Musik i Gentofte 2026: Sol, sang og et par streger i regningen

Det første, man lagde mærke til, var ikke et navn på plakaten, men lyden mellem navnene. De DJ’s, der sprang op på podierne i teltene, gjorde mere for helheden, end man lige skulle tro. Pauserne mellem koncerterne blev holdt varme, og det er faktisk en lille kunst på en festival, hvor ventetid ellers kan føles som en disciplin i sig selv. Her var der ikke meget tomgang. Pladsen var delt op i zoner, så publikum kunne vælge mellem larm og meget larm, og det lød måske som en komisk formel, men det fungerede. Folk fandt deres steder. Ingen stod og så forvirrede ud med en plastikøl i hånden, og det er jo nærmest et mirakel i sig selv.

Der blev også taget pænt hånd om det praktiske, i hvert fald for dem, der havde penge nok til at bruge dem. Champagnebaren havde sit eget lille publikum, og det var tydeligt, at der var appetit på den slags glans. Samtidig var der plads til den mere jordnære festivalgæst, som bare ville have en pølse og lidt ro i maven. Den balance er vigtig. Byfestivaler bliver hurtigt mærkelige, hvis de kun taler til den ene halvdel af byen. Her var der en fornemmelse af, at alle kunne være med, også selv om prisniveauet nok fik enkelte til at kigge en ekstra gang på MobilePay-saldoen.

De frivillige fortjener en særlig tak. Ikke den slags tak, man siger i en hastig tale og glemmer igen, men en reel anerkendelse. De var imødekommende, tålmodige og til stede, selv når spørgsmålene kom i en lind strøm: hvor er toilettet, hvor er indgangen, hvor er vandet, hvor er min cykel, hvorfor er jeg allerede tørstig igen? Det er i de små møder, en festival enten bliver venlig eller bare funktionel. Her var den heldigvis mest det første.

‍

Når det er sagt, er der stadig nogle steder, Musik i Gentofte kan stramme op. To ting stod særligt tydeligt frem: en garderobe og en cykelvagt. Det er ikke store armbevægelser, men det er den slags detaljer, der gør livet lettere for publikum, især når man kommer cyklende med taske, jakke og det batteri, man helst ikke vil efterlade i en busk. Vandposterne var også svære at finde i praksis, selv om tanken bag er god nok. Og så var der toiletterne, hvor særligt lørdagens køer blev en lille prøvelse. Det er ikke katastrofer. Men det er heller ikke ligegyldigt. Festivaler lever og dør ofte i de praktiske mellemrum.

Det var dog musikken, der bar det hele. Ella Augusta åbnede fredagen med en sikkerhed, der var svær ikke at lægge mærke til. Hun er ung, ja, men hun stod ikke og lignede en, der undskyldte for sin alder. Tværtimod. Hun havde publikum med sig, og man kunne mærke, at hun allerede har fundet en måde at være på scenen, som føles hendes egen. Der var overskud i stemmen og en lethed i udtrykket, som klædte den tidlige aften.

‍

Thor Farlov tog over med en energi, der passede godt til den slags fredagsstemning, hvor folk endnu ikke helt har besluttet sig for, om de er til koncert eller forfest. Han virkede hjemmevant, og publikum var med fra start. Det hjalp sikkert også, at mange i målgruppen kom direkte fra en sommer fuld af andre festivaler og feriedage, hvor kroppen allerede har vænnet sig til at stå tæt og synge højt. Thor Farlov ramte den stemning præcist. Det var ubesværet, og det gjorde ham stærk.

Aftenens mest ærgerlige øjeblik kom med Drew Sycamore. Ikke fordi hun manglede noget. Tværtimod. Hun var i topform, og der er noget næsten frustrerende ved at se en kunstner være så tydeligt dygtig for et publikum, der ikke helt har fundet frem til scenen endnu. Pladsen foran hende blev aldrig rigtig fyldt, og det gav koncerten en skævhed, der ikke havde noget med hende at gøre. Hun bar det flot. Der var ikke et sekund, hvor hun lod sig mærke af det, og netop derfor stod koncerten som et lille bevis på professionel stædighed. Hun spillede, som om rummet var fuldt. Det var det ikke. Men hun gjorde det alligevel.

Så kom Gilli, og så var der pludselig ikke mere plads til tøven. Hele festivalpladsen samlede sig, og klokken 22 var stemningen klar til at eksplodere lidt. Han kan noget særligt med et publikum. Det er ikke bare hitsene, selv om de selvfølgelig hjælper. Det er måden, han får et helt område til at føles som ét stort fællesskab på. Scenen var flot og stemningsfuld, og så begyndte regnen. Selvfølgelig gjorde den det. Det er næsten en lov. Men det ændrede ikke på meget. Folk stod tæt, blev våde og blev stående. Det var på sin egen måde en smuk lille festivalsejr: ingen gik hjem, bare fordi himlen besluttede sig for at blande sig.

‍

Lørdag tog Sofie1998 fat med popsange, der var både søde og sjove, og som havde den sjældne kvalitet, at de kunne samle børn, forældre og bedsteforældre uden at nogen følte sig hægtet af. Hun fik pladsen i gang igen, og det var vigtigt. Lord Siva fulgte efter med mere tryk på og et lydniveau, der gav eftermiddagen mere krop. Her var der mærkbart flere mennesker, og det klædte hele området. Man kunne mærke, at festivalen havde fundet sit lørdagsgreb.

Rasmus Bjerg gav den hele armen med John Mogensen-materialet, og det er svært ikke at smile af den slags. Der er noget særligt ved en koncert, hvor publikum både synger med og griner lidt af sig selv undervejs. John Mogensen lever stadig, om ikke i kød og blod, så i fællessang og skæv nostalgi. Og det er faktisk en lille gave, at så mange kan mødes om de sange, også selv om de aldrig har set originalen på en scene.

‍

Kalaset var aftenens mest præcise overraskelse. Stramt, stærkt og virkelig velspillet. Der var noget umiskendeligt ungt og alvorligt over dem på samme tid, og det er en kombination, der kan være svær at bære, men her sad den lige i skabet. Forsangeren havde autoritet, og bandet spillede med en sikkerhed, der gjorde det svært at finde noget at sætte en finger på. Love, love, love, ja — men også disciplin. Det er ikke altid det samme, og her var begge dele til stede.

Til sidst kom Rasmus Seebach, og så var pladsen fuld på den måde, kun de største fællessange kan fylde et sted ud. Team Ralle var på plads, og det var resten af publikum også. Nogle steder druknede vokalen næsten i sangen fra publikum, men det var jo netop pointen. Folk kom ikke for at høre én mand stå alene og levere facit. De kom for at synge med, og det gjorde de. Han takkede da også forældregenerationen for at have lært deres børn at lytte og synge med, og det var en fin, næsten rørende gestus. Ikke storladen. Bare lige præcis varm nok.

Lad os bare sig det sådan her...

Musik i Gentofte 2026 blev ikke en perfekt festival. Heldigvis. Der var stadig småting, der skal løses, og det er fint, for ellers ville den miste lidt af sin menneskelighed. Men den fandt noget vigtigt i år: et publikum, der blev hængende, og en ramme, der kunne bære mere end bare navne på en plakat. Hvis vejret igen står festivalen bi i 2027, er der god grund til at tro, at den kan blive endnu stærkere. Og det er faktisk en ganske pæn udvikling for en festival, der stadig er ved at lære sit eget ansigt at kende.

Læs også vores anmeldelser af andre festivaler i 2026: Heartland Festival 2026, Tinderbox 2026 og Øhavet Festival 2026.