Mørkhedens Fest: Cradle of Filth på Amager Bio

Det første, der ramte en, da man trådte ind i den dunkle hal i Amager Bio, var lugten af eksotiske røgelse og en skarp undertone af forventning. Publikum, en blanding af langhårede metalfans og mere stilbevidste goths, svømmede i et hav af sort og lilla. Bagscenen var oplyst af skarpe lysser, der kastede skygger, som var skabt til at understrege bandets teatralske æstetik. Cradle of Filth har altid været en legeplads for de mørke sjæle, og taget i det lille venue gav dem muligheden for at trække publikum ind i deres univers – som en cocktail af skræmmende skønhed og hypnotisk intensitet.

Da fra scenen, bandets frontfigur, Dani Filth, med sin karakteristiske screech og dramatiske gestik, stolede på sin aplomb som en skuespiller i frostigt mørke, manede han det tidlige publikum til at lytte nærmere. De åbnede med "Heartbreak and Seance", og lyden fyldte ikke bare rummet, men trommerne borede sig ind i ens brystkasse som et bankende hjerte, der nægtede at give slip. Det var et strålende valg – en velkomponeret fusion af klassiske elementer og hård metal, der ramte publikum lige i sjælen.

Musikalsk set er Cradle of Filth sommetider beskrevet som en symfoni, der soler sig i mørket. Koncertens højdepunkt er, uden tvivl, tilstedeværelsen af Danis dybe vokal og evne til at skifte fra skræmmende growls til næsten operatiske toner. Især i numre som "Nymphetamine Fix" og "The Principle of Evil Made Flesh" blev hans stemme et kormedlem i sig selv; et instrument, der dansede ind og ud af lydbilledet. Men der var tidspunkter, hvor det melodiske overskyggede det aggressive – som om bandet lidt for ofte lagde vægt på æstetik overfølelse.

Men, lad os ikke glemme, at en Cradle of Filth-koncert ikke kun er om musikken. Det var de visuelle virkemidler, der virkelig bragte det hele til live. Sceneshowet var en blanding af gotiske skræmmende billeder, med mørke, dramatiske decors og videoprojektioner, der bragte de bizarrest historier om blod og fortabelse. Fænomenale visuals understøttede musikken, der skabte en dyb og engagerende oplevelse. Det var som at gå ind i en gothic novelle, der blev bragt til live; surrealistisk og dragende. Men helt ærligt: nogle gange følte man, at de grafiske elementer forsøgte at dække over bandets svagere punkter, som om de angste for at stå ubegribeligt nede på jorden.

Setlisten var, faktisk, solid. Fra de spæde toner af "Beneath the Howling Stars" til de velkendte "Her Ghost in the Fog," havde de vlejrede de gode, solide numre og en smule af de mere eksperimentelle. Hvert nummer havde en indbygget dynamik, der førte til en dobbelt-takts finale, hvor Publikum omfavnede energien og rusede mod scenen. Dani Filth kiggede ud med et smil, der blandede tænkning af skam og tilfredshed; han vidste, han blev elsket.

Hvor koncerten kunne have budt på mere variation i tempo og tonalitet, formåede Filth og co. dog at kaste nogle killer riffs ind imellem, der fik moshpitten til at se ud som om den var i kog. Kender du det? Du er blandt de, der bruger det ufrivillige fænomen, hvor du er både en deltager og observatør; enten er du der for at danse og skrige med vennerne, eller med fuldkommen besvømmet fascination af melodien, der trækker det hele sammen.

Aftenen rullede mod slutningen, men ikke uden en solid finish. "The Death of Love" blev præsenteret som et mesterstykke, hvor lyden eksploderede på scenen, som var der lukket op for en portal til en ny dimension. Tæppet faldt, men ikke før bandet delte deres taknemmelighed med publikummet.

Man kunne undre sig over, hvor mange stjerner koncerten skulle have – for den var på mange måder en forkælelse for lytteren, men der manglede både dybde og variation for at vinde den fulde stjerner. Derfor endte det på 3 ud af 6 hjørner; en god aften, ikke uforglemmelig, men absolut smuk.

Eftertanke: I kølvandet af Cradle of Filths dystopiske eventyr gik det op for én, at livet, ligesom musikken, har sine op- og nedture, og nogle gange er skønheden i uperfektheden ligeså værdifuld som melodien selv.