Jeg kan huske dengang, hvor det var tydeligt, når bands blev kendt på Myspace. De havde en særlig energi, som fulgte dem ind på scenen. Onsdag aften i Lille Vega lærte jeg, hvad der sker, når man er blevet kendt gennem YouTube.
En stjerne
To stjerner
Tre stjerner
Fire stjerner
Fem stjerner
Seks stjerner
Go-Jo, manden bag Mrs. Hollywood, tog turen til Danmark for første gang på sin europæiske headline-tour. Han blev kendt gennem virale videoer med gratis broccoli, gadeguitarsoloer og en solrig australsk energi – og koncerten bar samme blanding af gimmick og musikalitet.
Allerede fra start var det uklart, om vi var til koncert eller til en live YouTube-stream. En storskærm bag bandet kørte sammenklip fra nettet, mens showet var opdelt i tre akter: The Beginning, The Spotlight og 250 Million People.
Publikum var en blandet flok, og salen var kun halvfyldt, men stemningen blev hurtigt varm. Go-Jo åbnede i en lyserød crop-top med “Copenhagen” skrevet på med gaffatape, og det satte tonen: underfundig, lidt kitsch og meget YouTube. To bælter – det ene hængende løst om maven – fuldendte looket. Han lignede en fusion af Napoleon Dynamite, Weird Al Yankovic og Justin Hawkins fra The Darkness, og havde den dér 10-sekunders stage presence, man forbinder med virale klip.
Bandet fulgte samme energi. Guitaristen Ryan lignede en budgetversion af Nick Valensi og spillede solidt. Trommeslageren fik flere gange grineflip midt i showet, når Go-Jo fandt på nye påfund. Et mini-keyboard blev præsenteret som “world’s largest piano”, og publikum blev inddraget i både dialog og improviserede tekster. På et tidspunkt opstod en bølge i salen, helt spontant – imponerende i Lille Vega.
The Beginning bød på kærestesorgssange, et Goo Goo Dolls-cover med fællessang og en række mere melankolske numre. De blev leveret med en udtryksfuld sårbarhed, der faktisk ramte overraskende stærkt – selv pakket ind i YouTube-æstetik.
The Spotlight toppede showet. Mrs. Hollywood blev kickstartet af Money for Nothing-trommer, et kitschet og næsten farligt træk, som alligevel fungerede perfekt som intro til hittet. De havde lagt en kreativ elektronisk fløjte ovenpå, inden riffet kom. Genialt. Midt i nummeret simulerede de et strømsvigt, hvorefter publikum talte dem ind til omstart. En gimmick, ja – men leveret så overbevisende, at man tilgav forudsigeligheden.
250 Million People lukkede koncerten med Milkshake Man vævet ind i andre sange, inden et fuldt cover af Ghostbusters-temaet ramte som et overraskende klimaks. Det var på én gang absurd og perfekt placeret. Det var svært at vide, hvor alvorligt det hele skulle tages – men bandet ramte balancen, hvor det fjollede stadig føltes indlevet.
Go-Jo var oprigtigt begejstret for at spille i København, og hans ydmyghed stod i kontrast til de mange skæve påfund. Det er svært helt at placere ham genremæssigt, men energien, leveringen og personligheden var nok til at bære koncerten. Det er ikke sikkert, vi får Go-Jo at se på stadionniveau, men han viste, at han mestrer kunsten at balancere mellem fjollet og seriøst. Mærkelige småcover-snippets fra Feels Like Summer til Wonderwall fik det hele til at føles, som om jeg rent faktisk lå derhjemme og så Reels. Perfekt.
Opvarmningen kom fra Portair, en australsk artist Go-Jo havde mødt i LA for syv år siden. Han leverede følsomme, melodiske sange med både keyboard, guitar og en stærk vokal. Med håndholdt banner og QR-kode på scenen passede han perfekt ind i aftenens YouTube-ramme.
Lad os bare sige det sådan her…
Go-Jo i Lille Vega var en koncert, hvor YouTube-æstetik og liveoplevelse smeltede sammen. Halvt show, halvt performance-art – men med en kerne af pophooks og indlevelse. Vi gik derfra med fornemmelsen af, at dette kun er begyndelsen på næste kapitel i Go-Jos mærkværdige internetfortælling.
