Jeg havde ikke set det Boiler Room-set. Det føltes næsten pinligt at indrømme, som at møde op til eksamen uden at have læst pensum, men med solbriller på og en Red Bull i hånden. Til gengæld havde jeg hørt folk sige sætningen nok gange, til at den begyndte at lyde som et adgangskrav til Arena: “Har du set det der Boiler Room-set?”
En stjerne
To stjerner
Tre stjerner
Fire stjerner
Fem stjerner
Disclaimer: Apropos Magazine har modtaget adgang eller eksemplar til anmeldelse. Som altid deler vi vores egne indtryk - uden filter.
Seks stjerner
“HAR DU SET DET DER BOILER ROOM-SET?”
Nej. Det har jeg ikke. Til gengæld har jeg hørt den sætning nok gange til, at det næsten føltes som en QR-kode, man skulle scanne for overhovedet at få lov til at forstå, hvorfor Arena var ved at sprænge indefra onsdag nat.
Og ja, selvfølgelig var der pakket. Ikke bare mange mennesker-pakket. Mere sådan: hele Roskildes algoritme havde besluttet sig for at stå det samme sted på samme tidspunkt. Folk kom dryssende fra alle retninger med den særlige festivalgangart, hvor man både er på vej mod noget vigtigt og samtidig har glemt, hvad ens knæ hedder. Klokken var omkring 01.00. Det var sent på den rigtige måde. Ikke træt-sent. Mere den tilstand, hvor kroppen er begyndt at sende mærkelige mails til hjernen, og hjernen har slået autosvar til.
¥ØU$UK€ ¥UK1MAT$U var oprindeligt sat til Eos, men flytningen til Arena lignede hurtigt en af de beslutninger, der får bookingafdelingen til at ligne clairvoyante med adgang til TikTok-statistik. For det her var ikke bare en koncert for folk, der havde lavet research. Det var en samling for alle, der havde hørt rygterne, set klippene, fornemmet pulsen og tænkt: fint, så lad os da se, hvad internettet har hostet op fra kælderen denne gang.
Det lette ville være at skrive, at Yousuke Yukimatsu er et internetfænomen med et grimt smukt kunstnernavn og et Boiler Room-set, der har gjort ham til en slags hellig figur for folk, der siger “genre” med ironi i stemmen. Men det ville også være for dovent. For bag symbolerne, hypen og den virale aura ligger der en ret vild historie om en mand fra Osaka, der lyttede til Sonic Youth og The Prodigy, spillede sit første gig som 19-årig, arbejdede i byggebranchen i hverdagene og dj’ede i weekenderne, indtil en ondartet svulst i hjernen ændrede alt.
Det er en historie, der næsten er for voldsom til en festivalanmeldelse. Den slags kan hurtigt blive klistret. Kulturjournalistik elsker jo en diagnose, hvis den kan pakkes ind i et vendepunkt og et presseklar citat om at satse alt. Men på Arena blev baggrunden ikke sentimental. Den hang bare i luften som en mærkelig viden. Ikke som et filter over musikken, men som en forklaring på den desperation, der lå i sættet. Den der fornemmelse af, at han ikke spillede for at please, men fordi tid måske ikke er noget, man bare har.
Og det er netop det vilde ved ¥UK1MAT$U: Han er på Roskilde-plakaten uden rigtigt at være kendt for egne udgivelser. Han er her på sine DJ-evner. På sin kropslige, punkede, næsten actionfilmagtige måde at sætte musik sammen på. Det er sjældent i en tid, hvor alle ellers skal have en single, en rollout, et visuelt univers, en TikTok-plan og en eller anden idiotisk “era”. Her stod der i stedet en mand bag pulten og lignede én, der kunne afmontere en bygning med bare hænder og bagefter spille gabber for ruinerne.
Fra starten føltes sættet som noget, der ikke gad forklare sig selv. Det kom ikke ind og sagde godaften. Det sparkede døren op, smed skoene i entréen og begyndte at rode i din Spotify-historik. Der blev klippet, vredet, kastet og mast. Genrerne kom ikke som perler på en snor, men som pushbeskeder fra parallelle universer. Et sted mellem klub, kollaps, anime, dubstep, trance, breakcore og den der lyd din computer laver, lige før den giver op og bliver en religiøs oplevelse.
Det kunne være blevet irriterende. Det var det også lidt. På den gode måde.
Den første sang, jeg for alvor genkendte, var “Scary Monsters and Nice Sprites”. Pludselig stod jeg dér og følte mig som statist i Spring Breakers, bare uden våben, neonbikini og James Franco med cornrows. Nummeret blev trukket ud, næsten for langt. Lige præcis der, hvor man begynder at tænke: okay, chef, vi har forstået det. Men så skiftede det igen. Ikke som en forløsning. Mere som et blink fra en person, der godt ved, at han har holdt dig fanget lidt for længe i elevatoren.
Det var dér, koncerten blev interessant. For ¥UK1MAT$U spiller ikke kun for reaktionen. Han spiller også med ventetiden før reaktionen. Med irritationen. Med forventningen. Med den der millisekundsforsinkelse mellem, at kroppen gerne vil danse, og hjernen stadig prøver at finde ud af, om det her er en joke, en genialitet eller bare en mand med ekstremt mange mapper på sin harddisk.
Arena blev aldrig et Boiler Room. Det kunne den heller ikke. Arena er for stor, for åben, for Roskilde. Den har ikke den klaustrofobiske intimitet, hvor kameraet nærmest står inde i folks porer, mens alle lader som om, de ikke ved, de bliver filmet. Men den fik sin egen mærkelige logik den nat. En stor, svedig, kollektiv browserfane, som ingen turde lukke.
Publikum var med. Ikke nødvendigvis på den klassiske “hænderne i vejret”-måde, men som en masse, der accepterede præmissen. Man skulle ikke forstå alt. Man skulle bare blive stående. Det er i virkeligheden en ret præcis beskrivelse af meget moderne kultur.
Nogle koncerter handler om at kunne synge med. Andre handler om at blive mindet om, at man stadig har en krop. Det her var mest det sidste. Ikke en perfekt koncert. Til tider lidt for insisterende, lidt for “se hvad jeg kan”, lidt for meget lydmæssig doomscrolling med bas på. Men når det ramte, ramte det hårdt. Og vigtigere: det føltes som noget, der kun kunne ske dér. Onsdag nat. Arena. Festivalens kollektive nervesystem åbent som en ulovlig fildelingsmappe.
Refleksion:
Jeg ved stadig ikke, om jeg helt forstod ¥ØU$UK€ ¥UK1MAT$U. Men jeg er ret sikker på, at det heller ikke var meningen. Nogle gange er en koncert ikke en besked, man skal afkode. Nogle gange er den bare en mærkelig nat, der går ind i kroppen og bliver boende som en fejlmeddelelse, man ikke nænner at lukke.
