Danielle Dahlhus – Det må du ikke sige

På Up Festival indtog Danielle Dahlhus et næsten hemmeligt lokale, der viste sig at være helt fyldt. Her stod hun klar med Det må du ikke sige, et timeslangt show, hvor flere tabuiserede emner blev vendt og drejet, ofte med en grotesk vinkel. Danielle har en naturlig fremtoning, og det er tydeligt, at hun har masser af erfaring med at formidle stof og holde et publikum fanget.

Rummets størrelse gjorde det nemt at involvere publikum, som også selv bød ind ved flere lejligheder. Det håndterede Danielle fint, og de små afstikkere gav showet en naturlighed, der passede godt til den intime setting. Det føltes ikke som et stramt indstuderet foredrag, men snarere som en samtale, hvor man aldrig helt vidste, hvad der ville blive sagt som det næste.

En stor del af materialet tog udgangspunkt i Danielles familie og privatliv. Det er der i sig selv ikke noget galt med, men det kan være svært at engagere sig i alle de personlige anekdoter, når afstanden til ens eget liv bliver for stor. Der er forskel på at kunne genkende sig selv i en joke om en mor, der aldrig kan finde sine bilnøgler, og at skulle følge med, når familielivet bevæger sig ud i mere aparte territorier. Det groteske kan bestemt være sjovt, men det kræver også, at man som publikum kan finde en vej ind i det.

Flere af showets emner var ganske tunge, og her blev det indimellem tydeligt, at punchlinen havde førsteprioritet. Der blev skruet op for det groteske, hvor der måske også kunne have været plads til at stoppe op og lade emnerne stå lidt længere. Ikke nødvendigvis for at gøre showet til en alvorlig debat eller et foredrag om verdens tilstand, men for at give publikum mulighed for at tænke over det, de lige havde grinet af.

Det er dog også muligt, at formatet var en del af forklaringen. På en comedyfestival kommer man trods alt for at grine, og Danielle var tydeligvis bevidst om, hvordan hun arbejdede med grænserne. Hun satte selv ord på det kontroversielle i showets opbygning, hvilket gav en fin bevidsthed om materialet og dets præmis. Flere af emnerne var grænsesøgende, men ramte samtidig et sted, hvor de hverken føltes helt ufarlige eller unødigt provokerende.

Danielle Dahlhus har åbenlyst en evne til at observere mennesker, formidle sine tanker og se sider af tilværelsen, som ikke nødvendigvis bliver vendt i den klassiske standup. Hun har også en markant anderledes profil end mange af de komikere, man ellers møder på festivalprogrammerne. Det er forfriskende, og der ligger et potentiale i at bruge den profil til mere end blot at finde den næste groteske vinkel.

For spørgsmålet er, hvor materialet kan bevæge sig hen, hvis der bliver givet lidt mere plads til eftertanken mellem grinene. Danielle har allerede publikums kontakt og formidlingsevnen på plads. Næste skridt kunne være at stole endnu mere på de observationer, der ligger bag jokesene, og lade dem få lov til at stå på egne ben.

Om publikum først og fremmest ønsker de klassiske jokes under bæltestedet, eller om der er plads til comedy, der også udfordrer lidt mere end grænserne for, hvad man må sige, må tiden vise. Danielle Dahlhus har i hvert fald noget andet at byde på. Og det ville være synd, hvis det hele skulle ende med bare at handle om, hvor langt man kan gå.

‍