Marvel’s Wolverine Anmeldelse

Det længe ventede og massivt hypede Wolverine-spil er endelig landet, og Logan er klar på PS5.

Spillet er udviklet af Insomniac, som de seneste år har haft massiv succes med især Spider-Man og Ratchet & Clank. Denne gang har de kastet sig over en af Marvels mest genkendelige mutanter: den canadiske favorit med den slørede fortid, immuniteten over for diverse skavanker og det anstrengte forhold til lufthavnssikkerhed.

Wolverine.

Det er lykkedes ganske fint at gøre historien til en selvstændig Wolverine-fortælling frem for endnu en X-Men-historie. Med en figur, der har så dyb en lore, giver det god mening at lade en mørkere og mere isoleret fortælling stå på egne ben.

Der er naturligvis stadig kendte X-Men-ansigter på både helte- og skurkesiden, men det er Logan, der er centrum.

Insomniac har også valgt en mere comic-accurate Wolverine. Han er ikke så høj, og hans komplekse følelsesliv kommer tydeligt til udtryk i det visuelle. Logan ved godt, hvad han er god til.

Han ved også, at det ikke nødvendigvis er rart.

‍

‍

Det grundlæggende plot folder sig fint ud undervejs. Heldigvis kommer der løbende flere knuder på historien, og spillet udnytter Wolverines manglende minder til at lade fortiden dukke op i takt med, at fortællingen bevæger sig fremad.

Det fungerer.

Nogle gange går det dog lidt langsomt. Der er sekvenser, hvor man godt kunne have ønsket, at historien brugte tiden på at grave lidt dybere i nogle af de ting, der faktisk kunne have rykket plottet frem.

Gameplayet vil være velkendt for alle, der har spillet Insomniacs tidligere titler.

Det er den klassiske moderne platformer: Du har nogle grundskills, du kan mestre og kombinere, og et skilltree, hvor du løbende kan udvikle Logan efter dine præferencer.

Problemet er bare, at valgene føles mere begrænsede denne gang.

De ændrer ikke særlig meget på, hvordan man faktisk spiller de forskellige sekvenser. Kampene fungerer fint, men kan også blive ensformige.

Og her rammer Wolverine et lidt underligt problem.

Insomniac var virkelig gode til at få Spider-Man til at føles som Spider-Man. Man mærkede bevægelsen, farten og den særlige måde at være superhelt på.

Wolverine kunne i højere grad have været en hvilken som helst anden actionhelt.

Der er selvfølgelig kløerne.

Og vrede.

Man opbygger vrede under kampene, som enten kan give større styrke og bevægelighed eller bruges til at få Logan op igen, hvis han skulle dø. Det er en fin mekanik, men det er lidt mærkeligt, at den fungerer som en slags catch-all.

Så længe du er vred og hopper rundt med kløerne, skal det nok gå på den ene eller anden måde.

Spillet har også flere af de sekvenser, man efterhånden forbinder med Insomniac. Du skal gå rundt uden at være i kamp, tale med folk eller eksempelvis finde et barns tegninger rundt omkring i et hus.

Det bringer ikke den store spilglæde.

Nogle af dem kunne lige så godt have været cinematics. De bringer heller ikke altid historien særlig meget videre.

Der er også motorcykelsekvenser, som fungerer mere blandet. De er ikke nødvendigvis dårlige, men man sidder lidt tilbage med spørgsmålet om, hvorfor de egentlig er med.

Marvel’s Wolverine er bestemt et gennemarbejdet spil. Hvis man er fan af superheltegenren, er det helt klart værd at spille, og Insomniac har skabt en Wolverine-fortælling, der i høj grad kan stå alene.

Men det er også et spil, hvor man flere gange mærker potentialet mere end resultatet.

Der mangler lige den sidste stemning. Den sidste mekaniske dybde. Den ting, der får et godt superheltespil til at blive et spil, man vender tilbage til mange år senere.

Wolverine har kløerne.

Han mangler bare lidt mere bid.

‍