Anmeldelse: Gobs på Wonder 26

Det første, der slog mig, var hvor roligt det hele blev leveret. Gobs stod ikke og kæmpede med materialet, som om han skulle bevise noget for nogen. Han havde den rutinerede energi fra en artist, der har prøvet det her før, og bag sig stod et velspillende band, som holdt koncerten stramt uden at gøre den steril. Der var styr på tingene. Ikke den der nervøse “nu håber vi, den sidder”-stemning, men en mere afslappet professionalisme, hvor alt alligevel lander præcist.

Og ja, der var hits. Mange. Men det interessante var ikke bare, at de virkede. Det var, hvor bevidst de virkede. Gobs har et godt øje for den danske popmaskine, og det blev tydeligt i måden, numrene lænede sig op ad noget genkendeligt uden at falde helt ind i kopiens dovne komfortzone. Her er vi ovre i det intertekstuelle: de små nik, de lydlige gensvar, de tekster, der taler med det, vi allerede kender, i stedet for bare at råbe højere end det. Det er ikke bare lån. Det er bevidst samtale.

Bornholm er Danmarks Ibiza, ja, og den sætning hænger stadig i luften som en lidt for solbrun reklame for noget, man alligevel gerne vil være en del af. Flere af sangene kunne sagtens have levet i forlængelse af B.O.C.-nummeret af samme navn, og andre steder var det svært ikke at høre spor af Rasmus Seebach. Det var ikke et problem. Snarere en del af pointen. Gobs arbejder i et felt, hvor genkendelse er en valuta, og hvor det vigtigste ikke er at opfinde poppens hjul på ny, men at få det til at rulle på en måde, der føles nutidig.

Det hele var en fest. Men ikke kun i den tomme, konfettifyldte forstand, hvor man bare får lov til at skråle med og gå hjem uden at have tænkt en eneste ny tanke. Det var en fest med et lag under. Og det er måske dér, Gobs bliver mest interessant. For han fungerer ikke kun, når der skal skrues op. Han fungerer også, når materialet peger ind i noget mørkere. På Depressiv Tankegang bevæger han sig ind i tab, kriser og depressive tanker, og de sange fik også plads på scenen. Det kunne have været et mærkeligt sceneskift. Først festivalrus, så følelsesmæssigt sammenbrud. Men det blev det ikke. Han fik det til at hænge sammen, fordi han ikke spillede de mørke numre som et afbræk fra festen, men som en del af dens nervesystem.

Det er en svær balance. Mørke tekster kan hurtigt blive for tunge, hvis musikken ikke kan bære dem. Og omvendt kan de blive til ren overflade, hvis festen overdøver alt indhold. Gobs ramte et sted midt imellem, hvor begge dele fik lov til at eksistere. Folk festede, samtidig med at de sang med på linjer, der i virkeligheden handlede om noget langt mere skrøbeligt. Den slags kræver en kunstner, der ikke er bange for at lade modsætninger stå side om side uden at forklare dem ihjel.

Han behandler personlige kriser og tab uden at lade dem knække det kunstneriske udtryk. Det er faktisk en styrke, som mange popartister først opdager for sent, hvis de overhovedet gør. De mørke tanker bliver ikke mindre mørke, fordi publikum danser til dem. De får bare et andet rum at eksistere i. Og det er måske den mest menneskelige del af koncerten: at man godt kan stå midt i en fest og stadig føle, at noget i sangene rammer et sted, hvor der ikke er neon og plastickrus, men noget langt mere genkendeligt og lidt mere ømt.

Efter et teknisk bump, der kortvarigt virkede til at få Gobs lidt ud af kurs, fortsatte koncerten, og et af de sidste numre blev Igen og igen. Her kom endnu et eksempel på hans fortrolighed med den danske pophistorie. Referencerne i lyrikken ligger tæt, men føles ikke som ren nostalgi. Det gamle bliver ikke bare hevet frem som pynt; det bliver sat i arbejde. Og det er dér, den intertekstuelle kvalitet for alvor giver mening. Gobs synger ikke kun til os. Han synger med alt det, vi allerede har hørt før, og lader det nye stå i dialog med det gamle.

Gobs ved tydeligvis, hvor de danske popknapper sidder. Det interessante er, at han også ved, hvornår man skal lade være med bare at trykke på dem. Og det er præcis derfor, koncerten endte med at føles større end endnu en vellykket fest. Den havde grin, sved og fællessang, ja. Men også den lille rest af mørke, som hænger tilbage, når lyset slukkes, og man opdager, at man faktisk har lyttet.