Anmeldelse: Reacher sæson 4 er et volds-mesterværk

Jack Reacher ligner stadig en mand, der ville få en metaldetektor til at sige undskyld. Alan Ritchsons fysiske nærvær er hele seriens mest effektive argument: Når han træder ind i en konflikt, forsvinder behovet for lange PowerPoint-præsentationer. Nogen har gjort noget utilgiveligt. Reacher finder dem. Så bliver møblerne nervøse.

Sæson 4 bygger på Gone Tomorrow, den 13. roman i Lee Childs serie. Et møde med en desperat fremmed i undergrunden trækker Reacher ind i en sag, der vokser fra personlig tragedie til en konspiration med forbindelser til militæret, regeringen og CIA. Det er rigeligt med tråde, men serien har heldigvis ikke glemt, at dens egentlige publikumsløfte er at stramme næverne omkring dem.

For nogle gange er ligefrem action en lettelse. Streamingdramaer kan få så travlt med at gemme kortene, at selve spillet går i stå. Reacher sæson 4 har også hemmeligheder og magtfulde modstandere, men nydelsen ligger i fremdriften. Konflikterne bliver ikke behandlet som en invitation til seks afsnits følelsesmæssig tåge. De får konsekvenser.

TheWraps Rafael Motamayor kalder sæsonen seriens mest voldelige, humoristiske og politiske. Beskrivelserne af flere knivkampe, en hånd i en makulator og en tur gennem en elevatorskakt peger da også på en serie, der har besluttet, at diskretion er noget, andre mennesker kan abonnere på. Volden er overdreven, men den passer til værkets næsten tegneserieagtige fysik.

Ritchsons Reacher er en maskulin fantasi, men ikke den mest parfumerede slags. Hans krop fungerer som værktøj, trussel og moralsk facitliste. Serien spørger sjældent, hvordan denne mand har det med sin indre dreng, og tak for det. Til gengæld risikerer kvinderne omkring ham at blive brikker i hans retfærdighedsmaskine, især når sæsonens motor starter med en fremmed kvindes fortvivlelse og død.

Den fair indvending er historien. The Playlists Warren Cantrell vurderer sæsonen som seriens hidtil mindst tilfredsstillende og kritiserer blandt andet manuskriptet og den overdrevne tone. Det er ikke svært at forstå skepsissen. Bag konspirationens flashdrev, efterretningsfolk og højt placerede aktører ligger et manuskript tyndere end tandtråd. Sæsonens politiske ambitioner giver større rækkevidde, men ikke nødvendigvis større dybde.

Alligevel virker overdrivelsen mere som seriens sprog end som en fejl, der skal undskyldes. Reacher lover ikke subtil spionkunst med dæmpet belysning og moralske fodnoter. Den lover tilfredsstillende, kontant og actionpakket underholdning, og Ritchsons tilstedeværelse holder konstruktionen oprejst, når plottet begynder at ligne et møbel samlet uden alle skruerne. Det er også derfor svært at måle serien med den samme lineal som et mere afdæmpet drama. Dens tempo og brutale humor gør figuren til en slags vandrende genreerklæring. Når fortællingen bliver for tynd, bliver hans kropslige sikkerhed dens styrke og dens begrænsning. Vi forstår hurtigt, hvad han kan, men sjældnere, hvad han risikerer at miste. Det gør ikke actionen mindre underholdende, men det forklarer, hvorfor de politiske spor ikke altid føles så skarpe som slagsmålene. Serien vil hellere levere et kontant payoff end dvæle ved tvivl, og netop den prioritering er både dens charme og dens svaghed.

Alle sæsonens afsnit er nu tilgængelige på Prime Video efter finalen 16. september, og serien er allerede fornyet til en femte sæson. Den sjette stjerne bliver væk sammen med den historie, der kunne have gjort volden virkelig uafrystelig. Men fem er fortjent. Reacher sæson 4 ligner præcis det, John McClane, Bruce Willis’ figur fra Die Hard, selv ville tænde for efter arbejde.