet en HR-sag.

Ida Laurberg klokken 12.30 er en fin start på dagen for dem, der kan finde deres sko. Hun er ikke upcoming længere, men stadig frisk nok til at trække nogle yngre mennesker ud af teltet. Hendes debutalbum Bænkevarmer blev taget godt imod, og hun har numre, folk faktisk kender. Hun er en fin dagsåbner. Ikke nødvendigvis der, hvor hele festivalen eksploderer, men et godt sted at vågne.

Dodo & The Dodos bliver et studie i mennesker. Det er musik, der virker til bryllupper, 40-års fødselsdage og alle de steder, hvor nogen pludselig rejser sig for tidligt fra bordet. Hvis du er vokset op i 80’erne eller 90’erne, kan du sikkert synge med, også selvom du ikke har bedt om det. For nogle bliver det ren glæde. For andre bliver det radio-mode i en bil. Begge dele er kultur.

Rosa er et af de yngre navne på dagen, placeret som en slags generationsskifte mellem Dodo og Saveus. Det er egentlig meget godt tænkt. Man kan ikke bare lade lørdag være et langt nostalgitræk. Der skal også være noget, der peger fremad.

Saveus klokken 18.15 er lørdagens første store anbefaling. Martin Hedegaards elektroniske popprojekt er et af de danske navne, jeg stoler mest på live. Han kan vække et halvsovende festivalpublikum, og hvis “Vil du noget” kommer, bliver det muligvis sommerens største fællessangsøjeblik. Den sang har sat sig helt vildt. Selv børn går rundt og synger den. Hvis han ikke spiller den, er han en idiot. Undskyld, men det er han.

Melanie C er Sporty Spice på Bornholm. Allerede dér er man nødt til at se det. Hun har haft en lang solokarriere, og “When You’re Gone” med Bryan Adams er stadig en pissegod sang, også selvom hun nu nok må spille den uden Bryan Adams. Det kan blive crop tops, Spice Girls-energi, fællessang og lidt “hvad er det egentlig, vi står og ser?” Men det er jo også derfor, det kan blive sjovt.

Benjamin Hav & Familien er en booking, der deler os lidt. Nogle elsker den folkelige energi, humøret, udstrålingen og alt det skæve. Andre, mig inkluderet, kan få lyst til at søge ly bag en fadølsbar. Men man kan ikke benægte, at folk æder det råt. Han har en evne til at få publikum til at føle, at de ikke må stå og være sure. Og det er i sig selv en slags magt. Måske er det påtaget folkeligt. Måske er det bare folkeligt. Uanset hvad bliver det ikke anonymt.

Josva er en virkelig fin booking. Tidligere producer og guitarist for store navne, nu soloartist i feltet mellem hiphop, R&B og pop. Og her skal vi lige stoppe med at tale om producere, som om de er ukendte kældervæsner, der pludselig kravler op på scenen. Nogle af de mest interessante musikere sidder netop bag andres lyd, før de går ud og gør noget selv. Josva er et navn, jeg virkelig gerne vil se. Jeg håber næsten, han tager nogle features med. Det kunne blive ret fedt.

Infernal er lørdagens åbenlyse festmaskine. Lina Rafn og Paw Lagermann som lørdagens store slutnummer er næsten latterligt oplagt. “From Paris to Berlin”, “Ten Miles”, vodka-show, Kalinka, laser, hele pakken. Det fede ved Infernal er, at det er gakket, men de tager sig selv seriøst. Det er ikke bare 90’er-fest på en USB. De har prøvet at give de gamle hits nyt liv, og Lina Rafn har den folkelighed, man ikke kan købe sig til. Det kan kun gå hen og blive pissefedt.

Apropos anbefaler lørdag: Saveus, Josva og Infernal

Og hvad så?

Den korte version er: Torsdag skal du se Søn, Kesi og Elsked. Fredag skal du se The Cardigans, Gobs og Dizzy Mizz Lizzy. Lørdag skal du se Saveus, Josva og Infernal.

Men den endnu kortere version er: Mød op. Gå en runde. Kig ud over Hammershus. Sig hej til nogen, du ikke kender. Lad være med at optimere hele din oplevelse som om du er din egen projektleder. Det er Wonder. Det er lille nok til, at du kan finde rundt, smukt nok til at du kan miste fokus og godt nok booket til, at du nok skal få noget med hjem.