Infernal på Wonderfestiwall 2026

Det begyndte med en ro, der næsten virkede provokerende. Ikke den der festivalro, hvor folk står og venter på fyrværkeriet, men en mere kontrolleret puls, som om Infernal lige ville minde os om, at de faktisk kan andet end at råbe “KALINKA” og lade resten gå i selvsving. De lagde ud med de mere afdæmpede numre, blandt andet Self Control, og lod først langsomt maskinen tage fart. Det var klogt. Næsten frækt. For når man har et katalog, der er så tungt lastet med ørehængere, er det en kunst ikke at gå direkte efter konfettikanonen.

Og så gik det ellers løs. Ikke som et af de dér “nu kommer festen”-momenter, hvor publikum først skal overtales med hævede hænder og halvhjertet fællessang. Nej, Infernal byggede showet op som en lang, vedholdende eksplosion. Dance, æbleplukkeri, vodkabad og laserlys — et visuelt og rytmisk cirkus, der hele tiden havde én fod i det teatralske og én i det rendyrkede dansegulv. Det er måske netop derfor, de stadig virker. Hvor mange acts fra den æra har valgt at skrue ned til et mere DJ-agtigt setup, har Lina og Paw insisteret på at gøre liveformatet til noget, der faktisk føles levende. Ikke bare afspillet. Levende. Der er forskel, og den er større, end branchen ofte gider indrømme, når den står med armene over kors og kalder alt for “fremført”.

Jeg har set Infernal mange gange, og det slog mig, hvor meget de har forandret sig uden at miste deres kerne. Paw står i dag langt mere fremtrædende, og det klæder dem. Han er ikke længere bare den diskrete motor bag det hele, men en tydelig del af scenens energi. Lina er stadig kransekagefiguren, ja, men uden at det bliver pynt for pyntens skyld. Hun leverer vokalerne med styrke og format, og hun gør det med den slags selvsikkerhed, der kun kommer, når man har stået i det her maskinrum i årevis og ved, præcis hvor meget luft der er mellem elegance og kaos. Ikke meget. Nok til at det bliver interessant.

Det mest iøjnefaldende ved koncerten var måske ikke de store hits, men måden de blev behandlet på. Der var nærmest ingen plads til nyt materiale i sættet, og det er selvfølgelig forståeligt. Når man står med et publikum klokken 00:45 lørdag nat på Wonderfestiwall, er det ikke tidspunktet til at teste tålmodigheden med et halvmodent albumspor (vel, The Cardigans?). Men de gamle klassikere fik nyt liv gennem remixes og edits, og det gav sættet en friskhed, der forhindrede det i at blive en ren greatest hits-parade med støv på skuldrene. Det er en disciplin i sig selv at kunne genopfinde sin egen bagkatalog uden at gøre vold på det. Mange forsøger. Færre lykkes. Nogle ender med at lyde som deres egen coverversion.

Og så var der selvfølgelig publikum. Den slags koncert, hvor man kan mærke, at folk ikke bare er kommet for at høre en sang, men for at blive en del af noget kollektivt, noget nostalgisk og helt nødvendigt. Jeg talte 17.000 skridt på mit smartwatch, og en ikke ubetydelig del af dem må tilskrives Infernal. Det siger måske mere om mig end om dem, men det siger også noget om koncertens effekt: man stod ikke stille, med mindre man var blevet efterladt af sin egen krop et øjeblik. Og selv dér var der bass nok til at lokke den tilbage.

Der er en særlig tilfredsstillelse i at se et band, som kunne have valgt den nemme vej, men i stedet har holdt fast i ambitionen om at være et live-act med format. Infernal kunne have lænet sig tilbage for længst og ladet “Kalinka”, “Sunrise” og “From Paris To Berlin” gøre arbejdet alene. De kunne have kørt det hele i autopilot, som så mange andre fra samme generation gør, mens de smiler professionelt og håber, at publikum ikke lægger mærke til forskellen. Men det gør de. Og det gjorde man også her. Infernal spiller ikke bare deres historie; de iscenesætter den, strammer den op, giver den nye vinkler og lader den stadig sparke.

Det eneste, jeg går derfra med, er et lille, næsten urimeligt ønske: at vi får noget nyt Infernal-musik, som kan få lov at leve inde i det her show og ikke kun udenom det. Ikke fordi de gamle numre er slidte — jeg har selv hørt dem en trilliard gange, og det er ikke sangenes skyld, at mit eget nervesystem efterhånden kender dem bedre end min kalender. Men fordi et band som Infernal fortjener at blive ved med at skrive sig selv videre. Ikke som pligt. Som nødvendighed. Eller i hvert fald som en meget velklædt fornøjelse.

I virkeligheden var Wonderfestiwall 2026 måske bare stedet, hvor Infernal mindede os om, at fest kan være både intelligent og kompromisløs. Og at en god nat nogle gange måles i skridt, sved og den let absurde fornemmelse af, at man lige har set noget, der nægter at blive gammelt.