Clipse på Orange Scene burde have været en af de der bookinger, man senere kunne sige, man stod midt i. Pusha T og Malice. Brødrene. Myten. Coke-rap med museumsstatus og stadig frisk stank af asfalt. Men et sted mellem de skarpe rim, de tunge beats og et publikum, der gerne ville overbevises, begyndte det hele at føles lidt som at få læst den samme seje SMS op 27 gange.
En stjerne
To stjerner
Tre stjerner
Fire stjerner
Fem stjerner
Disclaimer: Apropos Magazine har modtaget adgang eller eksemplar til anmeldelse. Som altid deler vi vores egne indtryk - uden filter.
Seks stjerner
Der er noget næsten komisk ved at kalde Clipse en nostalgibooking, for de lyder ikke som nostalgi på den bløde måde. Der er ingen lun genforeningsstemning, ingen gamle mænd med akustiske guitarer og tårer i øjenkrogen. Clipse lyder stadig som et excelark over moralsk forfald, læst op af to mænd, der kan få en narkometafor til at virke som en årsrapport fra Gud.
På papiret var det en stærk Roskilde-booking. Pusha T og Malice tilbage sammen, et nyt kapitel efter mange års pause, en diskografi med Lord Willin’ og Hell Hath No Fury i bagagen og nok kulturel kapital til at få halvdelen af dansk musikjournalistik til at rette på brillerne af ren respekt. Og respekt skal de have. Det skal man ikke være idiot for at forstå.
Problemet var bare, at respekt ikke er det samme som en god koncert.
På Orange Scene stod Clipse skarpt, kontrolleret og med en autoritet, der ikke var til at tage fejl af. Pusha T rappede med den der kolde præcision, hvor det føles som om hvert ord er vejet, slebet og pakket i vakuum. Malice havde sin egen tyngde, mere jordbunden, mere alvorlig, som en mand der har været væk, set noget og ikke helt gider forklare det til folk i regnjakke og festivalarmbånd.
Men sammen blev det hurtigt en mærkelig flad oplevelse. Ikke dårlig fra begyndelsen. Bare uforskammet ens. Beat efter beat. Vers efter vers. Samme mørke attitude. Samme hårdkogte positur. Samme “vi ved godt, vi er bedre end jer”-energi. Det kan være virkelig effektivt i tre numre. Efter 35 minutter begynder det at føles som at stå i kø til en meget eksklusiv natklub, der kun spiller introen til sig selv.
Og så var der de små gentagelser. “Easy, easy, easy”. Igen. Og igen. Og igen. Som om nogen havde fundet en hypeman-knap og glemt at tage fingeren af den. Første gang virkede det som crowd control. Anden gang som en stemningsmarkør. Femte gang begyndte jeg at overveje, om der var en intern konkurrence om, hvor lidt man kunne sige og stadig få Orange til at reagere.
Det er synd, for Clipse har materiale nok til at gøre noget langt farligere. Deres bedste musik har en kniv i ryggen og et kors i lommen. Det handler om penge, skyld, familie, tro, tomhed og konsekvenser. Det er ikke bare coke-rap som genreøvelse. Det er coke-rap som syndsbekendelse. Men live på Orange blev nuancerne ofte presset ned i den samme hårde form. Alt blev leveret med så meget coolness, at temperaturen til sidst faldt.
Publikum virkede heller aldrig helt væltet. Der var respekt, ja. Der var nikken. Der var folk, der tydeligvis havde ventet på at høre de gamle numre på en stor scene. Men den kollektive eksplosion udeblev. Orange kan være nådesløs på den måde. Den afslører hurtigt, om et show vokser med rummet eller bare står der og ser dyrt ud. Clipse lignede en booking til Orange, men lød indimellem som en koncert, der havde haft bedre af et mørkere, tættere og mere svedigt rum.
Det er muligt, at andre hørte en historielektion. Jeg hørte mere en forelæsning med meget selvtillid og lidt for få overraskelser. Dygtigt? Absolut. Legendarisk? På papiret. Levende? Kun i glimt.
Der var øjeblikke, hvor tyngden ramte. Når flowet lå helt præcist i beatet, og de to stemmer arbejdede op mod hinanden, kunne man mærke, hvorfor Clipse stadig betyder noget. Man kunne også mærke historien. Den særlige kulde, den særlige minimalisme, det der Neptunes-DNA, hvor alt lyder simpelt, indtil man prøver at finde ud af, hvorfor det virker.
Men en koncert kan ikke kun leve af arv. Ikke på Roskilde. Ikke på Orange. Her skal noget ske i rummet, ikke kun i referencerne. Og Clipse kom aldrig helt ud af deres egen ikonstatus. De stod og lignede en duo, der havde mere brug for at blive anerkendt end for at overraske.
Lad os bare sige det sådan her…
Clipse havde historien, attituden og en scene, der var stor nok til at gøre aftenen mindeværdig. Men koncerten blev for låst i sit eget udtryk, for gentagende i sin energi og for tilfreds med at være cool. Nogle gange er det farligste ved legender ikke, at de skuffer. Det er, at de leverer præcis det, man forventer, og intet mere.
