Hele dagen havde Roskilde været våd, tung og grå. Man kunne mærke regnen i tøjet, i mudderet og i den lidt flade festivalenergi, der kan opstå, når vejret får lov at bestemme for længe. Men da Little Simz gik på Orange Scene torsdag klokken 18, skete der noget. Solen tittede frem, publikum løftede sig, og festivalen trak vejret igen.
En stjerne
To stjerner
Tre stjerner
Fire stjerner
Fem stjerner
Disclaimer: Apropos Magazine har modtaget adgang eller eksemplar til anmeldelse. Som altid deler vi vores egne indtryk - uden filter.
Seks stjerner
Little Simz blev vendepunktet på en regnfuld festivaldag.
Det lyder næsten for oplagt at skrive, fordi vejret denne eftermiddag nærmest kom til at opføre sig som en del af koncertens dramaturgi. Hele formiddagen havde Roskilde været grå, våd og tung. Pladsen havde den der særlige festivaltræthed over sig, hvor regnjakker klistrer til kroppen, og man begynder at overveje, om mudder egentlig bare er en mere ærlig form for gulv.
Men da Little Simz indtog Orange Scene, åbnede himlen sig en smule. Ikke dramatisk. Ikke som et mirakel med englekor og folk, der taber deres Tuborg i ærefrygt. Mere stille og præcist. Solen tittede frem mellem de mørke skyer, og det føltes, som om festivalen fik lov at trække vejret igen.
Little Simz stod på scenen med en rolig selvsikkerhed, der aldrig blev arrogant. Hun havde en rå autoritet i sit flow, men også en tydelig varme i måden, hun mødte publikum på. Der var ingen overflødige armbevægelser, ingen forsøg på at presse koncerten op i et format, den allerede havde. Hun havde kontrollen fra begyndelsen, men hun brugte den ikke til at holde publikum på afstand. Tværtimod inviterede hun os ind.
Det var noget af det stærkeste ved koncerten. Den føltes både kraftfuld og generøs. Hendes vers blev leveret med en præcision, hvor hvert ord lå knivskarpt oven på de tunge rytmer, men samtidig var der en åbenhed i hendes tilstedeværelse. Hun virkede glad for at stå der. Taknemmelig, men aldrig ydmyg på den falske måde. Hun vidste godt, hvad hun kunne. Og det gjorde publikum hurtigt også.
Bag hende skiftede himlen mellem mørke regnskyer og blå sprækker. Det føltes næsten symbolsk, uden at koncerten havde brug for symbolik for at virke. Little Simz’ musik bevæger sig også mellem det tunge og det opløftende. Mellem hårde beats, skarpe vers og øjeblikke, hvor energien pludselig letter. Der var hele tiden en spænding mellem styrke og bevægelse, mellem noget kontrolleret og noget levende.
Havde man, som mig, været lidt for optimistisk i forhold til vejrudsigten og taget klipklapper på, kunne man mærke dem suge sig fast i mudderet mellem numrene. Den slags praktiske fejl bliver meget tydelige på Roskilde. Men så snart bassen ramte, betød det mindre. Publikum hoppede i takt, hænderne røg i vejret, og det fugtige tøj blev for en stund bare en del af oplevelsen.
Da tusindvis af stemmer råbte “wua wua” i kor, var der ikke længere noget tungt over pladsen. Det var et af de øjeblikke, hvor en koncert ikke kun bliver noget, der foregår på scenen, men noget, publikum er med til at skabe. Ikke fordi alle nødvendigvis kunne hvert ord. Ikke fordi alle havde samme forhold til sangene. Men fordi energien var så tydelig, at man bare måtte give sig hen til den.
Little Simz rappede med en imponerende sikkerhed. Der var ingen tvivl om, hvem der styrede scenen. Men det føltes aldrig køligt. Hendes styrke lå netop i balancen mellem kontrol og kontakt. Hun kunne bære Orange Scene uden at gøre koncerten stor på den anstrengte måde. Hun lod musikken, flowet og publikums respons bygge oplevelsen op, lag for lag.
Det er ikke alle koncerter, der kan ændre stemningen på en hel festivaldag. Mange kan samle et publikum. Færre kan løfte det. Little Simz gjorde begge dele. Hun kom ind på en plads, der stadig bar regnen i kroppen, og forvandlede den til noget lettere, mere levende og mere fælles.
Refleksion:
Little Simz leverede ikke bare en stærk koncert. Hun gav Roskilde et vendepunkt, præcis da festivalen havde brug for det. Regnen var der stadig i mudderet, tøjet og fødderne, men på Orange Scene føltes det pludselig ligegyldigt. Nogle gange skal der ikke mere til end sol mellem skyerne, en tung bas og en artist, der ved præcis, hvem hun er.
