He-Man: Masters of the Universe

Travis Knight, som tidligere har vist tænder med Bumblebee fra 2018, styrer her et univers, der altid har levet af sin egen overdrevne alvor og sin egen villige fjollethed. Det er en vanskelig balance, og Knight slipper ikke helt uden ridser i lakken. Men han forstår i det mindste, at Masters of the Universe ikke kan spilles som et nedtonet prestigeprojekt. Det ville være som at servere en hotdog på et sølvfad og kalde det eksistentialisme.

Nicholas Galitzine spiller Adam med den slags blanke helteansigt, som både er en fordel og en begrænsning. Han skal bære en figur, der i årtier har eksisteret som ikon mere end menneske, og det kræver noget andet end bare brede skuldre og et veltrimmet surferhår. Her bliver han ofte lidt for pæn, lidt for korrekt, som om han hele tiden venter på, at nogen siger “nu er du klar til at blive mytisk”. Men det er måske også en del af pointen: Adam er ikke født som legende, han skal næsten trækkes ind i den med voldsomt greb om skuldrene. Han er mere kikset en legendarisk i denne fortolkning af verdens mægtigste mand.

Dialogen er altså ikke det sted, hvor manuskriptet gør sig mest umage. Der bliver sagt ting, der skal lyde dybt, men som indimellem lander som en intern mail, der er blevet lidt for højtidelig. Det er ikke her, filmen vinder priser. Heldigvis tror den heller ikke helt på den mulighed, og det er næsten befriende.

Det, der redder meget, er Jared Leto som Skeletor. Han er filmens største gevinst og dens mest åbenlyse fornøjelse. Leto spiller ham med en blanding af teatralsk ondskab og næsten barnlig fornærmelse, som gør figuren både latterlig og underholdende på den gode måde. Når han er mest hæmningsløs, får filmen et lille elektrisk stød Det er sjældent, at en skurk i denne slags film overgår helten. Her lykkes det.

Det hjælper også, at filmen rent visuelt ikke er nærig. CGI’en er ofte brugt med en vis smag, og flere af kampscenerne har en klarhed og energi, som gør, at man faktisk kan følge med i, hvem der slår hvem, og hvorfor man skal heppe. Det burde være en selvfølge, men i 2026 føles det næsten som en luksus. Universet er stort, farverigt og overfyldt på den  rigtige måde, og der er en fornemmelse af, at nogen har forstået, at Eternia skal ligne noget, man både vil bo i og blive angrebet af.

Aldersgrænsen på 11 år er interessant, for filmen taler tydeligvis til et yngre publikum, men den er samtidig tungt lænet ind i nostalgiens maskinrum. Den vil gerne have børnene med, men den ved også godt, at mange af dem, der smiler bredest, er voksne, som engang havde plastiksværd og Grayskull stående på værelset. Soundtracket, med Brian May på guitar, gør sit til at kalde 80’er- og 90’er-generationen tilbage i salen. Det er ikke subtilt, men subtilitet er heller ikke universets stærkeste valuta. Nogle gange vil man bare have en fanfare, der lyder som om den er skrevet til en kamp mellem to det gode og det onde.

Der er dog også et mærkeligt spænd i filmen. På den ene side forsøger den at være familievenlig og bredt appellerende. På den anden side drysser den jokes ind, der bestemt ikke er tænkt til børnehavehøjde. Til stor fornøjelse for undertegnende. Det giver en lidt skæv tone, som faktisk klæder den, selv om det også afslører, at filmen ikke helt ved, om den vil være eventyr, parodi eller en kærligt oppustet genoplivning af en gammel myte. Måske er svaret: lidt af det hele, og så må de voksne bide tænderne sammen og tage det som en del af pakken.

Sammenligningen med Thor: Love and Thunder ligger lige for, og den er ikke helt urimelig. Der er samme hang til selvironi, samme vilje til at lade det store og det fjollede stå side om side. Men hvor Marvel-filmen nogle gange virkede som en skitse, der skulle leve op til Thor: Ragnarok, mhar He-Man: Masters of the Universe en mere direkte, næsten naiv charme. Den vil ikke være klogere, end den er. Den vil bare gerne underholde. Og det gør den udmærket.

Det store lærred klæder den. Ikke fordi historien bliver dybere af det, men fordi lyd, skala og de store digitale slag får lov at fylde rummet, sådan som den slags bør gøre. En pressevisning med kaffe og croissant er ærlig talt en lidt for civiliseret ramme til noget, der helst vil ses med popcorn, mørke og en sal, der kan rumle en smule med. Det er en film, der kræver den rette kasket og det rette humør. Kommer man ind med forventningen om Shakespeare med sværd, bliver man irriteret. Kommer man ind med lyst til to timers velpoleret mytologi, nostalgi og en smule barnlig støj, får man faktisk noget, der "kan noget".

Er den et mesterværk? Nej, selvfølgelig ikke. Er den ujævn, forudsigelig og til tider pinligt skrevet? Ja, det må man ærligt sige. Men den har også energi, selvironi og nok visuelle idéer til, at man ikke keder sig. Og måske er det i virkeligheden den vigtigste målestok her: om den får os til at huske, hvorfor vi overhovedet gad lege med de figurer i første omgang. Jeg tror, den gør. Og så må man leve med, at universet stadig insisterer på at være lidt større, lidt dummere og en del mere underholdende, end man egentlig havde planlagt.

Får vi mere He-Man? Det lader det til, og det vil jeg se frem til.

He-Man: Masters of the Universe har premiere i landets biografer d. 4. juni 2026.